B-sag. Ansøgninger om midler fra puljer udmeldt af Social- og Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen i samarbejde med Danner har ansøgt Social- og Indenrigsministeriets pulje ”Afprøvning af CTI for kvinder på krisecentre” om 4.492.500 kr., og at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget tilpasses med de eventuelt tilførte midler i hvert af årene 2015, 2016, 2017 og 2018.
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen har ansøgt Social- og Indenrigsministeriets pulje ”Styrket indsats til forebyggelse af vold på botilbud” om 4.222.810 kr., og at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget tilpasses med de eventuelt tilførte midler i hvert af årene 2015, 2016, 2017 og 2018.
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen har søgt Social- og Indenrigsministeriets pulje ”Terapeutisk bistand til forældre til børn med handicap” om 1.633.753 kr., og at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget tilpasses med de eventuelt tilførte midler i 2016.
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen i samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri har ansøgt Sundhedsstyrelsens pulje "En særlig indsats for børn og unge som pårørende til borgere med psykiske lidelser" om 2.590.000 kr., og at den påkrævede kommunale medfinansiering i form af frikøb af medarbejdere mv. finansieres inden for Socialudvalgets egen ramme.
Problemstilling
I satspuljeaftalen for 2015-2018 er der blandt andet afsat midler til en styrket indsats over for voldsramte, forebyggelse af vold på botilbud og en særlig indsats over for børn og unge, som er pårørende til borgere med psykiske lidelser. I satspuljeaftalen for 2014 er der desuden afsat midler til bistand til forældre til børn med handicap. I den forbindelse har Social- og Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen udbudt en række puljer, som Socialforvaltningen har ansøgt. Puljerne har alle i varierende omfang et forebyggende sigte. Fælles for puljerne er desuden, at de sigter mod, at socialt udsatte borgere i højere grad skal kunne mestre deres eget liv og opleve en større livskvalitet. Puljerne er således i tråd med Socialudvalgets pejlemærker og målet om social mobilitet i Københavnerfortællingen.
Samtlige puljer er søgt med forbehold for Socialudvalgets godkendelse, hvorfor Socialudvalget nu skal behandle ansøgningerne.
Løsning
Afprøvning af CTI for kvinder på krisecentre
Det skaber ofte en fornyet krise hos voldsramte kvinder, når de skal fraflytte et krisecenter. Tit er kvinderne og eventuelle børn ikke nået gennem bearbejdningen af voldsoplevelserne, når de flytter, og samtidig forsvinder den daglige kontakt med personale, frivillige og andre beboere på krisecentret. Det er en fase, hvor kvinderne fortsat er særligt sårbare, og det er således også et kritisk tidspunkt i forhold til at skabe en positiv og vedvarende forandring.
Socialforvaltningen har derfor i samarbejde med Danner søgt Social- og Indenrigsministeriets pulje til afprøvning af Critical Time Intervention (CTI)-metoden for kvinder på krisecentre. Formålet med pulje er at understøtte voldsramte kvinders overgang fra kvindekrisecenter til egen bolig. Der er afsat 15 mio. kr. til puljen, og der udvælges 4-6 projektkommuner, der skal afprøve metoden i perioden september 2015 - december 2018.
Om projektet
Socialforvaltningen og Danner ønsker med afprøvningen af CTI-metoden at intensivere den opfølgning, der sker i kvindernes egen bolig med henblik på at støtte voldsramte kvinder i en overgangsfase. I dag tilbyder kommunen familierådgivning til kvinder, når de flytter fra et krisecenter. Med projektet vil forvaltningen således styrke det efterværn, som kvinderne modtager i dag.
CTI-metoden er en intensiv og tidsafgrænset indsats, hvor en gennemgående støtteperson (CTI-medarbejderen) har den koordinerende rolle i forhold til sammensætningen og udførelsen af borgerens CTI-forløb. Medarbejderen skal bl.a. yde social og praktisk støtte og hjælpe kvinderne med at udarbejde en sikkerhedsstrategi i forhold til voldsudøveren.
Københavns Kommune har gode erfaringer med CTI-metoden, som anvendes af forvaltningens hjemløseenhed. I 2014 lykkedes det 88 % af de borgere i egen bolig, der modtog CTI-støtte, at fastholde deres bolig et år senere. Forvaltningen ønsker derfor at afprøve metoden for voldsramte kvinder. Danner har desuden igennem en årrække tilbudt efterværn til de kvinder, der er fraflyttet deres krisecenter, og CTI-metoden er direkte i tråd med dette arbejde. Det er således forventningen, at projektet vil have stor effekt for de deltagende kvinder, der bl.a. vil blive bedre til at fastholde deres bolig og opleve en større trivsel og tryghed i hverdage. Der vil i projektperioden være et tæt sparringsforløb mellem Socialforvaltningen og Danner.
Til projektet ansættes to CTI-medarbejdere, som placeres i henholdsvis Hjemløseenheden i forvaltningen og på Danner. Det forventes, at hver CTI-medarbejder vil kunne have otte kvinder i et forløb ad gangen. Et CTI-forløb varer ni måneder, og der vil i alt blive gennemført ca. 60 CTI-forløb i projektperioden.
Målgruppe
Puljens primære målgruppe er kvinder på kvindekrisecentre, som har en kompleks personlig og social situation, og som ved fraflytning har behov for hjælp og støtte til at etablere en selvstændig tilværelse uden vold. Den sekundære målgruppe er kvindernes børn.
Økonomi
Socialforvaltningen og Danner har ansøgt Social- og Indenrigsministeriet om 4.492.500 kr. Midlerne skal primært anvendes til lønudgifter til de to CTI-medarbejdere. Projektet forudsætter ikke kommunal medfinansiering.
Styrket indsats til forebyggelse af vold på botilbud
Socialforvaltningen er optaget af at skabe et godt og sikkert arbejdsmiljø og arbejder derfor blandt andet på forebygge og nedbringe antallet af voldsepisoder på forvaltningens botilbud. Til at understøtte dette arbejde har Socialforvaltningen ansøgt Social- og Indenrigsministeriets pulje til en styrket indsats til forebyggelse af vold på botilbud i perioden 2015-2018. Formålet med puljen er at understøtte en bedre håndtering af voldsepisoder i botilbud samt at skabe ny viden om, hvordan man kan reducere forekomsten af voldsepisoder i disse boformer. Puljen er på 9,9 mio. kr.
Om projektet
Socialforvaltningen ønsker at opstarte et projekt, der skal medvirke til, at medarbejdere på botilbud bedre kan håndtere udadreagerende og voldelig adfærd hos beboere, og at beboerne i højere grad kan håndtere udfordringer, konflikter og problemer uden brug af trusler, udadreagerende adfærd og vold.
I projektet afprøves redskaberne ”Mestringsskema” og ”Bröset Violence Checklist” (BVC). Begge redskaber har fokus at identificere de situationer, der udløser voldsepisoder hos den enkelte beboer. I det daglige arbejde vil det dermed blive muligt for personalet at forebygge vold og øge borgernes mestring af egen tilværelse. Kommunen har siden efteråret anvendt BCV i socialpsykiatrien, hvor alle medarbejdere på botilbud er blevet introduceret til BVC. Der er gode erfaringer med metoden, men erfaringerne viser også, at der er behov for yderligere metoder til at håndtere konfliktsituationer. Forvaltningen ønsker derfor at afprøve BVC i kombination med Mestringsskema.
Medarbejderne vil igennem projektet blandt andet gennemføre en superbrugeruddannelse i metoderne. Der er således tale om kompetenceudvikling, så medarbejderne bliver klædt bedre på til at forhindre voldsepisoder.
Målgruppe
Puljens målgruppe er borgere med kognitive funktionsnedsættelser eller psykiske lidelser samt medarbejdere på botilbud og forsorgshjem.
Socialforvaltningen har til projektet udvalgt fire botilbud på handicap- og psykiatriområdet. Botilbuddene er udvalgt på baggrund af deres udfordringer med et højt konfliktniveau eller trusler om vold og et behov for at skabe tryghed og trivsel blandt medarbejdere og beboere.
Økonomi
Socialforvaltningen har søgt om 4.222.810 kr. til projektet. Ansøgning til puljen er opbygget, så Social- og Indenrigsministeriet kan vælge at imødekomme hele ansøgningen og bevillige midler til et projekt på hvert botilbud eller udvælge enkelte botilbud til projektet. Midlerne skal primært anvendes til uddannelse af personalet i metoderne. Projektet forudsætter ikke kommunal medfinansiering.
Terapeutisk bistand til forældre til børn med handicap
Når forældre får et barn med et handicap eller en kronisk sygdom, udløser dette ofte sorg og krise hos forældrene. En hverdag med et barn med handicap stiller desuden store krav til forældrenes fysiske og psykiske mestring.
Socialforvaltningen ønsker at øge støtten til familier til børn med handicap, og forvaltningen har derfor søgt Sundhedsstyrelsens pulje til terapeutisk bistand til forældre til børn med handicap. Formålet med puljen er at afprøve længerevarende og individuelt tilpassede familieterapeutiske forløb. Projektet skal sikre, at familier i højere grad end i dag modtager støtte til at mestre hverdagen på det rigtige tidspunkt, så hele familiens trivsel understøttes.
Der er for den samlede projektperiode afsat i alt 4,64 mio. kr., og til denne projektperiode, der løber fra september 2015 til februar 2016, er der afsat 800.000 kr.
Om projektet
Familierne skal i en forsøgsperiode tilbydes op til 15-20 timers særligt tilrettelagte familieterapeutiske forløb, der skal hjælpe dem til at bearbejde psykiske reaktioner eller følger efter konstatering af barnets funktionsnedsættelse eller kroniske sygdom. Forløbene er et supplement til den nuværende familievejlederordning, men adskiller sig ved at være et længerevarende terapeutisk forløb. Forvaltningen vil tilbyde tre forskellige typer familieterapeutiske forløb. Forløbene består både af kursusundervisning og individuel terapi. Familierne vil blive visiteret til forløbene.
Målgruppe
Målgruppen er familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Målgruppen omfatter både familier med nyfødte børn med nedsat funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst. Familierne skal kunne drage fordel af deltagelse i de familieterapeutiske forløb, dvs. at der skal være potentiale for at mindske eksisterende mistrivsel, stress og sorg-krise reaktioner i familien. Socialforvaltningen forventer, at ca. 50 familier vil gennemføre forløbet.
Økonomi
Socialforvaltningen har ansøgt om 1.633.753 mio. kr. fra puljen. Midlerne skal primært anvendes til de familieterapeutiske forløb samt lønudgifter til projektleder og personale. Projektet forudsætter ikke kommunal medfinansiering.
En særlig indsats for børn og unge som pårørende til borgere med psykiske lidelser
Forskning viser, at børn af forældre med psykisk sygdom har en øget risiko for selv at udvikle psykisk sygdom. Socialforvaltningen har derfor søgt Sundhedsstyrelsens pulje til en særlig indsats for børn og unge, der er pårørende til borgere med sindslidelser
Puljens formål er at forebygge, at børn og unge, som er pårørende, kommer i mistrivsel og på sigt udvikler egne psykiske vanskeligheder. Puljen skal endvidere medvirke til, at børn og unge inddrages og anerkendes som en ressource i forældrenes forløb. Puljen er på 9 mio. kr. i alt i perioden oktober 2015 - maj 2018. Det forventes, at to regioner og 1-5 kommuner indenfor hver af de to regioner, tildeles midler.
Om projektet
Socialforvaltningen har ansøgt puljen sammen med Region Hovedstadens Psykiatri. Forvaltningen og regionen ønsker at etablere systematiske børne- og voksengruppesamtaler i forbindelse med forældres behandling i psykiatrien. Børne- og voksengrupperne skal tidsmæssigt foregå på samme tidspunkt og derved forløbe parallelt, så der sikres viden hos både børn og forældre. Gruppeforløbene varetages i fællesskab mellem forvaltningen og regionen.
Gruppeforløbene skal give deltagerne mulighed for at mødes med ligestillede samt give dem mestringsstrategier og information, så de bedre kan håndtere hverdagen i en familie med psykisk sygdom.
Rekruttering til grupperne vil foregå i forbindelse med forældrenes visitation til behandling i regionen. Forvaltningens familiekonsulenter vil varetage børnegrupperne, mens udvalgte medarbejdere fra regionen vil afholde voksengrupperne.
Målgruppe
Målgruppen for projektet er børn og unge af forældre med psykisk sygdom, hvor forældrene modtager ambulant behandling for depression eller personlighedsforstyrrelser i Region Hovedstadens Psykiatri. Projektet omfatter børn og unge i aldersgruppen 6-18 år. Det forventes, at der vil være ca. otte børn i børnegrupperne og otte voksne samt otte pårørende i voksengrupperne. Projektet er en udvidelse af de gruppeforløb for børn, der er pårørende til en forælder med psykisk sygdom, som forvaltningen allerede gennemfører i dag.
Økonomi
Socialforvaltningen og Region Hovedstadens Psykiatri har ansøgt om midler fra puljen fra 2.590.000 kr. Der er i puljen et krav om kommunal og regional medfinansiering i form af frikøb af medarbejdere til kompetenceudvikling og implementering i almindelig drift, som Socialforvaltningen og regionen vil imødekomme ved at stille lokaler, el, vand, varme og husleje samt økonomisystem til rådighed. Regionen vil i øvrigt stå til rådighed i forbindelse med gruppeforløbene og sikre råd og vejledning til deltagere og pårørende.
Økonomi
Såfremt de forskellige ansøgninger til Social- og Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen imødekommes, vil Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget blive tilpasset med de eventuelt tilførte midler i de år, som de enkelte projekter løber. En eventuel budgettilpasning i forhold til det enkelte projekt vil blive foretaget i den førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
I puljen til en særlig indsats for børn og unge som pårørende til borgere med psykiske lidelser er der et krav om kommunal og regional medfinansiering i form af frikøb af medarbejdere, fx i forbindelse med kompetenceudvikling, ligesom indsatsen til de pårørende forventes implementeret som en del af den daglige drift. Socialforvaltningen vil således finansiere projektet inden for Socialudvalgets egen ramme.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgninger, vil forvaltningen meddele dette til Social- og Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen. I tilfælde af ansøgningerne imødekommes, vil forvaltningen igangsætte de forskellige projekter, herunder indgå partnerskaber med Danner og Region Hovedstaden.
Der vil blive foretaget en slutevaluering af hvert projekt ved projektperiodens udløb. Forvaltningen vil herefter vurdere, hvorvidt projekterne skal fortsættes.
/ Gitte Bylov Larsen