Pilotforsøg med efterprøvelse af forpligtigelser i Charter for et natteliv uden diskrimination
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. september 2023 forelagde forvaltningen et udkast til pilotforsøg med en model for efterprøvelse af forpligtelserne i Charter for et natteliv uden diskrimination. Udvalget besluttede at udskyde behandlingen af sagen til næstkommende møde med henblik på, at forvaltningen belyste sagen yderligere.
Charter for et natteliv uden diskrimination (bilag 1) blev godkendt af udvalget den 11. maj 2023. Charteret skal ses som en opdatering og relancering af det tidligere Charter for et Fair Natteliv fra Diskriminationshandleplan 2016.
Relanceringen af charteret og tilhørende indsatser til bekæmpelse af diskrimination er forankret i Nattelivsudvalget. Udvalget besluttede i oktober 2022 at nedsætte en følgegruppe med medlemmer af Nattelivsudvalget samt eksperter inden for emnet diskrimination, som har bidraget med viden, netværk og ideer til konkrete initiativer til det nye charter. Medlemmerne i følgegruppen repræsenterer unge/nattelivsgæster (Ungeråd KBH/Club Mafia), Mino Danmark og det kulturbårne natteliv (Københavns Frie Promotere), HORESTA og Danske Restauranter og Cafeer (DRC). Primo 2023 er der herudover afholdt en heldagsworkshop med ca. 45 aktører fra branchen, minoritetsorganisationer m.v. samt gennemført dialoger og møder med en række aktører og interessenter (bilag 2).
Rammerne for arbejdet i Nattelivsudvalget og forvaltningen er budgetnotat KF147 (Budget 2023), hvor der bl.a. fremgår følgende: ’Pilotforsøget kan gennemføres med inspiration fra en lignende model i Oslo, hvor sådanne kontroller i en årrække har været gennemført for at afdække evt. diskrimination i byens natteliv.
I forlængelse heraf blev der opnået enighed om i Charteret, at underskriverne forpligter sig til at indgå i et samarbejde med Københavns Kommune om – gennem forsøg med en kontrolinstans – at efterprøve forpligtelserne i charteret. På Nattelivsudvalgets møde i juni 2023 udtrykte et enig udvalg i den forbindelse, at implementeringen af charteret beror på frivillighed og arbejdet med initiativerne er tillids- og aftalebaseret, herunder processen med opfølgning på charterets indsatsområder og efterprøvelse af forpligtelserne i charteret.
På grundlag heraf er der i samarbejde med brancheorganisationerne udarbejdet et udkast til en model for pilotforsøg med efterprøvelse af, om de restauratører, der underskriver Charter for et natteliv uden diskrimination, lever op til forpligtelserne i Charteret.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkast til pilotforsøg med en model for efterprøvelse af forpligtelserne i Charter for et natteliv uden diskrimination.
Problemstilling
På baggrund af budgetnotatet og rammerne besluttet af Nattelivsudvalget udarbejdede kommunens konsulentfirma (BARC Scandinavia) i samarbejde med repræsentanter fra restaurationsbranchen og forvaltningen et udkast til en model for et pilotforsøg med efterprøvelse af restaurationsbranchens forpligtelser ifølge Charteret. Der kunne i den forhandlingsproces ikke opnås enighed om en model, hvor et kontrolkorps uanmeldt tester indgange til natklubber mv. Brancheorganisationerne har under hele processen lagt væsentlig vægt på, at kontrollen skal være dialogpræget og samarbejdsorienteret for at opnå de bedste resultater med Charteret. Der er også givet udtryk for, at man på den måde ville opnå den største tilslutning til Charteret blandt restauratørerne.
Det er forvaltningens vurdering, at det alene vil være muligt at etablere et kontrolkorps, hvis det er baseret på frivillighed, idet det vurderes, at et kontrolkorps som uanmeldt og uden foregående accept fra restauratørerne kontrollerer efterlevelsen af et charter med lokale regler reelt vil have karakter af indirekte lokal regulering (svarende til lovgivning). Det vil være problematisk, da det ved lov er besluttet, at afgørelsen af, hvorvidt der er tale om forskelsbehandling er forbeholdt Ligebehandlingsnævnet.
Hertil kan det oplyses, at det alene er den pågældende person, der mener sig forskelsbehandlet, der kan klage til Ligebehandlingsnævnet – og afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet gengives alene i anonymiseret form. Københavns Kommune har således ikke kompetence på området.
Endelig er der ikke efter kommunalfuldmagten hjemmel hertil, jf. opgavefordelings-princippet, hvorefter der gælder en almindelig formodning om, at kommunerne ikke kan påtage sig opgaver, der henhører under en anden myndighed.
Det bemærkes, at den beskrevne Oslo-model i budgetnotatet ikke har været anvendt af myndighederne i Oslo i en længere periode. Modellen har givet inspiration til den løsning, der foreslås etableret – og som er i overensstemmelse med dansk ret, og som tager højde for lokale forhold i nattelivet i København.
Løsning
Den foreslåede ordning betyder, at underskrivere (restauratører) af Charter for et natteliv uden diskrimination, forpligter sig til at leve op til en række initiativer inden for indsatsområderne kommunikation, håndtering og forebyggelse, samt at samarbejde med Københavns Kommune om en ’kontrolinstans’ i form af en model for efterprøvelse af, hvorvidt den enkelte restauratør efterlever Charterets forpligtelser og iværksætter de konkrete initiativer. Endelig skal der udvikles et datagrundlag for afrapportering på Charterets implementering og effekt.
Udkast til en model for efterprøvelse af Charteret består af tre overordnede elementer:
- Monitorering af forpligtigelser i Charteret
- Spørgeskemaundersøgelse
- Fokusgruppeinterview
1) Monitorering af restauratørers kommunikation om tilslutning til Charteret mv.
Restauratører, som underskriver Charteret, forpligter sig til tydeligt at kommunikere om tilslutning til Charteret overfor stedets gæster. Derudover forpligter restauratørerne sig til at kommunikere om serveringstedets koncept og forventning til gæsteadfærd samt processen for håndtering af oplevet diskrimination.
Der vil blive foretaget aftalte besøg ved alle restauratører, der underskriver Charteret, for at undersøge, om den enkelte restauratør overholder forpligtigelserne vedrørende kommunikation. De opfølgende besøg ved restauratørerne foretages fysisk af en uvildig part i form af personer fra BARC Scandinavia.
Såfremt en restauratør ikke overholder forpligtigelserne, indledes en dialog med restauratøren, hvor restauratøren vil modtage en påmindelse om kravet om tydelig kommunikation. Det vil samtidig blive afdækket, om restaurationen behøver yderligere vejledning og støtte til at leve op til Charterets forpligtigelser.
Hvis der ikke kan opnås enighed med restauratøren om efterlevelse af kravet om kommunikation, vil restaurationen blive fjernet fra listen over de steder, der er tilsluttet Charteret (tilslutningen vil fremgå af en selvstændig hjemmeside).
2) Spørgeskemaundersøgelse - medarbejdernes oplevelser
For at afdække eventuelle udfordringer og behov i forbindelse med restauratørernes implementering af Charteret, vil der blive gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt de restauratører, som har underskrevet Charteret. Denne undersøgelse skal afdække konkrete behov hos den enkelte restauratør i forhold til efterlevelse af forpligtelserne i Charteret, herunder om der er behov for en særlig indsats, eller om der blot er tale om uklarheder om kravene mv.
3) Fokusgruppeinterviews - bedre rammer og udvikling
For at nuancere indsigterne fra spørgeskemaundersøgelsen, gennemføres fokusgruppe-interviews med personale fra tilsluttede restauratører. Deltagelse i fokusgrupper er frivillig.
Det er hensigten at anvende resultaterne af den samlede efterprøvelse på såkaldte brancheforamøder, hvorved nattelivsbranchens aktører på grundlag af efterprøvelsen kan dele erfaringer og kvalificere det fremtidige arbejde med Charterets forpligtelser.
Kultur- og Fritidsudvalget vil modtage en samlet afrapportering på pilotforsøget samt resultaterne heraf. Afrapporteringen vil være anonymiseret, således der kan træffes beslutninger på et generelt grundlag.
Samlet set vil den foreslåede ordning indebære et væsentligt øget fokus på implementering og efterlevelse set i forhold til det tidligere Charter for et Fair Natteliv fra Diskriminationshandleplan 2016.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender model for efterprøvelse af Charter for natteliv uden diskrimination, vil forvaltningen og BARC Scandinavia i samarbejde med nattelivsbranchen iværksætte pilotforsøgene med efterprøvelse af restauratørernes efterlevelse af Charterets forpligtelser.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen i samarbejde med BARC datosætte en lancering af Charteret. Lanceringen vil ske i samarbejde med en lang række af samarbejdspartnerne i det københavnske natteliv.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2023
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelsen af et nyt 2. at-punkt om at KFU pålægger forvaltningen inden udgangen af december at vende tilbage med hvilke udfordringer og muligheder der er ved at indføre et anonymt kontrolkorps, herunder behovet for ny lovgivning, samt modeller, der kan indarbejdes under den nuværende lovgivning.
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt efter afstemning med stemmerne 6 imod 5. Ingen medlemmer undlod
For stemte: C, V, A, Mia Nyegaard (B)
Imod stemte: F, Ø og Kashif Ahmad (B)
Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget efter afstemning med stemmerne 6 imod 3. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, B, F
Imod stemte: V, C
Undlod at stemme: A
Enhedslisten, SF og Kashif Ahmad fra Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
Vi ønsker, at der i pilotprojektet skal være kontrol med om "Charter for Natteliv uden diskrimination" reelt bliver overholdt i de virksomheder, der har tilsluttet sig charteret. Vi skal have nedsat omfanget af diskriminationen i det københavnske natteliv.
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti bakker op om pilotforsøget, idet der er tale om at restauratører kan tilmelde sig frivilligt.”