Temadrøftelse om internationale borgeres brug af KFF's kultur og fritidstilbud
Med vedtagelsen af Kultur- og fritidspolitikken 2023-2026 blev det besluttet, at der skal udarbejdes en handleplan for internationale borgeres brug af byens kultur- og fritidstilbud under temaet ’for fællesskabet’.
Forslag til indhold og proces for handleplanen bygger bl.a. videre på det arbejde, der blev udført i forbindelse med udformningen af emner og anbefalinger i medlemsforslaget ”Bedre vilkår for internationale borgere.” Kultur- og Fritidsudvalget behandlede medlemsforslaget d. 23. november 2023 i en fællesindstilling til henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget.
Internationale borgere udgør en stor gruppe af de københavnske borgere, men meget få af kommunens kultur- og fritidstilbud henvender sig til denne målgruppe. Øget inddragelse i kultur- og fritidslivet kan bidrage til fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft.
Kultur og Fritidsudvalget skal drøfte følgende temaer:
- Tilbud- Skal KFF’s aktuelle kultur- og fritidstilbud og kanaler gøres tilgængelige og relevante for internationale borgere og i så fald hvordan?
- Målgrupper – Skal målgruppen af internationale borgere være en strategisk prioritet i fremtiden og i så fald hvordan?
- Partnerskaber – Hvordan kan samarbejde mellem det offentlige og private aktører være med til at fremme inklusionen af internationale borgere i byens kulturtilbud?
Drøftelserne skal udmøntes som bidrag til en kommende handleplan for området.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
1. At Kultur- og Fritidsudvalget drøfter temaer og prioriteringer for at fastlægge indsatsområder for en handleplan vedrørende internationale borgeres brug af KFF’s kultur- og fritidstilbud.
Problemstilling
En ny international måling foretaget af InterNations i 2023 placerer København på en udfordrende 33. plads ud af 49 internationale storbyer ift. internationale talenters samlede vurdering af byens kvaliteter som arbejds- og bopælsdestination.
København er en mangfoldig by, hvor ca. 20 procent af borgerne i alle bydele har et udenlandsk pas. De internationale borgere er ikke aktivt inkluderet som en strategisk målgruppe i de eksisterende kultur- og fritidstilbud inden for KFF’s kerneområder: kultur, bibliotek, idræt mm.
Internationale borgere spiller en væsentlig rolle i Københavns befolkningstilvækst, og siden 2013 har International House Copenhagen indrejst mere end 200.000 nye borgere.
Manglende information og tilgængelighed udgør en barriere for de internationale borgeres deltagelse i kultur- og fritidstilbud, hvilket påvirker fastholdelsesgraden. København rangerer lavt i internationale målinger over internationale borgeres oplevelse af åbenhed, mulighed for deltagelse i socialt liv og for at integrere sig i lokale fællesskaber. Det medfører, at de internationale borgere ofte forlader byen igen før tid.
Udfordringer med trivsel og fastholdelse af internationale borgere er særligt relevante, da Danmark herunder København er afhængige af tilstrømningen af international arbejdskraft for at imødekomme behovene inden for både velfærd og den grønne omstilling. Samtidig er der et uudnyttet potentiale i, at internationale borgere bidrager værdifuldt til byens kultur- og foreningsliv, og dermed styrker det fællesskab, som binder byen sammen.
Løsning
En handleplan for nye internationale borgere i København kan fastlægge mål for en målrettet og koordineret indsats for at øge de internationale borgeres deltagelse i byens kultur- og fritidstilbud.
Øget engagement i kultur- og fritidstilbud forventes at forbedre de internationale borgeres trivsel og tilknytning til samfundet, så de har lyst til at blive boede længere samtidig med, at det kan imødegå udfordringerne med mangel på arbejdskraft.
På denne baggrund foreslås følgende temaer til drøftelse:
- Tilbud - Skal KFF’s aktuelle kultur- og fritidstilbud og kanaler gøres tilgængelige og relevante for internationale borgere og i så fald hvordan?
- Målgrupper – Skal målgruppen af internationale borgere være en strategisk prioritet i fremtiden og i så fald hvordan?
- Partnerskaber – Hvordan kan samarbejde mellem det offentlige og private aktører være med til at fremme inklusionen af internationale borgere i byens kulturtilbud?
De tre temaer samt forslag til mulige indsatsområder er uddybet i vedlagte bilag 1.
Dataindsamling og inddragelsesproces
Den eksisterende viden om målgrupper og tendenser kan danne grundlag for identificering af nye indsatsområder, men der er behov for yderligere vidensopbygning, da kulturvaneundersøgelsen i KFF er gennemført på dansk. Derfor er der iværksat en større undersøgelse af fastholdelsesproblematikker for internationale borgere i København med særligt fokus på kultur- og fritidstilbuds rolle. Dataindsamlingen inkluderer:
- Desk research med kortlægning af kommunikation på KFF’s hjemmesider og SOME
- Observation på 25 KFF-institutioner og i International House Copenhagen
- 4 Fokusgrupper med KFF-medarbejdere med erfaring i arrangementer mm. for internationale borgere
- Kvalitative interviews med internationale borgere (mål: 25-30)
Undersøgelsen forventes afsluttet til sommer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse vil sætte retningen for forvaltningens arbejde med handleplanen, herunder yderligere ønsker til den igangværende undersøgelses-og inddragelsesproces. Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer at kunne præsentere udvalget for et udkast til handleplanen i løbet af Q4, 2024. Det er målet at kunne præsentere udvalget for en endelige plan til godkendelse i løbet af Q1, 2025.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2024
Udvalget drøftede indstillingen og kom med ønsker til forvaltningens videre arbejde.