Dansehallernes nye rammeaftale 2021-2024
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkastet til Dansehallernes rammeaftale for 2021-2024
Problemstilling
Dansehallerne, Slots- og Kulturstyrelsen og Københavns Kommune indgik i 2016 en fælles rammeaftale om tilskud til Dansehallerne i perioden 2017-2020 (bilag 1). Rammeaftalen udløber med årets udgang og parterne har derfor i fællesskab udarbejdet et udkast til en ny rammeaftale (bilag 2).
Dansehallerne blev optaget varigt på budgettet i forbindelse med en fusion mellem Dansescenen og Dansens Hus i 2012.
Løsning
Med den nye rammeaftale for 2021-2024 modtager Dansehallerne 8 mio. kr. årligt fra Kulturministeriet og 6,2 mio. kr. årligt fra Københavns Kommune til drift af Dansehallerne.
Dansehallernes vision for 2021-2024 er at være en national scene for dans i København.
Den nye rammeaftale for 2021-2024 indeholder følgende fire indsatsområder med dertil hørende mål:
1. Publikumsudvikling
Dansehallerne skal vise et relevant og efterspurgt program af høj kvalitet for alle aldre. Dansehallerne skal også introducere dans som kunstform og koreografiske projekter til en bred repræsentativ målgruppe, herunder førstegangsbrugere. Dansehallerne skal appellere til alle børn og unge, uanset deres baggrund og forkundskaber, for at give dem aktiv beskæftigelse med dans og koreografi som kunstart med særligt fokus på den del af ungesegmentet, der hidtil ikke har gjort brug af Dansehallernes tilbud.
2. Samarbejde på tværs af scenekunstens aktører
Dansehallerne vil medvirke til, at så mange organisationer som muligt skal vise dans og koreografiske produktioner af høj kvalitet. Dansehallerne bliver en aktiv part i co-produktioner og vil aktivt støtte kunstnere i deres etablering, både nationalt og internationalt. Dansehallerne skal samarbejde og arbejdsdele med andre kulturinstitutioner og uddannelsessektoren (skoler, gymnasier, læreruddannelser etc.) så adgangen for børn og unges møde med kunst og kultur understøttes.
3. Internationalisering
Dansehallerne tilbyder publikum en strøm af internationale produktioner i København og i hele landet. Samarbejdet med forskellige eksterne aktører i resten af landet skal intensiveres. Dansehallerne skal være drivkraften i internationale co-produktioner. Dansehallerne skal have en stor tilstedeværelse internationalt.
4. Grøn omstilling
Dansehallerne skal udvikle en grøn profil og tage ansvar for bæredygtigheden indenfor feltet.
Ligestilling
Af den nye rammeaftale for 2021-2024 fremgår det desuden, at Dansehallerne, som en del af den årlige ledelsesberetning skal redegøre for, hvordan institutionen har arbejdet for at sikre ligestilling, både hvad angår den interne organisation og aktiviteter, jf. Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning af 26. november 2020.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen og Slots-og Kulturstyrelsen indgå rammeaftalen med Dansehallerne for 2021-2024.
Mette Touborg/
Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.