Mødedato: 23.05.2024, kl. 18:30
Mødested: Karens Minde Lokale Loftet

beslutning om at afsætte midler til borgermøde om Sydhavnstippen og Høstpicnic samt godkendelse af projektplaner til begge projekter (10 minutter)

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal afsætte midler til afholdelse af borgermøde om plejeplan for Tippen den 24. august samt afsætte ekstra midler til afholdelse af Høstpicnic samt godkende projektplanerne for begge projekter.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget godkender projektplanen for borgermøde om plejeplan for Tippen den 24. august 2024 og afsætter midler til projektet

2. at lokaludvalget godkender projektplanen for Høstpicnic på Tippen og afsætter ekstra midler til projektet

Problemstilling

Ad 1) Projektplan for borgermøde den 24. august og godkendelse af, at lokaludvalget afsætter 12.000 kr. til projektet

Bymiljøudvalget planlægger at afholde et borgermøde om anbefalinger til naturplejen på Tippen den 24. august 2024. Borgermødet holdes i samarbejde med Partnerskabet Tippen Syder.

Bymiljøudvalget har nedsat en arbejdsgruppe bestående af Ann, Jan F og Rie. 

Borgermødet vil bestå af et oplæg fra en af konsulenterne i Natur360, der har udarbejdet det naturfaglige notat om tilstanden af Tippen samt tilhørende plejeanbefalinger. Derefter vil der være en workshop, hvor der dykkes ned i udvalgte emner.

Arbejdsgruppen planlægger indholdet nærmere, men vil formentlig indeholde følgende:

  • Drøftelse af plejeanbefalinger fra Natur360
  • Tilskudsfodring og fodring af dyrene generelt
  • Evaluering af geder
  • Afbrænding om foråret
  • Sammenlægning af folde

Borgermødet henvender sig til alle nuværende og kommende brugere af Tippen. Der forventes ca. 100 deltagere.

Bymiljøudvalget indstiller, at der afsættes 12.000 kr. af lokaludvalgets borgerinddragelsespulje til projektet. Udgifterne er fordelt på honorar til oplægsholder/workshopafvikler på 8.000 kr. og 4.000 kr. til tryk af plakater og flyers.

Ad 2) Godkendelse af Projektplan for Høstpicnic og afsætning af midler til musikalsk underholdning ved Høstpicnic.

Som planlagt i årsplanen for 2024 ønsker Bymiljøudvalget at afholde den årlige Høstpicnic i september 2024. Afholdelse af Høstpicnic er en af de opgaver, lokaludvalget byder ind med i Partnerskabet Tippen Syder, og partnerne, grønne foreninger og frivillige står for forskellige aktiviteter på dagen.

Høstpicnic afholdes i år lørdag den 14. september med velkomst ved Karens Minde Kulturhus kl. 10. Herefter inviterer vi på 3 guidede ture om spiselige planter, Tippens fugle og historie samt en børnetur.

Fra kl. 12-15 er der aktiviteter ved Naturskolen på Tippen.

Arbejdsgruppen planlægger nærmere indhold men vil formentlig indeholde følgende:

* Æblemostning

* Bag brød over bål

* Snapse og ølsmagning med ingredienser fra Tippen

* Besøg i bigården

* Uldaktivitet

* Naturkunst

* Ponyridning

* Smag Lam og Lammekødssuppe

* Musik

På lokaludvalgets møde den i november 2023 blev der afsat en ramme på 40.000 kr. til Høstpicnic. Forretningsudvalget indstiller, at midlerne budgetteres således:

Budget

Honorar til eksterne der hyres til aktiviteter og ture: 13.000 kr.

Musikere: 6000 kr

Flytning af grej: 7000 kr.

Koda: 800 kr.

Kok og forplejning: 5000 kr.

Materialer og aktiviteter: 4000 kr

Toilet: 3000 kr.

Diverse ekstraudgifter: 5200 kr

I alt 44.000 kr.

 

Da budgettet overstiger det beløb, der er afsat til Høstpicnic, indstiller Forretningsudvalget at der overføres ekstra 4.000 kr. fra Borgerinddragelsespuljen til projektet.

Forretningsudvalget foreslå at lokaludvalget godkender vedlagte projektplan, som Bymiljøudvalget har udarbejdet som grundlag for planlægningen af Høstpicnic.

.

Løsning

Lokaludvalget godkender de to projektplaner samt deres budgetter.

Økonomi

Der afsættes 12.000 kr. til afholdelse af borgermøde om Tippen den 24. august 2024

Der afsættes 44.000 kr. til afholdelse af Høstpicnic. Heraf er de 40.000 kr. allerede afsat i lokaludvalgets budget som et rammebeløb.

Der afsættes derfor i alt 16.000 kr. 

Midlerne tages fra Borgerinddragelsespuljen.

Der er 16.500 kr. til disposition i Borgerinddragelsespuljen. Rest i Borgerinddragelsespuljen: 500 kr.

I en separat indstilling, foreslår Forretningsudvalget, at der overføres 20.000 kr. fra Kgs. Enghavepuljen til Borgerinddragelsespuljen, Der vi derfor være 20.500 kr. til disposition i Borgerinddragelsespuljen, hvis alle indstillinger følges.

Videre proces

Borgermødet afholdes den 24. august. Høstpicnic afholdes den 14. september.

 

 

 

Beslutning

Ad 1) Indstillingen blev godkendt

Ad 2) Indstillingen blev godkendt

Til top