B-sag: Høringssvar om dispensation til ombygning af taget og opførelse af tagboliger på ejendommen Tordenskjoldsgade 19
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som ses i bilaget, til efterretning.
Høringssvaret angår en naboorientering om dispensation til ombygning af taget og opførelse af 3 tagboliger på ejendommen Tordenskjoldsgade 19.
Problemstilling
Med mail den 11. december 2024 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen en naboorientering om dispensation til ombygning af taget og opførelse af 3 tagboliger på ejendommen Tordenskjoldsgade 19. Svarfristen var den 8. januar 2025.
Tagboligprojektet omfatter nedrivning af den oprindelige tagkonstruktion for at opføre en ny tagkonstruktion, som skal rumme 3 tagboliger. Tagboligprojektet indebærer en række udvendige ændringer, som kræver dispensation fra lokalplan nr. 512 "Gammelholm og Nyhavn".
Kommunen kan principielt gå ind for projektet og er derfor indstillet på at give de fornødne dispensationer.
Løsning
Forperson Bent Lohmann har sendt høringssvaret, som ses i bilaget, til Teknik- og Miljøforvaltningen med forbehold for lokaludvalgets behandling af sagen. Høringssvaret er baseret på et udkast fra lokaludvalgsmedlem Michael Thorup.
Det foreslås, at lokaludvalget tager høringssvaret til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen behandler oplysningerne i sagen og træffer afgørelse ud fra sagens samlede oplysninger.
Beslutning
"A. Beskyttelse af markerende hjørnebygning, som endda spejler nabobygning henover Holbergsgade
Uddybning:
- Tordenskjoldsgade 19 er opført i 1868 og udgør en betydningsfuld helhed sammen med sin tvillingebygning Holbergsgade 8. Bygningen er iflg opslag i Fredede og bevaringsværdige bygninger, FBB opført året efter Tordenskjoldsgade 17 (mansardtag), der sandsynligvis blev bygget som det første efter Orlogsværftet fraflyttede området i 1860. En ændring af den specielle tagform vil ødelægge den arkitekturhistoriske relation til tvillingebygningen. Det er i strid med med ‘Retningslinjer for Tagboliger’ spalte 3, s.7, eftersom bygningen både optræder som markør i byrummet qua sin beliggenhed på et hjørne og spejling af Holbergsgade 8 på modsatte gadehjørne.
- Holbergsgade 8 indgår som eksempel i ‘Stilblade for bevaringsværdige bygninger - Under revidering’, s. 4. Ejendommen er en variant af historicistisk stil kaldet rundbue-stil med facader i murværk, markante stueetager og med cirkulære murstik over vinduerne. Modsat almindelig historicisme (1860-1920) har denne ejendom ikke københavnertag. Rundbuestilen havde sin fremkomst i tyve år fra 1860-1880 og er derfor sjælden, jf. også Wikipedia.
- Ændring af den unikke tagform, der tydeligt ses fra gadeniveau, vil udviske denne tidstypiske helhedsanlagte måde at bygge på og det karakteristiske arkitekturhistoriske spor vil mistes.
- 'Retningslinjer for tagboliger’ s. 18 fremhæver: “Kendetegnende for de helhedsanlagte etagebebyggelser er, at de er udført med høj arkitektonisk standard og fremstår velproportionerede med systematiske og ofte stringent opbyggede facader med velovervejede og præcise bygningsdetaljer."
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som ses i bilaget, med det tiltrådte ændringsforslag.