Mødedato: 12.10.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Høringssvar om revision af Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om revision af Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om revision af Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift. Se forslaget til høringssvar i bilaget.

Problemstilling

Med mail den 4. september 2023 har Teknik – og Miljøforvaltningen bedt om høringssvar om Revision af Københavns Kommunes Bygge- og anlægsforskrift.

Der er svarfrist den 30. oktober 2023. Sagen ligger på Bliv Hørt-portalen: 
https://blivhoert.kk.dk/hoering/revision-af-kobenhavns-kommunes-bygge-og-anlaegsforskrift

En ændret og revideret ny forskrift skal sikre, at der er en bedre og en mere rimelig balance mellem på den ene side at kunne bo i byen og på den anden side, at man som bygherre og entreprenør har mulighed for at udøve de aktiviteter man er sat til.

Bygge- og anlægsforskriften ligner i sin grundlæggende form den forskrift, som der reguleres efter i dag.

De væsentligste punkter, som er blevet ændret og som forvaltningen gerne vil have lokaludvalgets  kommentarer til, er:

  • En reducering af tilladte arbejdstimer på hverdagsaftener og lørdage.
  • Annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder.
  • Facaderenovering vil fremadrettet være omfattet af forskriften.
  • Vibrationer udgår af forskriften.

 

Lokaludvalget drøftede sagen i sit møde den 14. september 2023. I bilaget ses sekretariatets noter fra drøftelsen.

Løsning

Byudviklingsgruppen har drøftet sagen og bedt suppleant Åge Staghøj og lokaludvalgsmedlem Sally Mountfield om at skrive et udkast til høringssvar. Se udkastet i bilaget.

Det foreslås, at lokaludvalget godkender høringssvaret.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at når forskriften har været i høring, vil forvaltningen tage stilling til høringssvarene. Derefter vil forskriften blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget samt Borgerrepræsentationen. Efter endelig vedtagelse, forventer forvaltningen at kunne annoncere en ny forskrift i første halvdel af 2024.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kren Nielsen om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der i forskriften stilles krav til entreprenørerne om renholdelse omkring bygge- og anlægspladser.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kren Nielsen om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der i forskriften stilles krav til entreprenørerne om skiltning på bygge- og anlægspladser om, hvornår arbejderne starter og slutter.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kren Nielsen om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der i forskriften stilles krav til entreprenørerne om, at afspærringer fjernes, så snart bygge- og anlægsaktiviteterne er tilendebragt.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Kongshaug om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der i forskriften er en bestemmelse om, at entreprenøren kan få dagbøder, hvis bygge- og anlægsaktiviteterne ikke er tilendebragt på det tidspunkt, der er aftalt med forvaltningen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at linje 24 fortsættes med: "Lokaludvalget inviterer hermed Teknik- og Miljøforvaltningen til dialog om indretningen af bygge- og anlægspladser i Indre By."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at linje 13-15 formuleres: "Alle bygge- og anlægsaktiviteter defineres med et starttidspunkt og et sluttidspunkt, men for den enkelte borger opleves Indre By som én stor uendelige byggeplads, hvor der kontinuerligt er mange bygge- og anlægsaktiviteter, som skaber irritationer."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at linje 25-27 formuleres: "Der er mange regler for det færdige byggeri og de mange historiske bygninger, hvilket bør bidrage til, at der altid venter borgeren en spændende og æstetisk oplevelse, når man færdes i Indre By."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck og Sally Mountfield om, at linje 28-30 slettes.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at linje 32 formuleres: "Ofte bliver parkeringspladser inddraget til skure og affaldscontainere i måneder og år."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at linje 37-38 formuleres: "Ledningsejerne koordinerer ikke deres aktiviteter, hvilket medfører forholdsvis mange uforståelige og generende  opgravningsaktiviteter."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der i forskriften stilles krav til entreprenørerne om renholdelse under stilladser, som er placeret henover fortov eller cykelsti, når det ikke er muligt for forvaltningen at udføre renholdelsen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der i forskriften stilles krav til entreprenørerne om med skiltning at oplyse om, hvad de laver.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at grænseværdien for støj fra bygge- og anlægsaktiviteter, der udføres om natten, skal være på niveau med og gerne lavere end grænseværdien for støj fra bygge- og anlægsaktiviteter, der udføres om aftenen.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om revision af Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift med de tiltrådte ændringsforslag.

 

Til top