Implementering af udviklingsarbejdet 'Mangfoldighed i Københavns dagtilbud' (Bilag)
Implementering af udviklingsarbejdet 'Mangfoldighed i Københavns dagtilbud' (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. november 2005
5. Implementering af udviklingsarbejdet 'Mangfoldighed i Københavns dagtilbud' (Bilag)
FAU 629/2005 J.nr. 629/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
at udvalget godkender Plan for implementering, mål og rammestyring af udviklingsprojektet 'Mangfoldighed i Københavns dagtilbud'.
at udvalget tager høringssvarene fra høringsparterne til efterretning.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 24. august 2005 (FAU 385/2005 og FAU 388/2005) at iværksætte et udviklingsarbejde med fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner.
På baggrund af den politiske beslutning har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udformet en plan for udviklingsarbejdet, der udstikker de overordnede mål og rammer for projektet samt beskriver implementeringen af udviklingsarbejdet.
Planen er vedlagt som bilag.
Planen har været sendt i høring, og er på baggrund heraf blevet justeret. En række forslag er blevet skrevet direkte ind i planen og en række forslag vil indgå i implementeringsarbejdet via styre- og arbejdsgrupper.
Høringssvar er vedlagt som bilag.
Udover herværende indstilling fremlægger Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en selvstændig indstilling, der knytter sig til anvisningsdelen af projektet.
SAGSBESKRIVELSE
Høringssvar
Generelt hilses initiativet om at arbejde med fordeling af
børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner
velkomment. De involverede parter, dvs. daginstitutioner, lokalcentre og
forældre ønsker overordnet set at indgå i udviklingsarbejdet, såfremt en række
af de punkter der fremhæves som problematiske justeres/ændres.
LFS, BUPL samt en række daginstitutioner i Valby har grundlæggende forbehold for projektets karakter og organisering, økonomi samt processen omkring den politiske beslutning om at iværksætte projektet.
Dette har bl.a. vist sig ved, at syv daginstitutioner i
Valby i deres høringssvar har tilkendegivet, at de ikke ønsker at støtte i
projektet.
En lang række af de forslag og kommentarer, der fremgår af høringssvarene, vil indgå i implementeringen af udviklingsarbejdet og vil kunne kvalificere arbejdet yderligere.
Der er afgivet 40 høringssvar fordelt på
23 institutioner
5 svar fra forældrebestyrelser/forældrefora
2 svar fra lokalforvaltningerne
1 svar fra de koordinerende sundhedsplejersker
Endelig er der afgivet høringssvar fra BUPL, LFS, Dansk Sygepleje Råd, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Integrationsrådet, Valby Lokaludvalg samt et samlet svar fra Menighedernes Daginstitutioner og Landsforeningen af Frie Børnehaver og Fritidshjem.
Derudover har to daginstitutioner ikke ønsket at afgive høringssvar grundet høringsperiodens længde (14 dage).
De enkelte kommentarer i høringssvarene kan deles op i fire kategorier:
1. Forslag til justeringer i det politiske beslutningsgrundlag (FAU 385/2005 og FAU 388/2005)
2. Forslag til ændringer/tilføjelser i den oprindelige plan
3. Ideer og forslag til justeringer/ændringer, der vil indgå i implementeringsarbejdet via styregruppe og de forskellige arbejdsgrupper (oversigt fremgår af bilag 2 til planen)
4. Svar der udtrykker utilfredshed med processen omkring den politiske beslutning af udviklingsarbejdet
Ad 1
Af en lang række høringssvar
fremgår det, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning om, at
sprogpladser udelukkende reserveres de børn, der har
behov for en sprogplads og ikke-sprogpladser reserveres børn, som ikke har
behov for sprogpladser, har skabt en bekymring for, at der skal opstå tomme
pladser hos de institutioner, der skal have sprogordninger, herunder en
bekymring for hvorvidt det vil være institutionerne selv, der skal betale for
de eventuelle tomme pladser. Endvidere bærer høringssvarene præg af en generelt
utilfredshed og bekymring for de anvisningsregler, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
har vedtaget for anvisning af sprogpladser.
I forlængelse heraf forelægger Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen en selvstændig indstilling til Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget om finansieringen af de eventuelle tomme pladser samt om
en række ændringer og præciseringer af anvisningsreglerne for sprogpladser.
Ad 2
Af høringssvarene fremgår en række forslag til ændringer/præciseringer i den oprindelige plan. Forslagene handler især om organiseringen af projektet, tidsplanen, kommunikationsstrategien samt spørgsmål til en række konkrete forhold. Den oprindelige plan er så vidt muligt blevet tilpasset forslagene. Der er desuden tilføjet en række præciseringer, for at reducere en række usikkerhedspunkter udtrykt i høringssvarene, og der er blevet udarbejdet et yderligere bilag til planen. Bilaget giver en oversigt over de personer, der har udformet planen samt redegør for definitioner og begreber i planen og for det faglige grundlag, der ligger til grund for planen.
Ad 3
Af høringssvarene fremgår en række forslag til, hvordan udviklingsarbejdet kan styrkes. Forvaltningen foreslår, at alle forslag indgår i implementeringsfasen via styregruppen samt de enkelte arbejdsgrupper. Styregruppen skal behandle de forslag, der peger på fordeling af ressourcer til de forskellige aktiviteter. Pladsstyregruppen skal behandle de forslag der handler om anvisningen af pladser, pladsstyring mv. (bilag med oversigt over de forskellige forslag er vedlagt planen som bilag 2).
Endelig skal det fremhæves, at der er tale om et udviklingsarbejde, der skal løbe over tre år. Bevæggrunden for at iværksætte et udviklingsarbejde er netop at skabe mulighed for at finde ud af hvilke metoder, der virker og hvilke der ikke virker for på den måde at kunne finde frem til den bedste måde at skabe vilkår for gensidig integration i kommunens daginstitutioner. Indenfor rammerne af udviklingsarbejdet, er der skabt mulighed for at justere på mål og rammer, hvis status, midtvejsevaluering samt den løbende monitorering viser, at der er behov herfor. Styregruppen er ansvarlig for at informere det politiske udvalg herom.
Ad 4
En lang række høringssvar tilkendegiver manglende forståelse for, at de erfaringer som daginstitutionerne har, ikke fra starten er blevet inddraget i processen omkring iværksættelse af en fordelingsindsats på daginstitutionsområdet. Derudover udtrykker en større del også utilfredshed med en høringsperiodens længde.
Projektorganiseringen sikrer, at daginstitutioner og lokalforvaltninger fremadrettet vil blive inddraget i implementeringsarbejdet og bidrage med deres erfaringer.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Udviklingsarbejdet er berammet til at koste 6,6 mill. kr. i 2006, 2007 og 2008 (2005 niveau).
Finansieringen i 2006 udgøres af:
· 2,5 mill. overført fra stofafhængigmidlerne. Borgerrepræsentationen har godkendt, at i alt 2,5 mil. kr. overført fra budget 2004 til budget 2005 af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets udmøntning af ledige midler på stofafhængighedsområdet bruges til 'Bedre integration i børnehaver' og forbedring af sprogstimuleringsindsatsen i 2005 (jf. BR 395/05 J.nr. 395/05). Disse midler kan udgøre en del af finansieringen af udviklingsarbejdet, hvis de overføres til 2006, hvilket forudsætter godkendelse af overførslen i Borgerrepræsentationen
· 1,8 mill. ekstra provenu fra forældrebetaling til klubber
· 2,3 mill. overført fra Børnefamilier med særlige behov (forventes vedtaget i BR i december 2005)
2007:
· 1,8 mill. ekstra provenu fra forældrebetaling til klubber
2008:
· 1,8 mill. ekstra provenu fra forældrebetaling til klubber
Den øvrige finansiering for 2007 og 2008 skal findes i forbindelse med budgetforlig 2007.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Følgende har fået planen i høring:
Uddannelses- og
Ungdomsudvalget, Det rådgivende integrationsudvalg, Integrationsrådet, DSR,
BUPL, LFS, PMF, Det centrale forældreforum, Valby Lokaludvalg samt paraplyorganisationerne
for de selvejende institutioner.
Serviceteamchefer,
Teknisk-administrative chefer og daginstitutionerne i Indre Nørrebro, Ydre
Nørrebro, Valby, Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Sundby Nord
Høringssvar er vedlagt som
bilag.
BILAG
·
Bilag 1: Plan for
implementering, mål og rammestyring af 'Mangfoldighed i Københavns dagtilbud -
inkl. bilag
·
Bilag 2: Høringssvar
Grethe Munk / Carsten Stæhr Nielsen