Mødedato: 28.08.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar vedr. ombygning af Torvegade

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til et høringssvar vedrørende ombygning af Torvegade.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om ombygning af Torvegade, som fremgår af bilag 1.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et projektforslag vedrørende ombygning af Torvegade i intern høring hos Christianshavns Lokaludvalg. Høringsfristen var oprindeligt onsdag den 14. august 2024, men på forespørgsel fra lokaludvalget blev fristen forlænget til torsdag den 29. august.

Lokaludvalget behandlede første gang høringen på sit møde den 19. juni, hvor to forslag til høringssvar blev præsenteret. På mødet lykkedes det dog ikke for lokaludvalget at nå til enighed om, hvilket af de to høringssvar der skulle sendes.

I stedet besluttede lokaludvalget, at sekretariatet skulle sammenskrive de to forslag til ét høringssvar, som derefter skulle behandles af arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen samt forretningsudvalget, inden den endelige behandling af høringssvaret på lokaludvalgets møde den 28. august 2024.

Desuden besluttede lokaludvalget:

  • at der i sammenskrivningen af forslagene til høringssvar ikke skal henvises til lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om erfaringer med trafik og bymiljø efter branden på Børsen.
  • at der i sammenskrivningen af forslagene til høringssvar ikke skal henvises til lukningen af Nørrebrogade i 2008.

Med dette udgangspunkt har sekretariatet, BTH-gruppen og forretningsudvalget udarbejdet en ny version af høringssvaret, som fremgår af bilag 1.

 

Løsning

Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om ombygning af Torvegade, som fremgår af bilag 1.

Økonomi

Ingen.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at 1. sætning i 3. afsnit under overskriften "2. Barriereeffekt" formuleres:
"Formålet med projektet har været at sikre bedre fremkommelighed i Torvegade for cyklister."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at 1. sætning i 1. afsnit under overskriften "3. Cykelparkering" formuleres: "Christianshavns Lokaludvalg lægger vægt på, at der etableres så meget cykelparkering som nødvendigt for at matche behovet."

Et ændringsforslag fra Bent Christoffersen om, at de tre sidste afsnit under overskriften "3. Cykelparkering" udgår af høringssvaret, blev ikke tiltrådt.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at teksten under overskriften "9. Begrønning af Torvegade" formuleres: "Lokaludvalget foreslår, at alle huller i trærækkerne mellem Christmas Møllers Plads og Christianshavns Voldgade udfyldes med træer eventuelt sådan at fortovsarealet indskrænkes, uden at man dermed mindsker tilgængelighed og fremkommelighed."

 

Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Bent Christoffersen om, at teksten under overskriften "10. Perspektiver" udgår af høringssvaret.

For stemte 3 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 10 lokaludvalgsmedlemmer.
5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at 3. dot under overskriften "10. Perspektiver" formuleres: "Der bliver mere plads til træer langs Torvegade."

 

Lokaludvalget stemte om det foreslåede høringssvar med de tiltrådte ændringsforslag:
For stemte 14 lokaludvalgsmedlemmer.
Ingen stemte imod.
4 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget godkendt det foreslåede høringssvar med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top