Mødedato: 20.05.2021, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 199 Damhusåen, Valby

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 199 Damhusåen. Tillægget vil muliggøre anvendelse til solcelleanlæg.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan 199 Damhusåen (bilag 2) med miljørapport (bilag 3) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Ejeren af Parkstien 10 ønsker at anvende dele af sit areal til solcellepark. Den gældende lokalplan Damhusåen fra 1992 fastlægger området til tekniske anlæg med en række udtømmende specifikationer, herunder bl.a. vindmøller, renseanlæg mv., men ikke solcelleanlæg. Den ønskede anvendelse er således ikke i overensstemmelse anvendelsen fastlagt i den gældende lokalplan, hvorfor realisering af ønsket forudsætter et tillæg til lokalplanen. Tillæg til lokalplanforslag (bilag 2) blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 10. december 2020 og har været i høring i perioden fra den 17. december 2020 til den 11. februar 2021. Forvaltningen har modtaget fire henvendelser. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringsforslag, men forvaltningen foreslår en udvidelse af delområdet, hvor der tillades solceller jf. nedenfor.

Løsning

Det er fastlagt i KBH 2025 klimaplanen, at HOFOR Vind skal opstille anlæg for vedvarende energi, og at noget af kapaciteten skal opstilles inden for kommunens grænser. HOFOR har screenet mulige arealer i Københavns Kommune og peger på Parkstien i Valby som det mest oplagte. Der er tale om et sammenhængende område, der i Kommuneplan 2019 er udlagt til tekniske anlæg, og hvor der ikke er offentlig adgang.

Det foreslås med tillæg 1 til lokalplan 199 Damhusåen, at anvendelsen i området for tillægget – udover den anvendelse, som er nævnt i lokalplanen – også omfatter etablering af solcelleanlæg.
Den endelige udformning af solcelleanlægget er endnu ikke fastlagt. Det forventes, at anlægget vil udgøre op til 9,5 hektar med en effekt på ca. 7 MW. Anlæggets levetid forventes at være ca. 30 år, og solcellerne vil være ikke-reflekterende. Afhængig af hvilken opstillingsmetode der vælges, vil de have en højde på 1-2,5 meter.  

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

 Forvaltningen foreslår at delområdet, hvor der muliggøres opstilling af solceller, udvides, så det bliver som vist i bilag 4. Det skyldes, at der allerede i dag findes solceller på området. Der blev den 7. september 2012 givet byggetilladelse hertil, selv om det nødvendige plangrundlag ikke var til stede.

Høring

Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De fire modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 5. I bilag 6 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger.

  1. Valby Lokaludvalg oplyser, at de ser meget positivt på udbygningen af solenergi i byen, og at de derfor bakker op om forslag til tillæg 1 til lokalplan Damhusåen.
  2. Københavns Museum oplyser, at planområdet består af opfyld, og at de nyere opfyldslag ikke vurderes at være af væsentlig arkæologisk interesse. Dog skal de kontaktes, hvis der alligevel påtræffes arkæologiske levn.  
  3. Banedanmark har ingen bemærkninger.
  4. Danmarks Naturfredningsforening mener, at planen bør afvises, og at arealet i stedet bør udlægges til vild natur, så de naturarealer, som omgiver planområdet, bliver forbundet. De mener desuden, at miljørapportens vurderinger af flora og fauna i lokalplanområdet er mangelfulde, og at der er indikatorer for, at området er fourageringsområde (fødeindsamlingssted) for en række flagermusarter, som er bilag IV arter. Endelig påpeger de, at det ønskede solcelleparkområde for ca. halvdelens vedkommende ligger i kystbeskyttelsesområdet.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen har ingen bemærkninger til hovedsynspunkt nr. 1, 2 og 3.

  1. Miljørapporten vurderer, at hverken etableringen eller driften af solcelleanlægget vil have væsentlige negative påvirkninger af de rekreative interesser i og omkring planområdet. Det er således forvaltningens vurdering, at den nuværende anvendelse til tekniske anlæg kan fortsættes. I forbindelse med udarbejdelsen af miljøvurderingen er planområdet inspiceret den 22. juni 2020. Beskrivelserne af de eksisterende naturforhold indenfor planområdet er særligt baseret på disse observationer. Her blev det vurderet, at planområdet ikke indeholder naturtyper beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3 eller i øvrigt umiddelbart er yngle- eller rasteområder for arter, der er beskyttet efter habitatdirektivets bilag-IV, herunder flagermus. En del af lokalplanområdet ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen. Af naturbeskyttelseslovens § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der kan gøres undtagelse fra bestemmelsen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65b. Det sker ved en dispensation fra Naturstyrelsen. I dette tilfælde er der allerede den 10. december 2018 givet dispensation til at opføre solcelleanlæg indenfor strandbeskyttelseslinjen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Søren Wille                                 / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan 199 Damhusåen (bilag 2) med miljørapport (bilag 3) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2021

 

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 4. 1 medlem undlod at stemme.

 

 

For stemte: A, F og Ø.

Imod stemte: C, O, V og Å.

Undlod at stemme: B.

 

 

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Vi støtter solenergi, men mener, at solfangerne med fordel kan placeres på fx tage, så de ikke optager plads på grønne områder, som er en knap ressource i København.”

 

 

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”SF og Enhedslisten støtter, at der nu gives tilladelse til at opføre solcelleanlæg på HOFORS grund, så arealet udnyttes til at producere vedvarende energi. Det er der brug for. Etablering af solcelleanlæg bør ikke forhindre, at arealet på lang sigt kan anvendes anderledes set i lyset af, at Valby i fremtiden vil have brug for flere rekreative områder. 

Samtidig opfordrer vi til, at arealet fra kysten og ca. 125 meter ind, der nu er udlagt til fritidsområde/rekreativt område (ll) hurtigst muligt åbnes for offentligheden. Det kræver klarhed over, om der er sundhedsfare forbundet med at bruge arealet. Vi støtter derfor ønsket om, at forureningen på området bliver kortlagt. Det er vigtigt, at vi nyttiggør, de grønne arealer i byen, der er ejet af vores virksomheder.”

 

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet kan ikke støtte, at HOFOR via det fremsatte tillæg til lokalplan gives tilladelse til at opføre et solcelle-anlæg på en grund, hvis forureningsmæssige status ikke er fyldestgørende undersøgt. Generelt mener Å, at solceller skal integreres i det byggede miljø og at et potentielt grønt område som Damhusåen ikke bør opgives for et solcelleanlæg placeret på jorden.”

 

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Vi noterer os, at Valby Lokaludvalg støtter tillægget til lokalplanen, og vi opfordrer HOFOR til at se på, hvordan man kan skabe biodiversitet i området, når solcelleparken er etableret.”

 

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale undlader i dag at stemme, da vi gerne frem mod behandlingen i Borgerrepræsentationen ønsker klarhed over effektiviteten af de ønskede solceller ift. andre former for opsætning af solceller eksempelvis i det byggede miljø.”

 

 

Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne noterer sig, at det ikke er muligt med lokalplanen at kræve forureningen på grunden undersøgt, men appellerer til at HOFOR undersøger forureningsgraden grundigt.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. maj 2021

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. 1 medlem undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B og F.

Imod stemte: C og O.

Undlod at stemme: Å.

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Radikale Venstre stemmer for § 12- erklæringen med videreførelse af følgende protokol fra Teknik og Miljøudvalget:

 

”Radikale undlader i dag at stemme, da vi gerne frem mod behandlingen i Borgerrepræsentationen ønsker klarhed over effektiviteten af de ønskede solceller ift. andre former for opsætning af solceller eksempelvis i det byggede miljø.””

 

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 26. april 2021:

 

”Vi støtter solenergi, men mener, at solfangerne med fordel kan placeres på fx tage, så de ikke optager plads på grønne områder, som er en knap ressource i København.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. maj 2021

Indstillingen blev godkendt med 42 stemmer mod 11. 1 medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.

Imod stemte: Å, C og O.

Undlod at stemme: Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.

 

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”For Dansk Folkeparti er det afgørende, at der tages hensyn til ældre samt andre borgere og besøgende med gangbesvær, hver gang der byudvikles. Det skal tilsikres, at alle har mulighed for at komme frem under byggeri og vejarbejde.”

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten støtter, at der nu gives tilladelse til at opføre solcelleanlæg på HOFORS grund, så arealet udnyttes til at producere vedvarende energi. Det er der brug for. Samtidig opfordrer vi til, at det undersøges hvorvidt arealet fra kysten og ca. 125 meter ind, der nu er udlagt til fritidsområde/rekreativt område (ll) kan åbnes for offentligheden. Det kræver bl.a. klarhed over, om der er sundhedsfare forbundet med at bruge arealet, samt at omkostningerne ved offentlig adgang til arealet undersøges nærmere. Vi støtter derfor ønsket om, at dette undersøges nærmere. Det er vigtigt, at vi nyttiggør de grønne arealer i byen, der er ejet af vores virksomheder.”

 

Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Alternativet kan ikke støtte, at HOFOR via det fremsatte tillæg til lokalplan gives tilladelse til at opføre et solcelle-anlæg på en grund, hvis forureningsmæssige status ikke er fyldestgørende undersøgt. Generelt mener Å, at solceller skal integreres i det byggede miljø og at et potentielt grønt område som Damhusåen ikke bør opgives for et solcelleanlæg placeret på jorden.”

 

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Vi støtter solenergi, men mener, at solfangerne med fordel kan placeres på fx tage, så de ikke optager plads på grønne områder, som er en knap ressource i København.”

 

SF og Enhedslisten videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”SF og Enhedslisten støtter, at der nu gives tilladelse til at opføre solcelleanlæg på HOFORS grund, så arealet udnyttes til at producere vedvarende energi. Det er der brug for. Etablering af solcelleanlæg bør ikke forhindre, at arealet på lang sigt kan anvendes anderledes set i lyset af, at Valby i fremtiden vil have brug for flere rekreative områder. Samtidig opfordrer vi til, at arealet fra kysten og ca. 125 meter ind, der nu er udlagt til fritidsområde/rekreativt område (ll) hurtigst muligt åbnes for offentligheden. Det kræver klarhed over, om der er sundhedsfare forbundet med at bruge arealet. Vi støtter derfor ønsket om, at forureningen på området bliver kortlagt. Det er vigtigt, at vi nyttiggør, de grønne arealer i byen, der er ejet af vores virksomheder.”

 

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Vi noterer os, at Valby Lokaludvalg støtter tillægget til lokalplanen, og vi opfordrer HOFOR til at se på, hvordan man kan skabe biodiversitet i området, når solcelleparken er etableret.”

 

Radikale Venstre, Enhedslisten og SF videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Partierne noterer sig, at det ikke er muligt med lokalplanen at kræve forureningen på grunden undersøgt, men appellerer til at HOFOR undersøger forureningsgraden grundigt.”

Til top