Evaluering af særligt a-kassesamarbejde
Resume
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har evalueret resultaterne af pilotprojektet vedrørende særligt a-kassesamarbejde. Evalueringen viser, at projektets formål er opfyldt.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager evaluering af særligt a-kassesamarbejde til efterretning.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 19. juni 2023 igangsættelse af et pilotprojekt vedrørende særligt a-kassesamarbejde.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indgik i forlængelse af udvalgets godkendelse aftaler med fem a-kasser om deltagelse i projektet, som nu er evalueret. De fem a-kasser var 3F, FOA, HK, Det Faglige Hus og KRIFA.
Løsning
Projektet har baggrund i anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, hvor a-kasserne den 1. januar 2024 fik ansvar for indsatsen for ledige dagpengemodtagere i de tre første ledighedsmåneder.
Formålet med projektet var at afprøve ideer og initiativer, som yderligere kunne styrke samarbejdet mellem jobcenter og a-kasser i forbindelse med den nye opgavedeling den 1. januar 2024.
Parterne er blevet enige om at afprøve fire konkrete aktiviteter i andet halvår 2023. De fire aktiviteter har haft fokus på tidlig indsats, særlige (del)målgrupper og et tættere samarbejde på sagsniveau mellem jobcenter og a-kasser.
Forvaltningen konkluderer sammenfattende, at;
- Projektets formål om at afprøve konkrete ideer og initiativer frem mod den nye opgavedeling den 1. januar 2024, er opfyldt
- Der er opnået viden og erfaringer, som også har værdi for det fremadrettede samarbejde mellem a-kasser og Jobcenter København
- Der er udvist stor fælles vilje til at afprøve ideer og initiativer samt finde løsninger. Projektet har således bekræftet det i forvejen gode samarbejde mellem jobcenter og a-kasser.
Forvaltningen konkluderer specifikt i forhold til de fire konkrete aktiviteter, at;
- Der er med samarbejdet om fælles workshopsforløb (aftalens punkt 1) opnået positive resultater:
- Borgerevalueringerne viser, at der er stor borgertilfredshed med forløbene
- Tilbagemelding fra medarbejderne er positive. De afholdte workshops omtales som menings- og værdigivende for borgerne og er gennemført i godt samarbejde mellem parterne
- Det har dog været vanskeligt at rekruttere borgere i ønsket omfang.
- Der er med samarbejdet om særlige målgrupper, som har brug for ”en individuel hånd” (aftalens punkt 2) ikke opnået de forventede resultater:
- Der er enighed om initiativets relevans men også, at det har vist sig svært at implementere.
- Der er med samarbejdet om styrket faglig kontakt (aftalens punkt 3) opnået positive resultater:
- Der er to a-kasser, som fremadrettet ønsker, at en uddannelsesmedarbejder fra jobcentret jævnligt er til stede i a-kasserne.
- Der er knyttet kontakter og dannet netværk mellem medarbejderne.
- Der er med samarbejdet om fælles fagligt uddannelsesfokus (aftalens punkt 4) opnået positive resultater:
- Erfaringerne viser, at der er potentiale i at udvikle samarbejdsmodeller, som samtænker opkvalificering af ledige borgere med virksomhedernes efterspørgsel efter konkrete kompetencer.
Forvaltningen bemærker, at parterne særligt med de to sidstnævnte aktiviteter har set muligheder, som der arbejdes videre med. Det kan ske indenfor rammen af det eksisterende samarbejde mellem jobcenter og a-kasser.
Der er således indgået aftale med to a-kasser om, at jobcentret jævnligt er til stede i a-kassen med en uddannelsesmedarbejder, hvilket styrker et fælles fagligt fokus på efter- og videreuddannelse af især ufaglærte.
Der er derudover identificeret et potentiale i et efterspørgselsstyret samarbejde, hvor jobcenter og a-kasser koordinerer aktiviteter efter hvornår på året, at virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft er størst indenfor bestemte brancher. Forvaltningen er i fortsat dialog med fire af de fem a-kasser om den mulighed.
Forvaltningen bemærker, at der også er relevante erfaringer fra de to førstnævnte erfaringer, som kan vise sig nyttige senere i andre projekter.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser. Forvaltningen forventer, at de fortsatte aktiviteter i samarbejdet kan rummes indenfor den økonomiske ramme.
Videre proces
Forvaltningen fortsætter dialogen med a-kasserne om, hvordan erfaringerne fra særligt a-kassesamarbejde kan anvendes videre frem.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen