Mødedato: 23.09.2024, kl. 17:20
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Brugen af psykolog i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Se alle bilag

Resumé

Udvalget har bedt om en temadrøftelse om anvendelse af psykologer (og lignende faggrupper) i Beskæftigelses-og Integrationsforvaltningen. Udvalget får en introduktion til de juridiske rammer for brugen af psykologer i beskæftigelsesindsatsen og en gennemgang af, hvordan psykologer i dag indgår i forskellige tilbud i Jobcenter København. Derefter vil der være mulighed for at drøfte forvaltningens status for området.  

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter status for brugen af psykologer i beskæftigelsesindsatsen.

Problemstilling

Udvalget besluttede på møde den 4. marts 2024, at der skal være en temadrøftelse om anvendelsen af psykologer i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. På mødet vil forvaltningen holde et oplæg om emnet, med fokus på de juridiske rammer for brugen af psykologer i beskæftigelsesindsatsen i kommunerne, samt den konkrete tilrettelæggelse i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Løsning

Juridiske rammer

Kommunen må indenfor rammerne af beskæftigelseslovgivningen anvende psykologer (og lignende faggrupper) i forbindelse med indsatser til borgere, bl.a. til at:

  • Vejlede og rådgive borgere og/eller medarbejdere omkring psykiske udfordringer, herunder behandlingstilbud- og muligheder
  • Deltage i samtaler med borger og sagsbehandler.
  • Undervise og facilitere workshops for borgere og/eller medarbejdere om f.eks. psykisk sygdom og beskæftigelse og lignende
  • Indgå i beskæftigelsesforløb (LAB-tilbud) indenfor de rammer, der fremgår ovenfor.

Brugen af psykologer – enten i Jobcenter København, gennem eksterne forløb eller via andre forvaltninger – må ikke indebære undersøgelse, diagnosticering og/eller psykologisk behandling af borgere.

Forløb med brug af psykologer kan gives som et beskæftigelsesrettet tilbud i kombination med andre tilbud, hvor den samlede indsats vurderes at bringe borgeren tættere på job eller uddannelse. De fokuserer typisk på at hjælpe borgeren med konkrete værktøjer til at tackle psykiske udfordringer knyttet til at deltage på arbejdsmarkedet eller uddannelse f.eks. gennem mestringsstrategier.

Det er kun psykologforløb af et begrænset omfang, der kan bevilges. Begrænset omfang er ikke nærmere defineret i lovgivningen. Dette beror på en konkret og individuel vurdering i forhold til borgeren, og at borgeren er motiveret for at indgå i forløbet.

Hvordan er brugen af psykologer tilrettelagt i forvaltningen

Jobcenter København oplever, at en stigende andel af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere/udsatte borgere har psykiske udfordringer, som er en barriere for at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

Det betyder, at der i indsatsen for udsatte er fokus på at afdække borgernes behov hurtigst muligt, for at kunne give dem en individuelt tilpasset og helhedsorienteret beskæftigelsesindsats. I den sammenhæng er et af redskaberne brugen af psykolog indenfor de lovgivningsmæssige rammer.

Brug af psykologer i forbindelse med eksterne leverandører

Forvaltningen har rammeaftaler med eksterne leverandører om beskæftigelsesindsatser for udsatte borgere. Borgerne kan fx henvises til forløb på 10 uger, som består af en ugentlig, individuel samtale med en psykolog. Forløbet er jobrettet og skal forberede psykisk sårbare borgere til en virksomhedsrettet indsats. Borgeren introduceres til konkrete værktøjer til at tackle psykiske udfordringer i relation til at være på en arbejdsplads eller i uddannelsessystemet. Det er i kontrakten, samt i den løbende opfølgning med leverandøren, fokus på at der ikke foregår behandling eller udredning i forløbet.

I andre typer forløb hos eksterne leverandører er der også mulighed for, at borgerne i begrænset omfang kan få tilbudt samtaler med en psykolog eller andre faggrupper (fx en socialrådgiver med efteruddannelse) som en del af det beskæftigelsesrettede tilbud.

Ud over forløbene hos eksterne leverandører, er der et veletableret samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, som forvaltningen køber mestringsforløb og gruppeforløb af. Formålet med forløbene er at afklare borgernes arbejdsevne og lære dem at håndtere psykiske udfordringer som led i en virksomhedsrettet indsats. Ud over psykologsamtalerne kan gruppeforløbene også indebære vejledning ved andre faggrupper (fx pædagoger).

Brug af psykologer internt i Jobcenter København

Der arbejdes i mindre målestok med at ansætte psykologer og lignende faggrupper internt i Jobcenter København. Psykologerne kan fx afholde beskæftigelsesrettede samtaler med borgerne, med eller uden deltagelse af borgernes sagsbehandlere. Samtalerne har bl.a. til formål at bidrage til, at borgeren via undervisning og rådgivning kan blive klogere på egne udfordringer og skånebehov.

Jobcenter København har i Ungeenheden ansat to psykologfaglige medarbejdere (1,4 årsværk), der som en del af deres opgave, rådgiver og sparrer med sagsbehandlerne. De underviser og faciliterer workshops for sagsbehandlerne om f.eks. psykiske udfordringer og håndtering ift. beskæftigelse. Målet er, at sagsbehandlerne hurtigere kan få en forståelse af borgernes psykiske sårbarheder og eventuelle behov for støtte ift. den beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsats.  

Ud over psykologerne er der ansat en psykiater (0,5 årsværk), som bidrager til, at sagsbehandlerne opkvalificeres til en bedre forståelse af psykiatriske diagnoser og symptomer hos borgerne. Opkvalificeringen har fokus på, hvordan borgernes diagnoser kan håndteres, herunder fx skånebehov og støtte.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Der blev i 2023 samlet anvendt i alt 7,1 mio. kr. på køb af beskæftigelsestilbud hos leverandører, hvor psykologer indgår som et centralt element. Langt størstedelen heraf (6,3 mio. kr.) blev brugt på forløb til aktivitetsparate ledige med forløb i Center for Beskæftigelse og Afklaring. På baggrund af de nuværende køb af forløb, hvor der indgår psykolog, forventes udgifterne i 2024 at ligge på niveau med 2023.

Center for Beskæftigelse og Afklaring fik med Budget 2024 bevilget 1,2 mio. kr. årligt til at ansættelse af psykologer i perioden 2025-27. Bevillingen kommer som følge af beslutning med budgetaftalen om at udbrede og videreudvikle ”Step-up indsatsen”, der har fokus på at styrke samarbejdet med Socialforvaltningen omkring udsatte borgere og familier. Psykologerne skal rådgive og sparre med sagsbehandlerne, og der arbejdes pt. på at rekruttere til indsatsen.

Ungeenheden bruger derudover årligt ca. 1,2 mio. kr. på ansættelser af psykologer/psykiater, hvilket finansieres indenfor enhedens økonomiske ramme.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan drøfte forvaltningens redegørelse for den nuværende brug af psykologer mv. i beskæftigelsesindsatsen.

Videre proces

Forvaltningen tager input fra udvalgets temadrøftelse med i det videre arbejde med at integrere brugen af psykologer på den bedst mulige måde i beskæftigelsesindsatsen.

 

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

Beslutning

Indstillingens blev drøftet.

Ø fremførte følgende protokolbemærkning, som et enig udvalg tilsluttede sig:

Vi er glade for og anerkender, at det kan være vigtigt med psykologsamtaler for alle mennesker, især hvis man har været udsat for sygdom eller lignende. Men der skal være samtykke fra borgeren, hvis sagsbehandler skal deltage i en samtale mellem borger og en psykolog.

Til top