Mødedato: 22.05.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Redegørelse for proces ved udmøntning af lokalt forankret beskæftigelsesindsats 2017

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens redegørelse til efterretning.

Problemstilling

På mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) d. 7. marts 2017 blev det under punkt 3 (ændringsforslag til indstilling om udbud af lokalt forankret beskæftigelsesindsats) bl.a. vedtaget at tilføje følgende at-punkt til indstillingen om udbud af lokalt forankret beskæftigelsesindsats, der var på BIU-mødet d. 6. februar 2017:

” 6. Forvaltningen pålægges at redegøre for sin håndtering af forhandlingsprocessen med de eksisterende leverandører.”

Det skal indledningsvist bemærkes, at der, i overensstemmelse med de udbudsretlige regler, ikke har været forhandling med de tidligere leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats ifm. processen for udmøntningen af den lokalt forankrede beskæftigelsesindsats 2017. Efter udbudsloven, er det kun i helt særlige tilfælde muligt at forhandle med tilbudsgivere, fx hvis det er indkøb af en teknisk meget kompliceret vare.

Forud for udbudsprocessen har forvaltningen derfor udelukkende orienteret de tidligere leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats om de forskellige muligheder (herunder især de retlige rammer), der var for at udmønte de afsatte midler via hhv. en driftsoverenskomst-, tilskuds- og udbudsmodel.

Med denne indstilling redegøres for forvaltningens orientering af og dialog med leverandørerne af lokalt forankret beskæftigelsesindsats ved udmøntningen af midlerne for 2017.

Løsning

Baggrund

Med Budget 2017 blev der afsat 7 mio. kr. til en lokalt forankret beskæftigelsesindsats i 2017.

På BIU-mødet d. 21. november 2016 indstillede forvaltningen under punkt 2 ("Forsøg med lokalt forankret beskæftigelsesindsats 2017"), at udvalget godkendte, at midlerne afsat til lokalt forankret indsats blev udmøntet via et udbud, hvor de nye indsatser kunne opstarte 1. august 2017.

Under dagsordenspunktet blev der fremsat og vedtaget en række ændringsforslag til forvaltningens indstilling, herunder at de dengang eksisterende lokalt forankrede indsatser (2015-16) blev forlænget for tre måneder (t.o.m. d. 31. marts 2017). Med denne forlængelse blev 1,35 mio. kr. af de 7 mio. kr. udmøntet.

Derudover pålagde BIU forvaltningen at afsøge mulighederne for, at den resterende del af midlerne kunne udmøntes ved at indgå aftale om en driftsoverenskomst eller en tilskudsmodel med de fem daværende lokalt forankrede beskæftigelsesprojekter.

Dialog med de daværende leverandører af lokalt forankrede beskæftigelsesindsatser

I forlængelse af denne beslutning fremlagde forvaltningen på BIU-mødet d. 12. december 2016 (under punkt 4 "Udmøntning af den resterende del af midlerne afsat til lokalt forankret beskæftigelsesindsats i 2017") en redegørelse for de retlige rammer for hhv. en tilskuds- og en driftsoverenskomstmodel.

Forinden fremsættelse af dette dagsordenspunkt, havde forvaltningen kontaktet de fem daværende leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats - alene med henblik på at høre, om de kunne være interesserede i at fortsætte indsatsen ved at indgå en driftsoverenskomst med kommunen.

På BIU-mødet d. 12. december 2016 blev der fremsat og vedtaget nedenstående ændringsforslag:

”Indstillingens 2. at erstattes med følgende:

2. at udvalget godkender, at forvaltningen bemyndiges til, inden for lovgivningens rammer, at udmønte de resterende midler til lokalt forankret beskæftigelsesindsats i 2017 i overensstemmelse med de politiske intentioner hos aftalepartierne bag budgetaftalen i dialog med de relevante organisationer.”

Med henblik på udmøntning af midlerne for 2017 inviterede forvaltningen d. 13. januar 2017 til et orienteringsmøde med de fem daværende leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats.

Formålet med mødet var at orientere de fem leverandører om kommunens muligheder for at udmønte de afsatte midler via hhv. en driftsoverenskomst-, tilskuds- og/eller evt. udbudsmodel. På mødet deltog også advokatfirmaet Horten, der sammen med forvaltningen orienterede om især de retlige rammer og krav, der ville skulle opfyldes som forudsætning for brugen af de forskellige modeller.

Efter orienteringsmødet modtog forvaltningen d. 14. januar 2017 en samlet mail fra leverandørerne af de lokalt forankrede beskæftigelsestilbud med uddybende spørgsmål til tilskudsmodellen. Derudover havde forvaltningen telefonisk kontakt med en repræsentant for de fem leverandører, der stillede yderligere spørgsmål, herunder bl.a. ift. tidshorisont og de retlige rammer for de forskellige modeller for udmøntning. Forvaltningen besvarede hhv. d. 20. januar og 24. januar 2016 via mail leverandørerne på disse spørgsmål. Forvaltningen har således haft en dialog med leverandørerne om deres mulige løsninger og om, hvad markedet kan tilbyde. Der blev således ikke ført forhandlinger med leverandørerne, hvilket ville have været i strid med de udbudsretlige regler.

På baggrund af de fremlagte muligheder (driftsoverenskomst-, tilskuds- og udbudsmodel) meddelte de fem leverandører d. 25. januar 2017 følgende til forvaltningen: ”[Vi] [er] i fællesskab nået frem til at tilslutte os en udbudsmodel”.

På BIU-mødet d. 6. februar 2017 godkendte udvalget, under tillægsdagsordenens punkt 1 ("Udbud af lokalt forankret beskæftigelsesindsats 2017"), at den resterende del af midlerne, afsat til lokalt forankret beskæftigelsesindsats i 2017, skulle udmøntes via et udbud.

Forvaltningen har herefter i perioden fra d. 10. februar til d. 6. marts 2017 haft den lokalt forankrede beskæftigelsesindsats i udbud, hvor alle relevante organisationer på markedet har haft mulighed for at byde ind med spørgsmål til udbudsmaterialet.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at uanset, om midlerne var udmøntet via en driftsoverenskomst-, tilskuds- eller udbudsmodel, ville forvaltningen være forpligtet til at foretage en saglig udvælgelse blandt alle, der ønskede at komme i betragtning i forhold til forvaltningens valgte model. Dette har ligeledes været et centralt budskab i dialogen med organisationerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af det afviklede udbud har forvaltningen d. 31. marts 2017 indgået kontrakter med følgende fem leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats for 2017: Settlementet, SydhavnsCompagniet, Opzoomerne, Hans Knudsens Instituttet og Indvandrer Kvindecentret.

Forvaltningens fremadrettede kontakt med de nye leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats vil være i forbindelse med den daglige drift af deres beskæftigelsestilbud, der er iværksat d. 1. april 2017.

 

Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre undrer os over det langstrakte sagsforløb - og over, at tildelingen af projekter alligevel endte hos the usual suspects. Vi ønsker de pågældende held og lykke - og håber, at ambitionsniveauet i denne runde er højere, end vi tidligere har set det ”

Til top