Medlemsforslag om forberedelse af indførelse af Ballerup-model for kortere ressourceforløb med tæt opfølgning
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen pålægges at udarbejde en business case med udgangspunkt i “Ballerup-modellen” samt en køreplan for implementering af en sådan model. I Ballerup-modellen indgår, at ca. 9 ud af 10 ressourceforløb er begrænset til to års varighed, og at utilsigtede og udsigtsløse forløb afbrydes umiddelbart, såfremt borgeren er enig heri.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Ballerup Kommune har sat en række tiltag i værk med henblik på hurtigere igangsættelse af indsats, kortere sagsforløb for borgerne og hurtigere at gøre borgere parat til arbejdsmarkedet. Kommunen vurderer, at øgede udgifter til førtidspension vil blive tjent hjem i mindreforbrug på overflødig sagsbehandling og aktivering - og at kommunen samlet set står til at spare penge på en omlægning, der samtidig skaber større tilfredshed blandt de berørte borgere.
Der henvises til 2 notater fra Ballerup Kommune – en business case og en evaluering (fremsendes pr. mail og ønskes vedlagt dagsordenen som bilag).
Beslutning
Der blev begæret afstemning om medlemsforslaget.
For: 2 (Ø)
Imod: 6 (A, C, F, V)
Undlod: 1 (Å)
Dermed blev forslaget ikke vedtaget.
SF, Socialdemokratiet, Venstre og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi støtter fuldt op om, at ressourceforløbene skal forkortes. Vi synes også, det er vigtigt, at vi ikke skyder med spredehagl, men i stedet udnytter task force og studieture til at sikre os så meget viden, at borgerne får en markant bedre behandling end i dag.”