B-sag: Guide til renovering af skoletoiletter - EFTER INTERN HØRING
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at guiden til renovering af skoletoiletter godkendes.
Problemstilling
I Budget 2024 blev det besluttet at forbedre toiletforholdene på kommunens skoler. Samlet er der afsat 50 mio. kr. i anlægsmidler i perioden 2024-2026. Heraf er 7,5 mio. kr. afsat i 2024.
Udvalget besluttede med udmøntningen af anlægsbudgettet i december 2023 (BUU 6/12-2023), at forvaltningen skal fremlægge en indstilling om, hvordan de fysiske forbedringer gennemføres.
På den baggrund blev guiden fremlagt til udvalgsbehandling på BUU-mødet den 28. februar 2024, hvor det blev besluttet at sende guiden i høring hos relevante medarbejdergrupper.
Løsning
Guiden har været i høring i april-maj, hvor den er blevet udsendt til følgende interessenter:
- Sundhedsplejen
- Gårdmandskorpset
- Center for Rengøring
- Udvalgte tekniske ejendomsledere
- FOA – Fællesstillidsrepræsentant for rengøringspersonale
- FOA – Fællesstillidsrepræsentant for de tekniske ejendomsledere
I høringen har forvaltningen modtaget 5 høringssvar fra Gårdmandskorpset, Center for Rengøring, Sundhedsplejen og tillidsrepræsentanter for rengøringspersonale og de tekniske ejendomsledere. Høringssvarene er vedlagt i bilag 1.
Høringssvarene har givet anledning til følgende ændringer i guiden:
Kapitel 4 - Inventar
- Ændring - Placering af papirhåndklædedispenseren skal være med afstand til toilettet, så papirhåndklæder ikke ender i toilettet.
- Ændring - Toiletbørster skal ikke være væghængte for at lette rengøring.
Kapitel 5 - Gulve, vægge, lofter og døre mv.
- Tilføjelse - Gulve og vægge skal være glatte for at lette rengøring.
- Tilføjelse - Lofter skal være med en ikke-sugende glat overflade for at lette rengøring.
- Tilføjelse – Opsæt gerne krog på indersiden af døren til jakke eller taske.
Kapitel 6 - Sanitet, ventilation og indeklima
- Tilføjelse - Ved vægthængte toiletter skal der være plads og tilgængelighed, når man skal arbejde ned i cisternen.
- Ændring - Urinaler bør helt undgås, da de indskrænker, at alle køn kan anvende dem. Derudover kan det være svært for elever at forstå, hvordan de anvendes. Hvis den enkelte skole har et stort ønske om urinaler, skal de etableres med vandskyld og som andre toiletrum med dør, der kan aflåses.
- Tilføjelse - Rørinddækning tæt på toilettet skal beklædes med rustfri stålplade.
- Tilføjelse - Lukkehaner som placeres tæt på vask/toilet, skal være af god kvalitet.
- Tilføjelse – Vandhaner skal tilpasses vaskens størrelse.
Derudover har forvaltningen lavet præciseringer og sproglige rettelser, som fremgår af det fulde rettelsesblad i bilag 2.
Politisk handlerum
Udvalget kan komme med ændringsforslag til guiden.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. juni 2024:
Indstillingen blev godkendt, idet der var enighed om følgende:
a) at det skal indgå i guiden at der af udbudsmaterialet skal indgå et ønske om at design, som sikrer et godt flow for toiletbesøg på skolen - altså at indretningen sikrer, at elever og personales ventetid ved behov for toiletbesøg minimeres. Det er således vigtigere at eleven hurtigt kan komme til toilet, når eleven ankommer, end at enheden er meget tæt på elevens undervisningslokale. Toiletter skal så vidt muligt placeres med forrum, hvorfra der er adgang til flere enheder med egne rum og håndvask i forrum.
b) at følgende i rettelsesbladets side 4 udgår: ”Urinaler bør helt undgås, da de indskrænker, at alle køn kan anvende dem. Derudover kan det være svært for elever at forstå, hvordan de anvendes. Urinaler har den fordel, at de kan mindske belastningen på de øvrige toiletter. Hvis den enkelte skole har et stort ønske om urinaler, skal de etableres med vandskyld og som andre toiletrum med dør, der kan aflåses”.