Mødedato: 12.03.2025, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Model for tværfaglig support til Mangfoldige Børnefællesskaber – før høring

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til, om forslag til en ny organisering af den tværgående support i områderne skal sendes i høring.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget tager principper for den tværfaglige support, herunder for Kompetencecentrene, til efterretning, jf. bilag 1 og
  2. at forslag om organisering af områdernes tværfaglige support i 14 bydelsteams sendes i høring.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har tidligere drøftet organisering af den tværgående support til dagtilbud og skoler (den 26. juni 2024 og den 15. januar 2025) og senest besluttet, at forvaltningen ”arbejder videre med en områdebaseret organisering af supporten – og med udviklingsperspektiver samt sigtelinjer i forhold til a) at sikre et samlet fagligt miljø med øget mulighed for specialisering, især for de antalsmæssigt mindre faggrupper og b) at sikre et mere ensartet kvalitets- og serviceniveau på tværs af byen”.

Forvaltningen har inddraget de faglige organisationer, den nuværende support samt en særligt nedsat praksisgruppe for at få input til modellen, der nu foreslås sendt i høring. De konkrete modeller har ikke været drøftet med alle aktører.

Forvaltningen har revideret principper for den tværgåendes support, jf. bilag 1, med afsæt i udvalgets drøftelse den 15. januar 2025 samt input fra inddragelsen af supporten, jf. bilag 3.

Løsning

Høringsmateriale om organisering af den tværgående support

I den nye model organiseres områdernes tværfaglige support i 14 mindre bydelsteams for at få supporten tættere på de lokale skoler og dagtilbud. Supportmedarbejderne får dermed også et tæt fagligt miljø for deres egen faggruppe i den bydel, de arbejder i. For de mindre faggrupper etableres eller fortsættes områdevise eller bydækkende netværk for at sikre faglig sparring.

Et af grundprincipperne i den nye model er, at det tværfaglige samarbejde foregår lokalt på den enkelte skole, klynge eller netværk, hvor psykologer, talehørekonsulenter, fysio- og ergoterapeuter og andre supportmedarbejdere samarbejder med pædagoger og lærere tæt på og i praksis. Som tommelfingerregel arbejder supportmedarbejderne ca. 80 pct. af deres arbejdstid i skoler, klynger eller netværk under den lokale ledelse. Den resterende tid bruges til koordination og faglig sparring i området.

Forvaltningen anbefaler en model med 14 bydele, men modellen kan i princippet varieres i størrelse. Dog bør den altid bestå af bydele inden for et område, så den følger byens øvrige organisering. Sagen beskriver derfor et forslag om 14 lidt større supportteams i bydelene, men også med et scenarie med 26 lidt mindre supportteams. Modellen skal både give både nærhed til lokalmiljøet og samtidig mulighed for, at områderne smidigt kan prioritere supporten til bydele, hvor der er akut ekstra behov i en periode. Endelig beskrives et scenarie, hvor organiseringen lægges ud til de enkelte områder med krav om, at der skal være tværfaglige bydelsteams.

Tidligere beslutninger vedrørende områdesupporten (herunder Ressourceforum og støttekonceptet, jf. indstillingen til BUU den 26. juni 2024) erstattes i alle scenarier af den nye organisering i bydelsteam.

Scenarie 1: 14 supportteams

I dette scenarie har bydelene ét supportteam, jf. bydelene vist i bilag 1. Dog opdeles de største bydele i to, og der er derfor lidt flere supportteams end bydele. Der vil typisk være 4-5 almenskoler, en specialskole og 20-40 dagtilbud pr. supportteam. Hertil kommer privatskoler og privatinstitutioner. Der vil typisk være tilknyttet 25-30 årsværk i supporten.

Forvaltningen anbefaler denne model, da byen underopdeles i en række faste supportteams med en størrelse, hvor der vil være et vist kendskab til de lokale dagtilbud og skoler, og hvor der kan skabes et tættere samarbejde mellem dagtilbud og skoler i bydelen. Størrelsen på supportteamet betyder også, at der ved udskiftning af medarbejdere eller sygdom vil være mulighed for at dække ind indenfor supportteamet.

Alternative scenarier

Scenarie 2: 26 mindre supportteams

I dette scenarie deles hver bydel op i 2-3 for at give et mindre antal dagtilbud og skoler i supportteamet (typisk 2-3 almenskoler, én specialskole og 10-20 dagtilbud samt private tilbud). Der vil typisk være tilknyttet ca. 15 årsværk i supporten. Den mindre størrelse på supportteamet gør, at man som supportmedarbejder og dagtilbud eller skole i højere grad kender de konkrete medarbejdere fra de andre faggrupper, som med fordel kan trækkes ind i samarbejdet omkring bestemte problemstillinger.

Scenariet tager dog ikke højde for, at børnene fra dagtilbud i praksis spredes ud på mange forskellige skoler, og at det i praksis derfor kan blive sværere at arbejde i overgangene, fordi dagtilbud og skoler ligger i forskellige bydele. Jo mindre supportteamet er, jo sværere kan det være at dække hurtigt ind ved sygdom, personaleudskiftninger o. lign.

Scenarie 3: De fem områder organiserer selv tværfaglige teams

Der er også mulighed for ikke på forhånd at fastlægge organiseringen på tværs af byen. I stedet vælges den konkrete organisering i hvert område, så det passer til de lokale forhold og opleves meningsfuld her. Opdelingen i mindre bydele skal dog ske indenfor de samme rammer som de to første scenarier: Supporten er i praksis omkring 80 pct. af tiden, hvor tiden prioriteres af den lokale leder, der skal være høj grad af kontinuitet i supportmedarbejdere for hver skole og dagtilbud, og inddelingen skal ske inden for de kendte bydele i enheder med gennemsnitligt ca. 20 supportårsværk.

Denne model kan tilpasses området og have varierende bydelsstørrelser, som passer til de lokale forhold, ligesom området kan læne sig op ad eksisterende, gode samarbejdsrelationer mellem konkrete skoler og dagtilbud. Praksisgruppen har peget på denne løsning. Ulempen er, at supporten kan opleves som at have et forskelligt service- og kvalitetsniveau på tværs af byen for dagtilbud, skoler og forældre, fordi inddragelsen af supporten vil være forskellig.

Stærke faglige miljøer

De fleste faggrupper i supporten er tilstrækkeligt store til, at der kan være et stærkt fagligt miljø for hver faggruppe i området. Enkelte faggrupper er dog så små, at der er behov for at have et fagligt miljø på tværs af byen. Det gælder især sprogvejledere, fysio- og ergoterapeuter og sprogvejledere, hvor der allerede er etableret netværk på tværs af byen. Disse netværk fastholdes som udgangspunkt.

Kompetencecentre

Den tværgående support skal ses i sammenhæng med den support, dagtilbud og især skoler kan få fra kompetencecentrene. I inddragelsen kom frem, at der kunne være behov for at se på snitfladerne mellem kompetencecentrenes og områdesupportens arbejde. Der er vedlagt et oprids af udviklingen i brugen af kompetencecentrene i bilag 2. Principperne for supporten gælder også Kompetencecentrene. Der er ikke med denne sag lagt op til ændring i Kompetencecentrenes opgaver, men i det videre arbejde med omlægningen af supporten vil områdeledelsen sammen med kompetencecentrene arbejde videre med at styrke samarbejdet, også i forhold til at omlægge supporten til de nye behov, der opstår, fx skolevægring.

Overflytning af talehørekonsulenter fra BørneCenter København (BCK) til områderne

Psykologerne tilknyttet kategori 3 specialskolerne blev i 2022 flyttet fra BCK til områderne. Det foreslås nu, at der sker en tilsvarende flytning af talehørekonsulenterne tilknyttet kategori 3-skolerne og kategori 3 specialklasserne fra BCK til områderne. Der er tale om ca. 3 årsværk. Overflytningen kan træde i kraft pr. 1. august 2025 samtidig med, at den nye supportmodel træder i kraft.

Politisk handlerum

Udvalget kan undlade at sende forslaget i høring, sende flere scenarier i høring samt evt. stille særskilte spørgsmål til kommentering i høringen.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sagen sendes i 6 ugers høring (til og med søndag den 27. april 2025) hos dagtilbud, skoler, faglige organisationer, forældreorganisationer mv., hvorefter udvalget behandler sagen efter høring den 18. juni 2025.

Implementeringen af den tværgående support igangsættes fra starten af skoleåret 2025/26.

 

Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve

Til top