BUU´s handleplan til Inklusionspolitikken 2011-14
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til forslag til handleplan, der beskriver hvordan Børne- og Ungdomsforvaltningen gennem sine indsatser understøtter Københavns Kommunes Inklusionspolitik 2011-2014.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,
- at Børne- og Ungdomsudvalget godkender forslag til handleplan til Københavns Kommune Inklusionspolitik 2011-2014
Problemstilling
Som et led i implementeringen af Københavns kommunes nye Inklusionspolitik 2011-14, har BIU opfordret fagudvalgene til at udarbejde en revideret handleplan for udvalgets integrationsindsatser i perioden 2011-2014 (Jf. bilag 4). BUU godkendte den 3. november 2010 en foreløbig handleplan baseret på den dengang foreløbige Inklusionspolitik. Handleplanen skal nu revideres, da den endelige Inklusionspolitik 2011-2014 er færdig og godkendt i BIU (16. december 2010).
Løsning
Opdateringen af BUUs handleplan på integrationsområdet baseres på de i BUU vedtagne målsætninger om Styrket Faglighed og Bedre Fordeling (5. maj 2010), indsatserne i budgetaftale 2011-14, Integrationspakken, der er sendt i høring af BUU den 23. marts 2011 samt BIUs vejledning om form og indhold.
Handleplanen følger BIUs vejledning i forhold til indhold og form og beskriver derfor udfordringer og visioner for området (bilag 1), samt hvordan BUUs integrationsindsatser understøtter Inklusionspolitikkens indsatsområder og mål (bilag 2). Med handleplanen følger en økonomisk oversigt (bilag 3), hvor samtlige initiativer i BUF, der fremmer integrationen af børn og unge med anden etnisk baggrund, fremgår.
Derudover forholder den opdaterede handleplan sig til de af Borgerrepræsentationen vedtagne Vejen til Målet, som Børne- og Ungdomsudvalget er ansvarlige for ved i økonomioversigten at nævne de indsatser, der direkte eller indirekte understøtter disse.
Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder allerede med en række målsætninger på integrationsområdet bla. i forbindelse med BUUs forslag til integrationspakke (2011-29607) og forventer en målbar effekt inden for inklusionspolitikperioden dokumenteret via bl.a. sprogvurderinger, tal for børnesammensætningen i dagtilbud og skoler, Københavnerbarometeret og Folkeskolens Afgangsprøve. Desuden indgår resultatmål i integrationsbarometeret under målet "Flere unge styrket ud af folkeskolen". Forvaltningen foreslår derfor, at der ikke udarbejdes nye resultatmål for de enkelte initiativer i forbindelse med handleplanen for inklusionspolitikken.
Udfordringer
BIU vurderer ligesom BUU at de primære udfordringer inden for børne- og ungeområdet kan kategoriseres indenfor temaerne fordeling og faglighed (Bilag 4 s. 9-10). BIU´s bekymring vedrørende underrepræsentation af børn med anden etnisk baggrund i børnehave vurderer forvaltningen som mindrende bekymrende, da de ikke-indmeldte børn i stedet er tilknyttet en privat pasningsordning eller kommunes 15-timers sprogstimuleringstilbud. Flere forældre indskriver deres børn i en rigtig børnehave efter en periode i sprogstimuleringstilbudet.
Aktiviteterne beskrevet i handleplanen er som følger:
Tidlig indsats i udsatte dagtilbud
Der iværksættes en indsats i 6-8 vuggestuer med særligt udsatte børn med anden etnisk baggrund end dansk. Indsatsen har fokus på børns trivsel, sproglige udvikling samt forældresamarbejde.
Styrket sprogindsats i dagtilbud
Børn, der vurderes at have behov for sprogstimulering sprogvurderes som treårige. Børn, der har modtaget sprogstimulering revurderes, når de bliver fem år. 5-årssprogvuderingen vil indgå i dialogen med forældrene vedrørende skolevalg.
Sprog- og rådgivningscenter
Det nye Sprog- og rådgivningscenter skal understøtte, at børn med sproglige eller faglige udfordringer (både skolestartere og skoleskiftere) får det rigtige skoletilbud.
Københavnermodel 2.0 i dagtilbud og skoler
En forudsætning for integration er, at byens børn mødes på tværs af etniske og sociale baggrunde. Københavnermodellen 2.0 vil bidrage til flere og mere blandede institutioner og skoler i København gennem mere målrettet rådgivning af det enkelte barn.
Styrket faglighed i folkeskolen - integrationsløft
Integrationsløftet er specifikt målrettet skoler med mange tosprogede elever og med særlige faglige udfordringer og er et supplement til de generelle faglige tiltag for udvalgte skoler.
Øvrig inklusion i BUF
Udover de ovenfor nævnte aktiviteter vedr. integration og inklusion arbejder BUF på en række andre områder med inklusion: i forbindelse med tidlig indsats i forhold til at bryde den negative sociale arv og på specialområdet med at sikre at flere børn får mulighed for at deltage i eller i tilknytning til de almene dag- og skoletilbud.
Økonomi
Handleplanens udgifter inden for de enkelte indsatsområder fremgår af bilag 2 og afholdes inden for udvalgets budget til ordinær drift i perioden 2011-14.
Videre proces
Såfremt BUU vedtager vedlagte handleplan fremsendes denne til BIU og bliver en del af den samlede Inklusionspolitik for Københavns Kommune 2011-2014. Handleplanen fremsendes til BIU med forbehold for mulige ændringer, da det efter ændt høring af BUU´s Integrationspakke, vil blive vurderet hvor vidt det er nødvendigt at foretage afledte ændringer i nærværende handlingsplan.
Else Sommer
/Camilla Niebuhr
Beslutning
Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 8 medlemmer: A, B, F, V og Ø.
Imod stemte: Ingen.
To medlemmer undlod at stemme: C og O.