Mødedato: 24.10.2017, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Workshop om cykelparkering

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter og tager stilling til deres svar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. Prioriteringsplan for cykelparkering.

Problemstilling

Bilagene viser bl.a. en opsamling på workshoppen 2. oktober for prioriteringer for cykelparkering. Lokaludvalget har mulighed for at melde tilbage med kommentarer eller yderligere input (se bilag for præcisering heraf). Frist for samlet tilbagemelding fra hvert af de to lokaludvalg er onsdag den 15. november. To medlemmer fra Amager Vest Lokaludvalg har været med på workshoppen.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager en tilbagemelding til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Ingen.

Videre proces

 

Beslutning

Det blev besluttet at indsende følgende høringssvar vedr. cykelparkering:

Amager Vest Lokaludvalg synes at det er godt, at Københavns Kommune retter blikket mod cykelparkeringsspørgsmålet. Det har der været behov for længe, med den rivende udvikling der har været i anvendelsen af cyklen som transportmiddel. En udvikling der forventes at fortsætte.

Cyklen anvendes ved transport til/fra arbejde, skolen/uddannelsesstedet, fritidsaktiviteter, husholdningsindkøb, udflugtsformål mv. Cyklen anvendes endvidere i kombination med andre transportformer som Metro, tog og bus.

Med nævnte anvendelse af cyklen er der cykelparkeringsbehov følgende steder:

-  Bostedet/boligen

-  Arbejdsstedet

-  Skolen, uddannelsesstedet

-  Offentlige og private service- og hjælpeinstitutioner (lægehuse, hospitaler, borgerservice m.m.)

-  Idræts- og kulturfaciliteter

-  Butiks- og indkøbscentre, varehuse

-  Strøggader, parker og bypladser

-  Trafikknudepunkter (stationer, centrale busholdepladser etc.)

Amager Vest Lokaludvalg synes, at det er vigtigt at Københavns Kommune tager højde for omfanget og typen af cykler, når man skal lave en prioriteringsplan. Der kommer flere og flere ladcykler samt cykler med hjælpemotor ved elkraft. Ladcyklerne og de tungere standardcykler med hjælpemotor kræver specialplads/ –indretning. Det samme gælder mht. specialcykler (sport, terræn), der har forskellig fælge- og dækbredder. De forskellige cykel og dæktyper er en del af parkeringsudfordringerne.

I Amager Vest ses de største parkeringsudfordringer at være i forbindelse med nybyggeri, trafikknudepunkter, institutioner og butikscentre. I de store nybyggerier i Ørestad og på Islands Brygge er cykelparkering kaos. Der bygges store og fine parkeringshuse til biler, medens cyklerne, planløst parkeres/flyder “hulter til bulter” alt for mange steder.

I boligområder skal cyklen kunne parkeres tæt ved – i boligens gård eller tilstødende areal på terræn. Folk kan ikke lide at gå ned i en stor kælder med cyklen. Det føles utrygt og besværligt, ikke mindst for børn. Stueetagen i nye boligejendomme bør derfor indrettes til cykelparkering. Så vil cykelparkeringen være overdækket og det bør generelt være et krav til cykelparkeringsplads. Overdækket cykelparkering vil medvirke til, at der holdes bedre orden og cyklen beskyttes mod vejr og vind. Langtidsparkering af cykler på fortove skal undgås.

I forbindelse parkeringsindretning er det afgørende, at stativerne sikrer cyklen den nødvendige beskyttelse. Alt for mange cykelstativer – uanset smart design - er på det punkt for ringe. Der bør udvikles en idealindretning af cykelstativ, hvor man prioriterer beskyttelse af cyklen. Endvidere bør der være den fornødne plads mellem cyklerne samt en opmærkning på parkeringspladserne. Fordi der kommer flere og flere cykler, mener lokaludvalget, at der er behov for, at der udarbejdes nye normtal vedrørende plads til cykler i forbindelse med bebyggelsesindretninger end de 4  parkeringspladser for hver 100 m2 bolig, som i dag står i Kommuneplan 2015.

Ud fra ønsket om at være en grøn bydel, opfordrer Amager Vest Lokaludvalg endvidere til, at cykelparkeringsspørgsmålet også tænkes ind i en grøn kontekst.

Til top