Mødedato: 18.09.2018, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: borgerhenvendelse vedr. bordel

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest indstiller, at lokaludvalget sender svar til borgeren vedr. bordel på Amagerbrogade på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan.

Problemstilling

En borger har henvendt sig vedr. erhvervslejemålet Amagerbrogade 212A, Yen Welness, som de deler opgang med.

Borgeren beretter, at stedet drives som bordel og føler sig utryg og belastet af kunderne. En af de ansatte piger har henvendt sig til en beboer og bedt dem om at anmelde stedet til politiet. Borgeren fortæller desuden, at pigerne er i landet 3 måneder af gangen på turistvisum.

Borgeren og underboen har d.20. december anmeldt sagen til kommunen (Teknik- og miljøforvaltningen, Center for bygninger) og Københavns politi d. 20. december 2017

Sagen handler bl.a. om, at ejeren ikke har tilladelse til at drive klinik. Kommunen svarer, at ejeren kan få tilladelse til at drive klinik, hvis de ansøger om det, men det i øvrigt ikke er tale om forhold som kommunen påser. Kommunen meddeler dog, at de har stillet krav om, at ejeren etablerer egen indgangsdør, men at de afventer, at ejeren indsender de korrekte oplysninger.

Borgerne har desuden henvendt sig til borgmester Ninna Hedeager Olsen, som følger sagen.  

Arbejdsgruppens indstilling:

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning har behandlet sagen og indstiller følgende svar til borgeren:

Amager Vest Lokaludvalg har sympati for borgerens oplevelse af de gener bordellet måtte medføre, men må meddele, at lokaludvalget ikke ser det som sin opgave at gå ind i denne sag, da det er en sag for politiet.

Lokaludvalget vil dog anbefale borgeren at rette henvendelse til Boligkommissionen i Københavns Kommune, som arbejder for at sikre byens boliger mod sundheds- og brandfarlige forhold. Hvis ikke forholdene i boligen kan afhjælpes, kan boligkommissionen forbyde beboelse i de usunde boliger.

Løsning

at lokaludvalget sender svar til borgeren vedr. bordel på Amagerbrogade på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med den tilføjelse til svaret, at Boligkommissionen også arbejder med ulovlig anvendelse.
Til top