Mødedato: 17.09.2019, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: Høring Kommuneplan 19

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
- at lokaludvalget godkender forslag til høringssvar på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan

- at det endelige høringssvar udarbejdes i kommuneplanarbejdsgruppen og godkendes i forretningsudvalget.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har sendt Kommuneplan 19 i høring med frist d.22. oktober. I det vedhæftede kan I læse høringsmaterialet.

Forvaltningen har lavet et interaktivt kort over rammeområder, der giver mulighed for at se forskellen mellem KP15 og KP 19 og i øvrigt se bestemmelser for kommunens delområder og enkeltejendomme.

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning har behandlet høringen og indstiller, at lokaludvalget indsender det høringssvar, som lokaludvalget indsendte ifm. den interne høring, da ingen af lokaludvalgets bemærkninger affødte ændringer i udkastet til kommuneplan 19 inkl. materiale fra de borgerinddragende processer. 

Dog foreslår arbejdsgruppen at følgende bemærkninger tilføjes, samt at resultaterne af lokaludvalgets borgerinddragelse tilføjes høringssvaret til understøttelse af lokaludvalgets synspunkter. Dette arbejde er ikke færdigt på nuværende tidspunkt og

Borgernes forslag til det gode grønne område
Lokaludvalget har været i dialog med borgerne i Amager Vest om definitionen af et godt grønt område. En opsamling på dette vil indgå i høringssvaret - og eftersendes dagsordenen på e-mail. 

Ændring i de konkrete rammer for Kigkurren
Vedr. ændringer for konkrete rammeområder Amager Vest ønsker Amager Vest Lokaludvalg at gøre politikerne i Københavns Kommune opmærksom på, at forslaget til ændret ramme for Kigkurren O1-1186, C1-3040, C1-1955 der sletter ønsket om en grøn forbindelse, ikke imødekommer borgerne og lokaludvalgets ønske om en forgrønning af Kigkurren og sikring af grøn forbindelse fra havn til fælled. Lokaludvalget har i forbindelse høringen af KP19 gennemført en grundig borgerinddragelses proces, hvor borgerne er kommet med input til udvikling af netop dette område - materialet vedlægges.  

Ændring i de konkrete rammer for Ørestad City og Syd
Vedr. ændringer for konkrete rammeområder Ørestad City S2*-4026 og Ørestad Syd C2*-4005 ønsker lokaludvalget at gøre politikerne i Københavns Kommune opmærksom på, at borgerne i Ørestad udtrykker et meget stort ønske om mere byliv og bedre friarealer. Vi er bekymrede for, om de foreslåede ændringer i rammerne for Ørestad Syd og Ørestad City herunder opførelsen af et regionalt butikscenter, vil imødekomme dette.

Spørgsmålet om villaservitutter
Som led i lokaludvalgets ønske om at bevare værdien af villa-, haveforenings- og parcelhusområderne, som en del af byens mangfoldige struktur, anbefaler lokaludvalget, at der er den fornødne plads på parcellerne. I tilknytning til kommuneplanen bør der, derfor fastsættes krav til grundstørrelse, bygningsudformning, bebyggelsesgrad, afstand til skel for indretninger mv. på parcellen. Kravene bør præcisere, at der ikke udstykkes grunde, som er mindre end 600 m2 for opførelse af enfamiliehuse, 900 m2 for opførelse af tofamiliehuse (med vandret lejlighedsskel) i eksisterende villa- og parcelhusbebyggelse, og at opførelse af dobbelthuse (med lodret lejlighedsskel) kræver mindste grundstørrelse på 1.200 m2. Derudover skal villaservitutter forsat respekteres.

Afventer input til byudvikling og butiksliv i KP19
Social, sundhed, omsorg, integration og erhvervsarbejdsgruppen har forberedt et møde med det lokale erhvervsliv onsdag d.25.9 kl.17.00-19.30 på Sundholmsvej 8 med det formål at få deres input til Kommuneplan 19. Det har ikke været muligt at få udsættelse af tidsfristen for høringssvar, så derved når vi ikke at få godkendt input fra dialogmødet til høringssvaret på lokaludvalgsmødet d.22.oktober.

Derfor foreslår arbejdsgruppen for social, omsorg, sundhed, integration og erhverv, at høringssvaret, der formuleres med input fra dialogmødet, i stedet sendes til godkendelse i forretningsudvalget, for derefter at blive vedlagt høringssvaret. 

Løsning

- at lokaludvalget godkender forslag til høringssvar på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan

- at det endelige høringssvar udarbejdes i kommuneplanarbejdsgruppen og godkendes i forretningsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

At lokaludvalget indsamler input fra dialogmødet med det lokale erhvervsliv d.25.9.2019 og på den baggrund formulerer et høringssvar til godkendelse i forretningsudvalget.

Vedr. kommunikation
Sekretariatet anbefaler, at kommuneplansarbejdsgruppen gennemarbejder og strukturerer høringssvarret mhp., at de væsentlige pointer fremgår tydeligere for borgere og politikere. Formen på den endelig høringssvar skal godkendes i forretningsudvalget inden efterårsferien i uge 42. 

At lokaludvalgets høringssvar formidles til offentligheden og indsendes senest 22. oktober 2019.

 

Beslutning

Forslag til høringssvaret blev godkendt med følgende tilføjelser og ændringer:

- at lokaludvalget kræver øget cykelparkeringsnormer ved skoler.

- at lokaludvalget håber, at Københavns Kommune vil tage bestik af de erfaringer der er indhøstet ved alt for tæt bebyggelse i Ørestad og Islands Brygge, når man skal udvikle Jernbaneområdet på Vesterbro og Nyholm på Christianshavn. Her bør man planlægge, så der er god plads til det grønne, til frilufts- og idrætsaktiviteter til skoler og institutioner, til områdets egne beboere og til københavnerne   ifm. boligudviklingen - i de nye områder Vesterbro og Sydhavnen.

- at ordlyden "sletter ønsket om en grønforbindelse" ændres til "sletter kravet om en grøn forbindelse" og i samme afsnit, at "havnen" ændres til "havneparken"

vedr. afsnittet om ændring i de konkrete rammer for Ørestad City og Syd skal følgende tilføjes:

- Lokaludvalget i ønsker at gøre opmærksom på, at borgerne i Ørestad oplever, at der er for lidt friareal, skole og børneinstitutionspladser i bydelen, og at dette problem øges, når man som planmyndighed vælger at konvertere fra erhverv til bolig uden at ændre på kravene til friarealer, skole- og børneinstitutionskapaciteten.  

- Det samme gør sig gældende vedr. støjgener, som ændret arealanvendelse fra erhverv til bolig kan give, og derfor er ændret arealanvendelse ikke altid hensigtsmæssig.

- Lokaludvalget er bekymrede for, hvordan man forestiller sig at byudvikle metroklargøringsarealet. Hvordan vil man få det til at hænge sammen med resten af arealerne, når området er så isoleret?

- Lokaludvalget er bekymret for, hvordan man tænker sig at løse de trafikale problemer der følger med fortætningen og byudviklingen.

- Vedr. lokaludvalgets ambition om et grønnere København, ønsker lokaludvalget at Københavns Kommune revitaliserer partnerskabstræordningen, fordi mange nye byområder overleveres til den lokale grundejerforening i form af som kedelige græsplæner, som så for egen regning må udvikle og bekoste indretningen.

Desuden blev det besluttet, at det endelige høringssvar behandles på lokaludvalgsmødet d.22. oktober i stedet for godkendelse i forretningsudvalget, da lokaludvalget har fået mulighed for at indsende høringssvar med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse senest d.25.oktober.

 

Til top