Mødedato: 31.05.2011, kl. 15:15
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forslag til revideret "Kommissorium for Lokaludvalg"

Se alle bilag

Som opfølgning på ”Evaluering af lokaludvalg i København” fra august 2010 og Økonomiudvalgets vedtagelse af overordnede principper for nyt koncept for lokaludvalg (den 22. marts 2011), skal Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tage stilling til forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg”.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg” (bilag 1), som har været i høring hos lokaludvalg og miljøpunkter godkendes, 
  2. at det godkendes, at beslutningskompetencen til lokaludvalgene om at udmønte midler til mødeaktivitet, mv., som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 14. juni 2007 (BR 167/07), ophæves, samt 
  3. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at indlede drøftelser med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om eventuel revision af ”Regulativ for Lokaludvalg”, med særlig vægt på tre ændringer (som beskrevet under afsnittet ”Løsning”).

Problemstilling

I perioden marts til august 2010 blev lokaludvalgene i København evalueret. Som opfølgning på evalueringen har Økonomiforvaltningen, i dialog med lokaludvalgene, udarbejdet forslag til ændringer i koncept for lokaludvalg i København. Det ændrede koncept rummer en række principper og handlinger for et ændret lokaludvalgskoncept. Økonomiudvalget vedtog den 22. marts 2011 det ændrede koncept for lokaludvalg. Ved samme lejlighed vedtog Økonomiudvalget, at sende forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg” i høring hos lokaludvalgene.

 

Med budgetaftalen for 2011 er det vedtaget, at ansvaret for det kommunalt finansierede lokale miljøarbejde fremover skal overgå til lokaludvalgene. I den forbindelse er det nødvendigt at foretage en revision af det gældende ”Kommissorium for Lokaludvalg”, således at lokaludvalgenes nye miljøopgave indgår i kommissoriet. Miljøpunkterne har i høringsperioden haft lejlighed til at komme med forslag til ændringer i ”Kommissorium for Lokaludvalg”, for så vidt angår den lokale miljøopgave.

Løsning

Økonomiudvalget vedtog den 22. marts 2011 overordnede principper samt tilhørende handlinger for ændringer i lokaludvalgskonceptet (se bilag 6). I principperne vedrørende en generel revision af regelsættet for lokaludvalg fremgår det, at regelsættet for lokaludvalg (kommissorium, regulativ og valgbarhedsregler) skal være entydigt, klart og understøtte formålet med lokaludvalgene.

 

Høring af lokaludvalg og miljøpunkter

Forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg” har været i høring hos lokaludvalgene i perioden 23. marts 2011 til den 3. maj 2011. Miljøpunkterne har i samme periode haft mulighed for at indsende bemærkninger til ”Kommissorium for Lokaludvalg”, for så vidt angår den lokale miljøopgave. Samtlige tolv lokaludvalg og fem miljøpunkter har indsendt bemærkninger til forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg” (se bilag 4 for de samlede høringssvar). Generelt hilser lokaludvalgene de foreslåede ændringer velkommen. De væsentligste bemærkninger fra høringssvarene er følgende:

§  Lokaludvalgene ønsker fortsat en tættere tilknytning og kontakt til Borgerrepræsentationen og de stående udvalg. Økonomiforvaltningen er enig i behovet for en tæt dialog mellem lokaludvalg og Borgerrepræsentation, men forvaltningen kan ikke anbefale yderligere formalisering af samarbejdsrelationen. I stedet opfordrer forvaltningen lokaludvalgene og medlemmer af Borgerrepræsentationen til, også fremadrettet, at søge dialog indbyrdes om sager og temaer, hvor begge parter har en interesse herfor.

§  
Lokaludvalgene er fortsat skeptiske overfor etableringen af en tværgående enhed, der foretager den indledende gennemgang af indkomne ansøgninger om støtte med henblik på at sikre, at ansøgningerne lever op til kommunens juridiske, økonomiske og formelle krav til støttemodtagere. Økonomiforvaltningen indstiller, at fastholde etableringen af et tværgående team for at sikre ensretning af sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger. Men at etableringen af det tværgående team afprøves på forsøgsbasis i et år fra implementeringstidspunktet.

§  Lokaludvalgene ønsker ikke, at medlemstallet i udvalgene skal sænkes til under 23 medlemmer, da antallet af medlemmer af lokaludvalgene betragtes som en nødvendig ressource for udvalgets arbejde; i modsætning til en administrativ byrde. Økonomiforvaltningen er enig i indsigelserne fra lokaludvalgene, og foreslår at forslaget bortfalder.

§  
Miljøpunkterne ønsker, at lokaludvalgene i ”Kommissorium for Lokaludvalg” i endnu højere udstrækning skal forpligtes til den lokale miljøopgave. Miljøpunkterne ønsker således, at der i kommissoriet skal stilles krav til lokaludvalgene om årlig fremadrettet planlægning af det lokale miljøarbejde. Økonomiforvaltningen er enig i det ønskelige i en form for strategisk planlægning af det fremadrettede lokale miljøarbejde, og foreslår at det i ”Kommissorium for Lokaludvalg” præciseres, at lokaludvalgene årligt skal tilrettelægge det lokale miljøarbejde på lige fod med det øvrige arbejde i lokaludvalgene.


Ophævelse af delegation af sekretariatsmidlerne

I det nuværende kommissorium er beslutningskompetencen til at udmønte midler til mødeaktivitet, lokaleleje, trykning, annoncering, forplejning m.v. (de såkaldte sekretariatsmidler) delegeret til lokaludvalgene. I praksis har det dog været de enkelte lokaludvalgssekretariater, der har rådet over sekretariatsmidlerne; ligesom medarbejdere i lokaludvalgssekretariaterne er ansat af Økonomiforvaltningen. På den baggrund foreslås det, at delegationen af beslutningskompetencen tilbagekaldes, således at det fremover bliver Økonomiforvaltningen, der råder over sekretariatsmidlerne. Midlerne vil fortsat være underlagt Økonomiudvalgets instruktionsbeføjelse.

 

Bemærkningerne fra hhv. lokaludvalg og miljøpunkter har desuden givet anledning til en række øvrige ændringer i Økonomiforvaltningens forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg” samt i notat om ”det faglige ophæng for lokaludvalgenes miljøopgave”.  Se bilag 3 for en sammenligning af det tidligere kommissorium og forslag til revideret kommissorium. Se bilag 2 for revideret notat om det faglige ophæng. Se bilag 5 for Økonomiforvaltningens bemærkninger til konkrete forslag/input fra de indkomne høringssvar.  

 

Regulativ for Lokaludvalg

Økonomiudvalget vedtog den 22. marts 2011, at bemyndige Økonomiforvaltningen til at indlede drøftelser med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om ændringer i ”Regulativ for Lokaludvalg”, med særlig vægt på følgende ændringer:

1.      Dobbelt medlemskab/stedfortrædere til Borgerrepræsentationen

Muligheden for at lokaludvalgsmedlemmer kan fungere som stedfortrædere i Borgerrepræsentationen, uden at de skal opgive deres medlemskab af lokaludvalget, undersøges. Det fungerende regulativ giver ikke denne mulighed.

2.      Bopælspligt for medlemmer og suppleanter af lokaludvalgene

I regulativet stilles ikke krav om at medlemmer, der repræsenterer en forening mv. i bydelen, skal have bopæl i Københavns Kommune. Derimod stilles der krav om, at de partipolitisk udpegede repræsentanter skal have folkeregisteradresse i bydelen. Muligheden for at ændre regulativet, således at der kan stilles krav om, at foreningsmedlemmerne har bopæl i kommunen, undersøges.

3.      Færre medlemmer af lokaludvalgene

Antallet af lokaludvalgsmedlemmer er fastsat til 23 per udvalg. Muligheden for, at nedsætte antallet af medlemmer undersøges.

4.      Ændring af lokaludvalgenes mulighed for at nedsætte arbejdsgrupper

Ifølge det gældende kommissorium kan lokaludvalgene nedsætte arbejdsgrupper. Det er imidlertid ifølge den kommunale styrelseslov ikke muligt at nedsætte arbejdsgrupper med rådgivende beføjelser. Muligheden for at ændre regulativet, således at der skabes hjemmel til, at lokaludvalgene kan nedsætte arbejdsgrupper med beføjelser til at rådgive dem, undersøges.

 

De indkomne høringssvar fra lokaludvalgene har imidlertid givet anledning til, at forslag 3 om færre medlemmer i lokaludvalgene ikke længere foreslås undersøgt.

 

De endelige ændringer i Regulativet skal godkendes af såvel Borgerrepræsentationen som Indenrigs- og Sundhedsministeren. Økonomiforvaltningen anmoder derfor om bemyndigelse til at indlede drøftelser med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om muligheden for en revision af ”Regulativ for Lokaludvalg” med særlig vægt på forslag 1, 2 og 4.  

 


Øvrige forslag
§  Nørrebro Lokaludvalg bemærker i sit høringssvar, at lokaludvalgene, ved at lade sig inspirere af hinandens løsninger, kan udnytte medarbejderressourcerne bedre. Lokaludvalget peger eksempelvis på et bydelsportalprojekt, hvor seks lokaludvalg samarbejdede om udvikling af den samme løsning til hvert af udvalgene. Økonomiforvaltningen vil gerne kvittere for samarbejdsaktiviteter af denne type og opfordre til endnu mere tværgående opgaveløsning mellem lokaludvalgene, således at de gode idéer genbruges af flere lokaludvalg og at medarbejderressourcerne udnyttes effektivt.

§  Flere lokaludvalg har i deres høringssvar påpeget det vanskelige ved at tiltrække unge til det lokaldemokratiske arbejde i lokaludvalgene. Økonomiforvaltningen er enig i, at der ligger en fælles udfordring i at gøre det lokaldemokratiske frivillige arbejde tiltrækkende for yngre generationer og vil gerne tilbyde, i samarbejde med lokaludvalgene, at arbejde videre med metoder til aktivering af de unge i bydelene, fx via etablering af Ungeråd i hver bydel.

§  Evalueringen af lokaludvalg viser desuden, at lokaludvalgene har vanskeligt ved at tiltrække etniske minoriteter til det lokaldemokratiske arbejde i lokaludvalgene. TaskForce Integration i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har netop igangsat et projekt, hvor der arbejdes med netværksskabelse og dialog mellem to lokaludvalg (Valby og Nørrebro) og tolv etniske ungdomsminoritetsforeninger. Målet med projektet er på den ene side, at styrke de etniske ungdomsminoritetsforeningers evne til at søge indflydelse i lokale processer, og på den anden side at styrke lokaludvalgenes muligheder for at tiltrække etniske ungdomsminoritetsforeninger i det lokale demokratiarbejde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan godkende forslag til revideret ”Kommissorium for Lokaludvalg”, vil det nye kommissorium træde i kraft ved vedtagelse i Borgerrepræsentationen.

 

Såfremt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan godkende at bemyndige Økonomiforvaltningen til at indlede drøftelser med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om muligheden for en revision af ”Regulativ for Lokaludvalg”, vil Økonomiforvaltningen påbegynde drøftelserne, med henblik på en eventuel vedtagelse af revideret ”Regulativ for Lokaludvalg” ved udgangen af 2011.

 

Nyt koncept for bydelsplanlægning udarbejdes i samarbejde med lokaludvalgene i løbet af 2011. Forslag til nyt koncept for bydelsplanlægning vil blive forelagt til politisk vedtagelse inden udgangen af 2011. Bemærkninger fra lokaludvalgene om nyt koncept for bydelsplanlægningen, vil blive anvendt af Økonomiforvaltningen i det videre arbejde.

Claus Juhl                                           /Bjarne Winge                           

                                                                                   

Beslutning

Mikkel Warming (Ø) fremsatte følgende ændringsforslag: (ÆF1) ”Enhedslisten foreslår, at afsnittet om den tværgående screening udgår af kommissoriet”

 

Ninna Thomsen (F) fremsatte følgende ændringsforslag: (ÆF2) ”Socialistisk Folkeparti foreslår, at der efter ”miljøprojekterne” på side 4, 2. linie i Kommissoriet indsættes: F.eks. Miljøfondene”.

 

Ninna Thomsen (F) fremsatte følgende ændringsforslag: (ÆF3) ”Socialistisk Folkeparti foreslår, at der nederst på side 2 i kommissoriet indføjes, at forvaltninger i tilfælde af afslag på et forslag fra et lokaludvalg skal begrunde afslaget”.

 

Pia Allerslev (V) fremsatte følgende ændringsforslag: (ÆF4) ”Venstre foreslår, at det fortsat er op til den enkelte borgmester at afgøre, hvorvidt en sag skal optages på et udvalgs dagsorden. Kommissoriet har således fortsat følgende ordlyd:

 

"Forslag fra Lokaludvalgene

Lokaludvalgene har ikke initiativret i forhold til Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget eller de stående udvalg. Men lokaludvalgene kan fremsende forslag, om lokaludvalgene ønsker behandlet i enten Økonomiudvalget eller i et af de stående udvalg, til Overborgmesteren eller til den relevante fagborgmester, som herefter vil beslutte, om sagen skal på udkastet til dagsordenen for et møde i Økonomiudvalget eller i et af de stående udvalg. Borgerrepræsentationen anbefaler en procedure, hvorefter alle forslag fra lokaludvalgene sættes på dagsordenen for møde i Økonomiudvalget eller i et af de stående udvalg.

 

Lokaludvalget skal tage udgangspunkt i kommunens ressortfordeling ved fremsendelse af forslag. Ved tvivlsspørgsmål skal forslaget sendes til Økonomiudvalget. Forslag som et lokaludvalg har fremsendt til Overborgmesteren eller den relevante fagborgmester, vil blive samlet på dagsordenen som forslag der vedrører lokalområderne.””

 

Mikkel Warming (Ø) fremsatte følgende ændringsforslag: (ÆF5) ”Enhedslisten foreslår, at lokaludvalgene fremover betragtes som en institution med ret til at overføre midler til næste budgetår.”

 

Der blev stemt om ændringsforslagene i ovenstående rækkefølge, hvorefter der blev foretaget delt afstemning af 1. og 2. og 3. at-punkt.

 

Der blev stemt om det af Mikkel Warming (Ø) stillede ændringsforslag (1).

For stemte 3 medlemmer: F og Ø

Imod stemte 5 medlemmer: A og B

2 medlemmer undlod at stemme: O og V

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Der blev stemt om det af Ninna Thomsen (F) stillede ændringsforslag (2).

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø

2 medlemmer undlod at stemme: O og V

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.

 

Der blev stemt om det af Ninna Thomsen (F) stillede ændringsforslag (3).

For stemte 7 medlemmer: A, F og Ø

3 medlemmer undlod at stemme: B, O og V

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.

 

Der blev stemt om det af Pia Allerslev (V) stillede ændringsforslag (4).

For stemte 7 medlemmer: A, B, O og V

Imod stemte 3 medlemmer: F og Ø

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.

 

Der blev stemt om det af Mikkel Warming (Ø) stillede ændringsforslag (5).

For stemte 3 medlemmer: F og Ø

Imod stemte 5 medlemmer: A og B

2 medlemmer undlod at stemme: O og V

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Der blev stemt om 1. at-punkt:

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø

Imod stemte 2 medlemmer: O og V

1. at-punkt blev dermed vedtaget.

 

Der blev stemt om 2. at-punkt:

For stemte 7 medlemmer: A, B, O og V

Imod stemte 3 medlemmer: F og Ø

2. at-punkt blev dermed vedtaget.

 

Der blev stemt om 3. at-punkt:

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø

Imod stemte 2 medlemmer: O og V

3. at-punkt blev dermed vedtaget.

 

Der blev derefter stemt om indstillingen i sin helhed:

 

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø

Imod stemte 2 medlemmer: O og V

Indstillingen blev dermed anbefalet med de vedtagne ændringsforslag.

 

Carl Christian Ebbesen (O) og Pia Allerslev (V) afgav følgende protokolbemærkning:

Dansk Folkeparti og Venstre kan ikke støtte indstillingen, da vi mener lokaludvalgene bør afskaffes. Pengene kan bruges bedre på lokale initiativer bevilget direkte fra Kultur- og Fritidsudvalget.”

Til top