Forslag til lokalplan "Vibenshus Runddel Vest" med kommuneplantillæg, Østerbro
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende forslag til lokalplan ”Vibenshus Runddel Vest” (bilag 2) med henblik på offentliggørelse i otte uger, og at p-normen fastsættes til 1:200 grundet stationsnærhed.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2) med henblik på offentliggørelse og udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.
Problemstilling
Bygherre ønsker at omdanne et ældre fabriksområde til nyt bolig- og erhvervsområde vest for Vibenshus Runddel. Omdannelse ønskes i sammenhæng med eksisterende boligkarré. Lokalplanforslaget erstatter den gældende lokalplan nr. 475 ”Jagtvej 171”. Realisering af projektet kræver en ny lokalplan, da den gældende lokalplan kun delvist omfatter projektområdet, og et kommuneplantillæg, da kommuneplanen ikke muliggør den ønskede bebyggelsesprocent og friarealprocent. Startredegørelsen blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 17. september 2018 og Økonomiudvalget den 25. september 2018.
Løsning
Lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg skal muliggøre bebyggelse med et samlet etageareal på ca. 14.750 m2, hvilket giver en bebyggelsesprocent på 375. Der er ca. 5.795 m2 til nye private boliger, hvoraf ca. 992 m2 er ungdomsboliger. Ungdomsboligerne ønskes indrettet i en bevaringsværdig fabriksbygning (Jagtvej 169A). Boligbebyggelsen varierer i højde fra fem til syv etager og bliver maksimalt 22 meter højt. Byggeriet trapper ned i højden mod den eksisterende bebyggelse. Erhvervsdelen opføres mod Vibenshus Runddel/Jagtvej og er i ni etager med en højde på op til 34 meter. Mod Aldersrogade falder højden trinvist til fire etager og svarer til gesimshøjden på nabobebyggelsen Aldersrogade 2-4. Det nye byggeri placeres i eksisterende bykvarter. Byggeriet bevirker, at nærliggende eksisterende bebyggelse nord for området vil opleve en mindre forøgelse af skyggegener midt på dagen og for bebyggelse vest for området i morgentimerne. Skyggevirkningerne vil primært være på vejarealer og opholdsarealer til byggeriet(bilag 2, s. 11). Lokalplanområdet, der over en årrække har været præget af nedrivninger, får med det nye byggeri et arkitektonisk løft og området bliver understøttet som knudepunkt i byen. Den modernistiske bygning på Jagtvej 169A foreslås gjort bevaringsværdig på grund af sin kulturhistoriske værdi. Ejendommen er oprindeligt opført som cigarfabrik i slutningen af 1930´erne og anvendes i dag til erhverv. Det er denne bygning, der ønskes ændret til ungdomsboliger.
Byliv
Lokalplanområdets ubebyggede arealer bliver i dag hovedsageligt anvendt til parkering. Med projektet etableres byrum og kantzoner, hvor der plantes træer og etableres muligheder for ophold. Stueetagerne i både bolig- og erhvervsdelen etableres med en åbenhed, der sikrer kontakt mellem mennesker udenfor og indenfor i stueetagen, hvilket erfaringsmæssigt øger trygheden og bylivet i området. Herudover etableres altaner, karnapper og terrasser, så de giver mulighed for visuel kontakt mellem livet i og omkring bygningen. Herved understøtter projektet visionen i Fællesskab København om en levende by og et bedre hverdagsliv i byrummet.
Miljø og bynatur
Området har i dag en høj grad af fast belægning samt fem træer for enden af Aldersrogade, hvoraf fire er udpeget som bevaringsværdige i den eksisterende lokalplan nr. 475, ”Jagtvej 171”. De bevaringsværdige træer fastholdes og berøres ikke af det planlagte byggeri. I lokalplanforslaget er der lagt vægt på begrønning af friarealerne bl.a. ved at stille krav om 33 nye træer. Grønne byrum med plantebede, træer og tagterrasser giver kvarteret et nyt grønt præg, styrker bynaturen og fungerer som opsamling af regnvand. Lokalplanområdet er præget af trafikstøj fra tæt befærdede indfaldsveje og fra Jagtvej. Bygningerne i lokalplanforslaget er placeret, så de danner en naturlig afskærmning mod Lyngbyvej/Nørre Allé, og der stilles i lokalplanen krav til en støjskærm mod Jagtvej. Det er bygherres intention, at erhvervsbygningen miljøcertificeres (DGNB, som er en certificering af bygninger, der vægter miljø, økonomi og sociale forhold ligeværdigt).
Almene boliger
Lokalplanområdet ligger i Nørre Fælled skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør over 31 %. Det betyder, at det i henhold til kommuneplanens retningslinjer er et område, hvor der som udgangspunkt ikke kræves yderligere almene boliger. Lokalplanområdet grænser herudover op til - eller er tæt på - fire skoledistrikter, der har en andel almene boliger mellem 13-20 % samt Lundehusskolens distrikt med 44 % almene boliger (se kort i bilag 4). Lokalplanområdet ligger ikke i et udsat byområde, men en stor del af Nørre Fælled skoledistriktets areal er udpeget som udsat byområde. Teknik- og Miljøforvaltningens samlede vurdering på baggrund heraf er, at der ikke skal stilles krav om almene boliger i lokalplanen (bilag 4). Ved Teknik- og Miljøudvalgets behandling af startredegørelse for Vibenshus Runddel, blev det besluttet ikke at stille krav om almene boliger.Parkering
Kommuneplan 2015 stiller som udgangspunkt krav om én parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal, men kan efter konkret vurdering maksimeres til én plads pr. 100 m2etageareal eller minimeres til én plads pr. 200 m2 etageareal, såfremt der kan påvises et andet parkeringsbehov. Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af blandt andet ejendommens placering i forhold til kollektiv trafik og vejnet samt projektets karakteristika i forhold til boligstørrelser, bebyggelsesplan, boligtype og muligheden for dobbeltudnyttelse af parkeringspladser vurderet, at kravet til parkering i lokalplanen skal fastsættes til én parkeringsplads pr. 175 m2 etageareal. For ungdomsboliger stiller kommuneplanen krav om én parkeringsplads pr. 300 m2 etageareal, hvilket svarer til, at der skal etableres ca. 82 parkeringspladser i konstruktion og én på terræn. Der ændres ikke på det nuværende antal eksisterende parkeringspladser i Aldersrogade. En uddybning af forvaltningens vurdering fremgår af bilag 5. Lokalplanen stiller krav om fire cykelparkeringspladser pr. 100 m2 etageareal, hvilket i lokalplanen svarer til 590 parkeringspladser.
Kommuneplan
Kommuneplantillægget opdeler den eksisterende kommuneplanramme til blandet bolig og serviceerhverv (C2*) i to rammer. De to nye rammer(C3*) og C2) får samme anvendelse som den tidligere: blandet boliger og serviceerhverv. I den ene (C3*), der omfatter lokalplanområdet, sættes den maksimale bebyggelsesprocent til 375, og der muliggøres en bygningshøjde på op til 34 meter. Den anden (C2) fastholder den eksisterede rammes bestemmelser for den resterende del af det oprindelige rammeområde.
Borgerinddragelse
Forvaltningerne afholdt i forbindelse med den politiske behandling af startredegørelsen et orienteringsmøde for naboerne til lokalplanområdet og andre interesserede, hvor der blandt andet blev udtrykt bekymring for højder på bygningerne, skyggegener og den forventede øget trafikmængde i naboområdet. Mødet blev afholdt i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg og bygherre. Herudover har Teknik- og Miljøforvaltningen afholdt dialogmøde med Østerbro Lokaludvalg og bygherre om projektet.
Miljøvurdering
Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Projektet forventes at medføre kommunale skatteindtægter på ca. 3 mio. kr. årligt (2012 priser), og bygherre forventer at projektet skaber omkring 600 arbejdspladser.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt planforslagene, sender Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen dem i høring i otte uger. Der vil i høringsperioden blive afholdt et borgermøde i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2019.
Peter Stensgaard Mørch Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan ”Vibenshus Runddel Vest” (bilag 2) med henblik på offentliggørelse i otte uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, - at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2) med henblik på offentliggørelse og udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2019
Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at gå i dialog med bygherre og naboer, herunder A/B Jagtvej og A/B Vibenshus, om at udforme et mindre massivt projekt, der passer bedre ind i det eksisterende byggeri.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med tre stemmer mod seks. Ingen undlod at stemme.
For stemte: F, Ø og Å.
Imod stemte: A, B, C og O.
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
”At Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder lokalplan for Vibenshus Runddel og stiller krav om 25% almene boliger, da de skoledistrikter, der grænser op til projektområdet har en lav andel af almene boliger mellem 13-20 %.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med fire stemmer mod fem. Ingen undlod at stemme.
For stemte: F, Ø og Å.
Imod stemte: A, B, C og O.
Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3) om, at der til indstillingens 1. at-punkt tilføjes:
”At p-normen fastsættes til 1:200 grundet stationsnærhed.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod: C.
Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med syv stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, O og Å.
Imod stemte: F og Ø.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ser frem til høringsprocessen, hvor bebyggelsesprocent og højde på byggeriet skal afklares.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 17: Forslag til lokalplan "Vibenshus Runddel Vest" med kommuneplantillæg, Østerbro (2019-0004826)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2019
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. april 2019:
”Partierne ser frem til høringsprocessen, hvor bebyggelsesprocent og højde på byggeriet skal afklares.”