Endelig vedtagelse af lokalplan Kampsportens Hus, Bispebjerg
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Kampsportens Hus. Planforslaget muliggør opførsel af offentlige funktioner på Skodagrunden beliggende på Frederikssundsvej/Lygten.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende lokalplan Kampsportens Hus med ændringer, som foreslået i afsnittet Løsning.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Der er med Budget 2018 (Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) afsat midler til at opføre et nyt sportsanlæg, der skal rumme kampsportsforeninger fra Nørrebro og Bispebjerg, kaldet Kampsportens Hus. Lokalplanforslaget blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 17. december 2018, og har været i høring i perioden den 8. januar til 5. marts 2019. Forvaltningen har modtaget 22 henvendelser. Høringssvarene har givet anledning til ændringsforslag, som beskrevet under afsnittet Løsning.
Løsning
Lokalplanforslaget muliggør nybyggeri med et etageareal på i alt ca. 2.600 m² til offentlige funktioner. Området fastsættes med en bebyggelsesprocent på 85 og en friarealprocent på 60, mens nybyggeriet bliver mellem 5,5-16 meter højt og friarealer, der indrettes med beplantning.
Høring
De 22 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 19. februar 2019, hvor ca. 50 borgere deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 6). Lokaludvalgenes og borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor:
Bispebjerg Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 13):
1. Bispebjerg Lokaludvalg roser projektet som æstetisk og visionært flot, men er bekymrede for at placeringen af friarealer bag det nye byggeri, vil give risiko for lyssky aktiviteter. Det foreslås at give mulighed for indhegning af friarealerne og aflukning i aften- og nattetimer.
2. Det er problematisk, at indkørsel placeres tæt på eksisterende boliger, og der stilles spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at etablere parkeringskælder. Udkørsel til Lygten er problematisk på grund af den store trafikmængde på vejen.
Nørrebro Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 15):
3. Nørrebro Lokaludvalg bemærker, at det er et længe ventet ønske, som nu opfyldes, men at indkørsel til området vil skabe store gener for beboerne nord for området, og at der skal fjernes flere store træer for at anlægge denne.
4. Det nævnes, at mange brugere vil komme til huset på cykel, at der skal skabes så mange cykelparkeringspladser som muligt, samt at der også bør være cykelparkering i kælderen.
Forvaltningens bemærkninger:
Lokaludvalgenes synspunkter er delvist sammenfaldende med mange af borgernes henvendelser, og hvor det er tilfældet, kommenterer forvaltningen derfor nedenfor:
- Med ændret brug og nyindretning af friarealerne vurderer forvaltningen, at der vil ske en væsentlig positiv ændring i forhold til uønsket brug af arealet. Det anbefales ikke at muliggøre, at området kan indhegnes, da det skal virke indbydende, også for andre end husets brugere. Lokalplanen kan i øvrigt ikke stille krav til lukketider.
- Der er foretaget en konkret vurdering af parkeringsbehovet, der viser behov for parkeringspladser tilknyttet byggeriet (bilag 8). Disse indplaceres i kælder. Der forventes relativt lidt trafik på indkørslen med ca. 150-200 daglige brugere. På grund af den relativt store støjbelastning fra Lygten og Frederikssundsvej vurderes det ikke, at trafikken på indkørslen vil føre til øget mængde trafikstøj. At sløjfe parkeringskælderen vurderes derfor ikke at gøre en mærkbar forskel vedr. støj. Forvaltningen vurderer, at der vil være relativt gode oversigtsforhold, hvorfor løsningen vurderes trafiksikkerhedsmæssigt tilfredsstillende.
- Ingen af træerne indenfor lokalplanområdet opfylder betingelserne for at blive udpeget som bevaringsværdige (bilag 9). Tre store træer på naboejendommen er ikke en del af lokalplanområdet, og berøres ikke af planen. 22 træer, der ikke opfylder kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige, er forudsat fældet og erstattet med nyplantning af 22 træer indenfor lokalplanområdet. Beboere nord for lokalplanområdet benytter i dag en del af kommunens ejendom som del af deres friareal. Når dette i stedet bliver til færdselsareal, vil de helt nære friarealer for disse beboere forringes, men det vurderes, at friarealerne for området samlet set vil blive bedre ved gennemførsel af projektet. Der kan kun forventes mindre støjgener ved afsætning af brugerne samt fra renovationskørsel og varelevering.
- Antallet af cykelparkeringspladser er fastsat efter en konkret vurdering af behovet i forhold til den fremtidige brug. Der er fastsat en relativt høj norm på 4,5 cykelparkeringspladser pr. 100 m² på grund af forventningen om, at forholdsvist mange brugere vil benytte cykel (bilag 8). Cykelparkering placeres bedst ved naturlige ankomstruter, hvorfor det ikke anbefales at placere disse i kælderen.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser er:
- Byggeriet er for højt, og Lyngsies Plads vil ikke fungere som offentlig plads på grund af skygge.
- Indkørsel bør placeres med adgang fra Frederikssundsvej, eller at parkering, afsætning, afhentning af renovation etc. skal foregå i kælder med rampe direkte fra Lygten.
- Der har ikke været tilstrækkelig dialog i forbindelse med projektet, og planlægningen bør udskydes, og projektet tegnes om.
Forvaltningens bemærkninger:
- Byggeriet vil skygge på dele af Lyngsies Plads i en del af aftentimerne, men det vurderes, at Lyngsies Plads fortsat vil kunne fungere som offentlig plads. Højden af byggeriet er fastsat for at skabe sammenhæng med højden på nabobygning, sikre gode lysforhold i boligerne mod vest, og sikre gode friarealer, samtidig med at den ønskede funktion kan rummes.
- Forvaltningen har vurderet det uhensigtsmæssigt at placere indkørsel fra Frederikssundsvej med stor cykeltrafik, dårlige oversigtsforhold, og forhold vedrørende en eventuel fremtidig letbane på vejen. Det vurderes som en tryghedsmæssig dårlig løsning at etablere en kælder, der kan rumme parkering, afsætningspladser, afhentning af renovation samt varelevering, da der vil skulle være fri døgnadgang.
- Forvaltningen bemærker, at det har været forvaltningens ønske at indgå i dialog med naboer om projektet. Der har blandt andet været indkaldt til tre workshops samt borgermøde om lokalplanen. Forvaltningen anbefaler ikke, at planlægningen skal gå om, eller at der skal udarbejdes nyt projekt.
Bygherres høringssvar
Bygherre har anmodet om mulighed for at udvide indkørslen ved afsætningspladserne med ca. 15 m², da det muliggjorte vendeareal er meget snævert. Det vil kunne sikre, at det planlagte grønne areal ikke påkøres og får en dårlig stand. Herudover ønsker bygherre at indrette areal i områdets syd-vestlige hjørne med beplantning og samtidig udvide kantzonen med trædæk til 3 meter, så det virker mere inviterende. Derudover ønsker bygherre mulighed for at anvende beton som belægning ved overdækkede cykelparkeringspladser.
Forvaltningens bemærkninger:
Færdselsarealer foreslås udvidet af brugshensyn, så der ikke planlægges for en smal grøn kant, der alligevel risikeres at blive påkørt og derved alligevel ikke kan fremstå grønt. For at beplantede arealer ikke formindskes foreslås, at andelen af areal, der skal beplantes i grønne arealer, hæves fra 50 % til 65 %. Forvaltningen vurderer det som positive ændringer at udvide bredden på indgang og etablere yderligere grønne. Forvaltningen ser ikke grundlag for, at det er nødvendigt at muliggøre belægning i beton, da der allerede i lokalplanen er mulighed for at belægge arealet med natursten og grus.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen og forvaltningens gennemgang heraf har givet anledning til, at forvaltningen foreslår ændringer af en række bestemmelser (se bilag 7 for præcis ordlyd):
- Færdselsareal foreslås udvidet mod transformerstationen for at sikre manøvremuligheder for trafik. For at styrke andelen af beplantede arealer foreslås, at andelen af beplantet areal i område udpeget til ”grønne arealer” hæves fra 50 % til 65 %.
- Der gives mulighed for at beplante areal i det sydvestlige hjørne af lokalplanområdet ved at dette omfattes af de ”grønne arealer”. Samtidig foreslås det at udvide kantzone a, der består af trædæk ud for bygningen, fra 2 til 3 meter øst for bygningen.
- Den maksimale højde af muliggjort hæk fjernes, så højden kan fastsættes i dialog med naboer til området.
- Da bestemmelse om afvigelse af størrelse på friarealer i helt særlige tilfælde, i forbindelse med klage over anden lokalplan, er blevet kendt ugyldig i Planklagenævnet, fjernes denne.
- At det præciseres, at der må afledes vand, så der står 10 cm. i skel, i overensstemmelse med kommunens retningslinjer for klimatilpasning.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Michel Schilling / Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Kampsportens Hus med ændringer, som foreslået i afsnittet Løsning.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 13. maj 2019
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Dagsordenspunkt 22: Endelig vedtagelse af lokalplan Kampsportens Hus, Bispebjerg (2019-0085945)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.