Håndtering af vedligeholdelsesefterslæb i Kødbyen
Økonomiforvaltningen forelægger med denne indstilling budgetforslag til Økonomiudvalgets godkendelse angående genopretning af Kødbyen til budgetforhandlingerne for Budget 2022. I budgetforslaget forslås det, at der afsættes midler til at påbegynde en genopretning af Kødbyen. Økonomiudvalget orienteres desuden om den videre proces med at udarbejde en model for en langsigtet håndtering af vedligeholdelsesefterslæbet i Kødbyen. Modellen for langsigtet håndtering forventes forelagt Økonomiudvalget primo 2022.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat til budgetforhandlingerne for Budget 2022 om påbegyndelse af genopretning og vedligeholdelse af Kødbyen som nærmere beskrevet i Løsning.
Problemstilling
I Budget 2021 blev der vedtaget følgende hensigtserklæring:
”Kødbyen har et akkumuleret vedligeholdelsesefterslæb på 1,3 mia. kr. Parterne er enige om, at Økonomiforvaltningen skal udarbejde modeller for håndtering af Kødbyens vedligeholdelsesefterslæb og i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen sikre, at modellerne udarbejdes i respekt for de kulturelle destinationer, som Kødbyen har i dag. Forslag til modeller forelægges Økonomiudvalget forud for forhandlingerne om Overførselssagen 2020-2021.”
I Overførselssagen 2020-2021 blev der orienteret om status på arbejdet med hensigtserklæringen, og at der blev arbejdet videre med:
- Modellerne om kommunalt ejerskab og helt eller delvist salg.
- At der i det videre arbejde lægges vægt på, at der findes en model, der tager hensyn til Kødbyens betydning for kreativ vækst, turisme og kultur- og erhvervsområdet.
- At Københavns Ejendomme og Indkøb vender tilbage til budgetforhandlingerne for Budget 2022 med forslag om, at indtægtskravet i Kødbyen anvendes på vedligeholdelse i Kødbyen, forslag til en flerårig vedligeholdelsesplan samt konkrete initiativer til på kort sigt at nedbringe efterslæbet.
Kødbyen er i dag et markant byområde i Københavns byliv. Området har udviklet sig til en destination, der med gastronomi, kultur og oplevelser tiltrækker turister og københavnere. I en analyse udarbejdet af Iris Group i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen konkluderes det bl.a., ”at Kødbyen er et kreativt distrikt i byen, hvor udviklingsorienterede virksomheder, iværksættere og kunstnere samarbejder om at udvikle og realisere nye ideer”. Se bilag 1 og 2.
Rambøll har vurderet vedligeholdelsesefterslæbet i Kødbyen til mellem 1,0 – 1,6 mia. kr., jf. bilag 3. Efterslæbet vurderes at udvikle sig med 4-8 % om året (ekspotentielt stigende), hvis ikke det håndteres løbende og der påbegyndes en genopretning.
Hvis ikke vedligeholdelsesefterslæbet bremses op, og der påbegyndes en basal genopretning af klimaskærm, kloakker, tunneller, tekniske installationer m.v. vil det på sigt ikke være muligt at bruge bygningerne til de aktiviteter, de er tiltænkt, da vand- og varmeforsyninger ikke kan opretholdes og med risiko for at bygninger bryder sammen og må lukkes af.
Kødbyens fortsatte udvikling vil ved en fortsat opbygning af et vedholdelsesefterslæb, inden for en 5-10 årig periode stagnere, og Kødbyen vil udlejningsmæssigt blive mindre attraktiv med deraf følgende tomme lejemål og bygninger og faldende lejeindtægter.
Løsning
På kort sigt
Der påbegyndes en genopretning af Kødbyen med henblik på at få bremset det accelererende efterslæb ved:
- At Kødbyens indtægtskrav på 32,1 mio. kr. årligt indtil videre bortfalder. Servicemidlerne øremærkes til investering i genopretning i Kødbyen med virkning fra 1. januar 2022.
- At der i Budget 2023 afsættes anlægsmidler til genopretningsarbejder, som baseres på den vedligeholdelsesplan Rambøll er ved at udarbejde og opgaverne prioriteres ud fra sikkerhed, lovlighed og nedbringelse af det accelererende forfald.
Servicemidler vil blive brugt på de projekter som vedligeholdelsesplanen udpeger som de mest trængende.
Derudover er der allerede planlagt og finansieret omfattende renoveringsarbejder, der skal igangsættes i 2022, hvis der kan afsættes måltal hertil. Disse omfatter:
- Sikkerhed/vedligehold
- Kokkegården; Renovering af kloak og fundament
- Øge udlejning i Kødbyen (Kreativ storby)
- Brandsikring lejemål
- Lovliggørelsesprojektet.
På denne måde kan KEID håndtere de mest presserende vedligeholdelses- og genopretningsopgaver frem til en eventuelt politisk beslutning om en langsigtet genopretningsplan til Budget 2023
Med kommunalt ejerskab af Kødbyen, er det nødvendigt at komme i gang med at nedbringe det accelererende vedligeholdelsesefterslæb. Det gør sig ligeledes gældende, hvis der på et senere tidspunkt bliver truffet beslutning om helt eller delvist salg. En evt. salgsproces vil vare minimum 2-3 år. Træffes der på et senere tidspunkt beslutning om salg, vil de midler som anvendes på genopretning have en positiv effekt i forhold til salgsværdien af Kødbyen.
På længere sigt
Rambøll afleverer i efteråret 2021 en opdateret tilstandsvurdering samt en plan for genopretning og vedligeholdelse af Kødbyen, som sikrer opretholdelse af de nuværende funktioner, så bygninger og lejemål i fremtiden kan anvendes til de ønskede formål, og dermed sikre den fortsatte positive udvikling af Kødbyen.
På baggrund af den nye tilstandsvurdering og en plan for genopretning og vedligeholdelse udarbejder Økonomiforvaltningen forslag til en langsigtet genopretnings-/vedligeholdelsesstrategi og en finansieringsplan for nedbringelse af vedligeholdelsesefterslæbet i Kødbyen, som forventes forelagt Økonomiudvalget i en indstilling primo 2022.
En genopretnings-/vedligeholdelsesstrategi kan danne grundlag for at søge om midler til konkrete genopretningsprojekter ved Overførselssagen 2021-2022. En langsigtet finansieringsplan kan fremlægges til Budget 2023.
Der tages med denne indstilling ikke stilling til fortsat kommunalt ejerskab eller helt/delvist salg. Økonomiudvalget forelægges en separat indstilling herom, som forventes forelagt primo 2022.
Økonomi
Selve indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
I bilag 3 har Københavns Ejendomme og Indkøb opstillet et scenarie for afvikling af efterslæbet over hhv. 10 og 25 år i forhold til Rambølls nuværende høje og lave skøn. Af bilaget fremgår et estimat for behovet for tilførsel af nye service- og anlægsmidler samt midler fra eksisterende budgetter.
I forbindelse med indstillingen til Økonomiudvalget primo 2022 udarbejdes der et opdateret finansieringsscenarie på baggrund af de nye opdaterede tilstandsvurderinger og genopretnings-/vedligeholdelsesplanen.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, udarbejder Økonomiforvaltningen et budgetnotat til budforhandlingerne for Budget 2022. Økonomiforvaltningen arbejder desuden videre med forslag til en vedligeholdelsesstrategi og en finansieringsplan, som forventes forelagt Økonomiudvalget primo 2022.
Kultur- og Fritidsforvaltningen inddrager Kultur- og Fritidsudvalget i en drøftelse om Kødbyens fremtid og betydning i forhold til kreative erhverv, turisme, kultur- og erhvervsområdet.
Beslutning
Dagsordenspunkt 10: Håndtering af vedligeholdelsesefterslæb i Kødbyen (2021-0163673)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2021
Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning for indstillingen:
”At Økonomiforvaltningen skal forberede en indstilling, hvor den fredede Hvide og Brune Kødby sælges, så de fredede bygninger kan bringes op på et forsvarligt vedligeholdelsesniveau, og så det ikke er skatteyderne, der skal betale for vedligeholdelsen, når arealerne bruges til kommercielle aktiviteter.”
Det af Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 2 stemmer mod 8. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V og C,
Imod stemte: A, Ø, Å og F.
Undlod at stemme: B og O.
Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.