Mødedato: 23.11.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Drøftelse af revision af Københavns Kommunes lønbånd

Se alle bilag
Økonomiudvalget havde den 25. maj 2021 en temadrøftelse omkring lønniveauer i Københavns Kommune. Økonomiudvalget skal drøfte og tage stilling til, om Økonomiforvaltningen skal forelægge et forslag til revision af Københavns Kommunes nuværende lønbånd.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget drøfter rammer for aflønning af ledere i lønbånd 3 og tager stilling til, om Økonomiforvaltningen skal forelægge et konkret forslag til justering for Økonomiudvalget.

Problemstilling

Lønbånd for chefstillinger under direktionsniveau og specialiststillinger i Københavns Kommune er fastsat i cirkulære nr. 10 af 29. september 2015.

Lønbåndene indebærer, at den enkelte forvaltning uden forelæggelse for Økonomiudvalget kan aflønne chefer i lønbånd 2 svarende til maksimalt 910.746 kr. årligt samt aftale resultatløn/engangshonorering op til 89.288 kr. årligt (beløb i aktuelt niveau ekskl. pension).

Såfremt en forvaltning ønsker, at en stilling oprettes som en lønbånd 3 stilling, skal dette forelægges Økonomiudvalget. Inden for lønbånd 3 kan der aftales en løn op til 1.044.679 kr. årligt samt aftales resultatløn/engangshonorering op til 89.288 kr. årligt. Stillinger godkendt til aflønning i lønbånd 3 skal ikke forelægges Økonomiudvalget ved genbesættelse.

Ønskes en chefstilling aflønnet højere end lønbånd 3 svarende til 1.044.679 kr. årligt, skal det forelægges for Økonomiudvalget, også selv om der er tale om genbesættelse på samme lønniveau.

Ændret organisering i flere forvaltninger har over tid medført en ændret ledelsesstruktur. Det har betydet, at ledelsestyngden og ledelseskompleksiteten for en række chefstillinger under direktionsniveau er steget betydeligt, siden lønbåndene trådte i kraft.

Lønniveauet for det øverste cheflag under direktionsniveau i Københavns Kommune sammenholdt med udvalgte topchefstillinger i staten, kommuner og Region Hovedstaden blev præsenteret og drøftet på Økonomiudvalgets temamøde den 25. maj 2021.

Løsning

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget drøfter, om Økonomiforvaltningen skal udarbejde et konkret oplæg, der kan give forvaltningerne øget råderum til at aflønne et begrænset antal chefer i lønbånd 3.

Der kan umiddelbart skitseres to tilgange til et øget råderum for forvaltningerne:

  • De nuværende lønbånd kan justeres efter en model, hvor den enkelte forvaltning får mulighed for at aflønne et mindre antal chefer i lønbånd 3 uden forelæggelse for Økonomiudvalget.

Der kan i den forbindelse fastsættes en række krav til ledelsestyngde og -kompleksitet, som de konkrete stillinger skal leve op til.

Modellen vil give forvaltningerne større fleksibilitet i forhold til organisationsomlægninger, stillingsændringer og særlige rekrutteringsudfordringer, idet forvaltningerne kan aflønne et begrænset antal chefer i lønbånd 3, uden at det skal forelægges Økonomiudvalget.

  • Økonomiforvaltningen kan igangsætte en konkret afdækning af forvaltningernes aktuelle behov for aflønning af chefstillinger i lønbånd 3. På baggrund af afdækningen forelægges Økonomiudvalget herefter samlet en række konkrete stillinger til godkendelse til aflønning i lønbånd 3.

Modellen vil kunne afhjælpe de konkrete udfordringer, som forvaltningerne aktuelt måtte have. På sigt vil den nuværende styringsmodel fsva. lønbånd være uændret.

Økonomi

Udgiften ved en revision af lønbånd afholdes inden for de enkelte udvalgs budgetter.

Videre proces

Økonomiforvaltningen kan på baggrund af drøftelsen, og såfremt der er et ønske herom, konkretisere et forslag til mere fleksible rammer for aflønning af ledere i lønbånd 3 til beslutning på Økonomiudvalgsmødet den 7. december 2021.

Søren Hartmann Hede              /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenpunkt 12: Drøftelse af revision af Københavns Kommunes lønbånd (2021-0348055)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. november 2021

Indstillingen blev drøftet.

Enhedslisten, Alternativet og SF afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten, Alternativet og SF mener ikke, at lønspændet mellem køkkenmedarbejderen og kommunens chefer skal øges og mener derfor at man skal fortsætte uændret med den nuværende model.”

Til top