Opfølgning på medlemsforslag vedr. ansættelsesvilkår for direktører
Borgerrepræsentationen besluttede den 1. februar 2024 at henvise et medlemsforslag (bilag 1) til behandling i Økonomiudvalget. I henhold til medlemsforslaget har Økonomiforvaltningen undersøgt omfanget af kontraktansatte chefer samt afdækket muligheden for fremover at ændre ansættelsesvilkår for direktører til mindre favorable aftaler ifm. fratrædelser. Økonomiudvalget forelægges redegørelsen til efterretning.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at tage nærværende redegørelse vedrørende medlemsforslag fra Dansk Folkeparti om fratrædelsesgodtgørelse til direktører til efterretning,
- at det godkendes, at medlemsforslaget fra Dansk Folkeparti om fratrædelsesgodtgørelse til direktører, jf. bilag 1, hermed er håndteret.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen (BR) behandlede den 1. februar 2024 et medlemsforslag fra Dansk Folkeparti (jf. bilag 1) og besluttede at henvise medlemsforslaget til udvalgsbehandling i Økonomiudvalget (ØU).
I henhold til medlemsforslaget skulle Københavns Kommune (KK) afsøge omfanget af kontraktansatte chefer, som er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, herunder mulighederne for fremover at ændre ansættelsesvilkårene til mindre favorable aftaler ifm. fratrædelser.
Løsning
I KK er direktører (de administrerende direktører, øvrige medlemmer af forvaltningernes direktioner samt tre koncerndirektører) ansat efter ”Rammeaftale om kontraktansættelse” indgået mellem KL og visse faglige organisationer. Herudover er skoledere som udgangspunkt også ansat efter Rammeaftale om kontraktansættelse.
I KK er der således i alt 86 ”kontraktansatte chefer”: 21 direktører i de syv forvaltninger, tre koncerndirektører samt 62 skoleledere.
ØU besluttede den 1. marts 2011, at ansættelse af administrerende direktører, andre medlemmer af forvaltningsdirektioner og øvrige direktører i KK fremover som udgangspunkt skulle ske på kontraktvilkår. Før denne beslutning var direktører som hovedregel ansat på åremålsvilkår.
ØU’s beslutning beroede på en vurdering af kontraktvilkår som værende mere økonomisk hensigtsmæssige for KK end åremålsvilkår, bl.a. i afskedigelsessituationer. Samtidig blev kontraktvilkår vurderet som konkurrencedygtige i rekrutteringssituationer, hvilket fortsat ville give mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Skoleledere og ungdomsskolechefer skal i henhold til deres overenskomst ansættes på enten tjenestemands-, åremåls- eller kontraktvilkår. ØU besluttede den 24. september 2013, at udgangspunktet ved ansættelse af skoleledere skulle være på kontraktvilkår.
Som følge af store krav til omstilling og udvikling i den offentlige sektor har KK gennem en længere årrække udfaset tjenestemandsansættelse, da det ikke længere er en velegnet ansættelsesform. Derfor anvendes overenskomstvilkår i stedet for tjenestemandsvilkår som udgangspunkt ved nyansættelser.
Vurdering af muligheder ved ændring af vilkår
KK har som medlem af KL forpligtet sig til at følge de overenskomster og aftaler, som KL på vegne af kommunerne indgår med de forhandlingsberettigede faglige organisationer. En lang række vilkår vedr. både ansættelse og afskedigelse af direktører er fastlagt i de centrale aftaler og kan derfor ikke fraviges lokalt.
Ved de to seneste overenskomstforhandlinger har KL uden held forsøgt at aftale mindre favorable fratrædelsesvilkår for chefer med de relevante faglige organisationer, herunder fx at reducere fratrædelsesgodtgørelse ved kontraktansættelse og det længere opsigelsesvarsel på op til 12 måneders varsel ved ansættelse på overenskomstvilkår.
Af bilag 2 fremgår en skematisk oversigt over fratrædelsesvilkår i de mulige ansættelsesformer:
- Ansættelse på kontraktvilkår.
- Ansættelse på overenskomstvilkår iht. cheflønsaftale.
- Ansættelse på åremålsvilkår.
- Ansættelse på tjenestemandsvilkår
Det bemærkes, at skoleledere ikke kan ansættes efter ”overenskomstvilkår iht. cheflønsaftale”.
Ved ansættelser på kontraktvilkår er der mulighed for at aftale et forlænget opsigelsesvarsel på op til 12 måneder, hvilket mange kommuner gør brug af. Denne mulighed anvendes ikke i KK, hvor vilkårene således svarer til minimumsniveauet inden for ”ansættelse på kontraktvilkår”.
KK kan vælge at gå tilbage til ansættelse på åremålsvilkår eller ansættelse på tjenestemandsvilkår. Begge ansættelsesformer vurderes at ville indebære en forbedring af vilkår i forbindelse med opsigelse og berøres derfor ikke nærmere i denne sag.
Af historiske årsager har Københavns og Frederiksberg kommuner som de eneste kommuner i landet mulighed for at ansætte direktører (ikke skoleledere) på overenskomstvilkår i henhold til Protokollat om ansættelse af administrative chefer (”cheflønsaftalen”).
Landets øvrige kommuner har ikke denne mulighed. I landets øvrige kommuner skal direktører således ansættes på enten kontrakts-, åremåls- eller tjenestemandsvilkår. Ifølge KL ansætter langt hovedparten af kommunerne direktører og forvaltningschefer på kontraktvilkår.
Frederiksberg Kommune anvender ikke muligheden for at ansætte efter overenskomstvilkår ved ansættelse af direktører. Hvis KK beslutter fremadrettet at ændre ansættelsesvilkår for direktører til overenskomstvilkår, vil KK dermed være alene om at gøre brug af denne mulighed.
En ændring fra kontraktvilkår til overenskomstvilkår for direktører i KK vil medføre mindre gunstige fratrædelsesvilkår for direktører særligt ved uønsket fratrædelse i starten af en ansættelse:
- Ved fratrædelse under 6 måneders ansættelse er der en forskel på 10 måneders løn.
- Ved fratrædelse fra 6 til under 12 måneders ansættelse er der en forskel på 12 måneders løn.
- Ved længerevarende ansættelse (over 12 måneder) er der i praksis ikke den store forskel på fratrædelsesvilkår ved hhv. kontraktansættelse og ansættelse efter overenskomstvilkår (1-3 måneder afhængig af den konkrete situation).
En ændring fra kontraktvilkår til overenskomstvilkår vil imidlertid samtidig betyde, at løn- og pensionsvilkår for kredsen af direktører fremadrettet vil blive reduceret med kontrakttillægget, der udgør 15-20 pct. af den samlede løn. KK vil ikke kunne udmønte et lignende tillæg på andre måder inden for gældende overenskomster.
KL og de faglige organisationer har for de øverste direktører i kommunerne fastlagt lønrelationen efter det ledelsesansvar, der er i forhold til blandt andet kommunestørrelse. Hvis KK som den eneste kommune ændrer direktørers vilkår til overenskomstvilkår, vil denne lønrelation blive væsentligt forrykket. Administrerende direktører i KK vil lønmæssigt ligge væsentligt under lønniveauet for kommunaldirektører i KK’s omegnskommuner, ligesom forvaltningsdirektører, der i dag ligger på niveau med fagdirektører i omegnskommunerne, vil komme til at ligge markant under sammenlignelige stillinger i andre kommuner.
KK vil således som den eneste kommune i landet foretage en markant reduktion i lønniveauet ved fremtidige rekrutteringer. Dette vurderes at medføre en væsentlig forringelse af KK’s muligheder for at kunne rekruttere kvalificerede direktører i konkurrence med andre offentlige arbejdsgivere, da det grundlæggende vil ændre lønrelationerne i forhold til andre offentlige arbejdsgivere (stat, kommuner og regioner).
Det er derfor samlet set ØKF’s anbefaling, at KK også fremadrettet ansætter direktører på kontraktvilkår.
Det bemærkes, at langt hovedparten af sammenlignelige direktører på statens område er ansat på åremålsvilkår, hvilket blandt andet har betydning for aflønning i stillingen, da der udbetales et åremålstillæg oveni den øvrige løn.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis ØU ønsker en yderligere uddybning af forskellige konkrete alternativer, vil der blive forelagt en ny sag for ØU.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen