Mødedato: 19.02.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Birketinget 6 m.fl

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen besluttede den 11. oktober 2018 på anbefaling fra Økonomiudvalget at sende 'Forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 for Birketinget 6 m.fl.' i høring og på baggrund heraf, skal der nu tages endeligt stilling til sagen. Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Birketinget 6 m.fl.

Kommuneplantillægget ændrer kommuneplanrammen for området fra en ramme til serviceerhverv (S2) til en ramme til boliger og serviceerhverv (C2) for at give mulighed for ombygning af en eksisterende erhvervsejendom til 300 ungdomsboliger.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 ”Birketinget 6 m.fl.” med ændringer som beskrevet i afsnittet løsning.

Problemstilling

BaseCamp ønsker at istandsætte bygningskomplekset Birketinget 6 på Amager (den tidligere biblioteksskole), for at indrette cirka 10.500 etagemeter ungdomsboliger, svarende til omkring 300 værelser med tilhørende faciliteter. Projektet medfører, at boligandelen for rammen overskrider det tilladte i en S-ramme og udløser derfor et tillæg til Kommuneplan 2015.

Løsning

Kommuneplantillægget har været i høring fra den 29. oktober til den 24. december 2018. I forbindelse med høringen er der indkommet to høringssvar fra henholdsvis HOFOR og Amager Vest Lokaludvalg.

Høringssvarene giver ikke anledning til ændring af kommuneplantillægget.

Udover høringssvarene har Erhvervsstyrelsen rettet henvendelse (Bilag 3) med henblik på at få redegjort for, om kommuneplantillægget vil begrænse drifts- og udviklingsmuligheder for Sundholm Varmecentral.

På baggrund af henvendelse fra Erhvervsstyrelsen har forvaltningen udarbejdet en redegørelse for, at kommuneplantillægget ikke vil begrænse drifts- og udviklingsmuligheder for Sundholm Varmecentral. Erhvervsstyrelsen finder redegørelsen fyldestgørende, og har ikke yderligere bemærkninger.

Efter aftale med Erhvervsstyrelsen indføres følgende i redegørelsen for kommuneplantillægget:

”I forbindelse med behandling af forslag til kommuneplantillæg er risiko for miljøkonflikt med Sundholm Varmecentral belyst i en redegørelse på opfordring fra Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen havde ingen bemærkninger til redegørelsen. Økonomiforvaltningen vurderer på den baggrund, at kommuneplantillægget ikke vil begrænse drifts- og udviklingsmuligheder for Sundholm Varmecentral.”

Ændringen indføres i kommuneplantillægget efter endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen. 

 

Høring

Høringssvarene er behandlet i hvidbogen (Bilag 2) og vedlagt i fuld længde (Bilag 4). Nedenfor er høringssvar og forvaltningens bemærkninger gengivet opsummerende. 

 

Amager Vest Lokaludvalg

Lokaludvalget er generelt opmærksom på behovet for bevarelse af service- og erhvervsområder i bydelen generelt og mener derfor, at 25% til erhverv skal fastholdes i rammen.

 

Forvaltningens bemærkninger

Den foreslåede C2-ramme sikrer, at der fortsat opretholdes mindst 25 % til erhverv.

Økonomiforvaltningen har generelt fokus på, at sikre erhvervsmuligheder bredt i København, herunder Amager Vest. Dette skal sikre muligheder for vækst og udvikling og samtidig danne grundlag for en levende by.

Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer af kommuneplantillægget.

 

HOFOR

HOFOR har ikke bemærkninger til den foreslåede rammeændring.

HOFOR vil dog for en god ordens skyld oplyse om tilstedeværelsen af en vandtransmissionsledning gennem området.

 

Forvaltningens bemærkninger

Økonomiforvaltningen tager HOFORs høringssvar til efterretning idet det bemærkes, at kommuneplantillægget ikke regulerer den præcise beliggenhed af byggeri inden for rammen.

Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer af kommuneplantillægget.

 

Økonomi

 

Kommuneplantillægget vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser for kommunen.

Økonomiforvaltningen skønner, at der genereres en årlig skattemerindtægt på ca. 3,0 mio. kr. årligt i kommuneplantillæggets område.

 

Videre proces

 

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender kommuneplantillægget, bekendtgør Økonomiforvaltningen dette i henhold til reglerne i Planloven.

 

Peter Stensgaard Mørch               /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Birketinget 6 m.fl (2019-0008475)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Å, B, F, V, C og O.

Imod stemte: Ø.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten stemmer imod kommuneplanstillægget, fordi vi ønsker at bruge kommunens lokalplanret til at stille kravet om 25% almene boliger.”

Til top