Mødedato: 08.05.2007, kl. 15:15

Revision af tidsrækkefølgen i Kommuneplan 2005

Se alle bilag

Revision af tidsrækkefølgen i Kommuneplan 2005

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 8. maj 2007

 

 

 

J.nr.             ØU 148/2007

 

 

7.                   Revision af tidsrækkefølgen i Kommuneplan 2005

 

 

 

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg om tidsrækkefølge for byudvikling, som der skal tages stilling til.

 

 

 Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.  at 6 nye områder indplaceres i kommuneplanens rækkefølgeplan til udvikling i 1. del af planperioden tiltrædes

2.  at principperne for prioriteringen af rækkefølgen for byudvikling suppleres med et ønske om differentieret boligudbud, og om, at udviklingen bør fremme tætte bykvarterer med et levende og alsidigt byliv tiltrædes

3.  at forslag til tillæg til Kommuneplan 2005 vedtages til offentliggørelses

4.  at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

5.  at den foreslåede dialogstrategi i form af annoncering i samt­lige lokalaviser og dagblade i København samt fremlæggelse af forslaget i Københavns Borgerservicecentre og på samtlige biblio­teker i kommunen samt etablering af en hjemmeside vedtages.

 

 

Problemstilling

Der bliver flere københavnere i de kommende år. Befolkningstallet forventes at stige med ca. 37.000 frem til 2020. Der bliver således brug for flere boliger for unge, familier og ældre. Skal København forblive en blandet by med boliger for alle har kommunen en særlig stor udfordring i at sikre nye billige boliger for familier med almindelige indkomster. Flere aktuelle analyser dokumenterer således, at Køben­havn mangler boliger, som velfærdssamfundets kernemedarbejdere, fx sygeplejerske og skolelærere, har råd til at betale. Dette understreges af, at op mod 30 procent af de kommunalt ansatte ventes at gå på pension i de kommende år, og der er således behov for boliger til de mange nye medarbejdere, som skal rekrutteres. I dag forlader et stigende antal familier byen, bl.a. fordi de ikke har råd til at blive boende.

De seneste års store byggeaktivitet har været med til at presse boligpriserne op og skabe knaphed på arealer til boligbyggeri.

I forbindelse med offentliggørelsen af forslag til Kommuneplan 2005 fremkom der fra flere sider derfor forslag om at ændre kommuneplanens rækkefølge for byudvikling i forskellige dele af byen, bl.a. Sydhavnen og Østamager.

 

I hvidbogen der indgik i beslutningsgrund­laget for Borgerrepræsenta­tionens vedtagelse af Kommuneplan 2005, blev det tilkendegivet, at forvaltningen ville se nærmere på mulighe­derne for en revision.

 

D enne gennemgang har nu fundet sted. På baggrund af det aktuelle store boligbyggeri og nye store byudviklingsprojekter er det vurderet, at der er for behov for at udvide mulighederne for at planlægge og igangsætte byudvikling i første del af kom­muneplanens planperiode. Dette skal sikre et tilstrækkeligt og fleksibelt udbud af muligheder for bolig­byggeri og tilgodese aktuelle behov for byomdannelse.

 

Ved udarbejdelsen af forslag til Kommuneplan 2005 forventedes der opført 24.000 boliger i Københavns Kommune i den 12-årige planperi­ode frem til 2017. Men i løbet af 2005 pegede omfanget af i gangvæ­rende og kendte boligprojekter på et langt højere byggeri - op mod 36.000 boliger i løbet af planperioden. Aktuelle opgørelser af det fuld­førte byggeri i 2006 samt af omfanget af igangværende og tilladt boligbyg­geri understøtter denne forventning.

 

De nuværende byudviklingsområder har imidlertid en meget lille rest­rummelighed i forhold til den byg­geaktivitet der forventes i planperio­den. Derfor foreslås det at inddrage flere byudviklingsområder i første halvdel af planperioden – således at der løbende er et tilstrækkeligt udbud af lokalplanlagte byggemuligheder.

 

I Kommuneplan 2005 er nedenstående kriterier lagt til grund for, hvilke områder der prioriteres i rækkefølgeplanlægningen. Disse kriterier skal sikre, at udviklingen af nye områder sker på et miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt grundlag.

·        Udvikling af stationsnære områder og områder med stor beliggenhedsværdi bør prioriteres højt

·        Hvis udbygningen af et område kræver større infrastruktur­investeringer bør udbygningstakten være høj.

·        Udvikling af potentielle udbygningsområder uden højklasset infrastruktur bør foreløbigt udskydes.

·        Investeringer i større servicefaciliteter bør underbygges af hurtig boligudbygning.

·        Udviklingen bør prioriteres - det økonomiske råderum muliggør ikke udbygning af mange, større områder på én gang.

 

 

Løsning

På baggrund af en forudgående høring, jf. nedenfor, og efter gennem­gang af de arealer, som vurderes velegnede til boligbyggeri, anbe­fa­ler forvaltningen følgende indhold i kommu­neplantillægget:

 

Udvikling i første del af planperioden (2007-2011)

·        Kløvermarken og en del af Kløverparken på Nordøstamager inddrages som nye områder

·        Et område langs Njalsgade – øst for fortidsmindet Faste Batteri – inddrages som nyt område

·        Områder i Sydhavnen ved Frederiksholmsløbet fremrykkes

·        Dele af Grønttorvet i Valby inddrages som nyt område

·        Dele af Carlsberg på Vesterbro inddrages som nyt område

·        Amager Fælled Bykvarter i Ørestad fremrykkes

 

Udgår af tidsrækkefølgen:

·        MAN A/S´ område til motorafprøvning på Teglholmen

 

De førnævnte kriterier for prioriteringen i rækkefølgen er baseret på by­strukturelle mål, der skal sikre en miljømæssig forsvarlig byudvikling, og en økonomimodel, der estimerer de kommunal­økonomiske konsekvenser af byud­vikling i kon­krete områ­der. Kriteri­er­ne videreføres i nærværende revision og foreslås på bag­grund af Bor­gerrepræsentationens by- og boligpolitiske målsæt­ninger sup­pleret med følgende kriterier, der skal fremme en social bæredygtig udvikling:

·        Udviklingen bør tilgodese ønsket om et differentieret boligudbud

·        Udviklingen bør fremme tætte bykvarterer med et levende og alsidigt byliv

Forslaget til kommuneplantillæg med tilhørende redegørelse vedlæg­ges som bilag 1. Ændringerne i retningslinierne er vist med gul marke­ring i materialet. Det bemærkes, at det for samtlige arealer gælder, at de nuværende rammer for lokalplanlægning ikke ændres med kommu­ne­plantil­læg­get. Områderne vil efterfølgende blive omfattet af konkret plan­læg­ning, der bl.a. fastlægger den fremtidige anven­delse og bebyggelses­tæt­hed, som bl.a. vil afhænge af områdernes beliggenhed i forhold til kol­lek­tiv trafik og ønskerne om blandede bykvarterer.

Særlig hvad angår de store områder på Nordøstamager (bl.a. Klø­ver­­parken og Refshale­øen) samt på Nordhavn bemærkes, at en fuld udvik­ling af disse områder afventer en nærmere afklaring af forure­nings- og trafikforhold. En udvikling af områderne vil bl.a. forudsætte etablering af en ny vejforbindelse (havnetunnel) samt en evt. afgrening af metroen til lufthavnen med en samlet anslået pris på 15-30 mia. kr. Områderne vil indgå i den samlede plan­lægning af arealerne langs Øresundskysten, der vil blive taget op ved den næste ordinære revi­sion af kommunepla­nen - Kom­muneplan 2009.

 

 

Økonomi

I bilag 3 analyseres de forventede kommunale anlægsinvesteringer ud fra scena­rier for udbygningen i de enkelte områder, der foreslås ind­draget eller fremrykket i revisionen af rækkefølgeplanen. Der er alene medtaget in­vesteringer i nødvendig kommunal service (skoler og insti­tutioner) og infrastruktur (vejanlæg). Afledte investeringer i idræts­an­læg og kollektiv trafik m.m. vil indgå i den videre planlægning for om­rå­derne. Alle investeringer vil fremgå i forbindelse med lokal­plan­arbejdet for de enkelte områder.

 

Af skemaet sidst i nærværende afsnit fremgår bl.a., at udviklingen af arealer i eksisterende byområder (Carlsberg og Grønt­torvet) har en relativt lav kommunal investering pr. bolig, idet den eksisterende infrastruktur og kommunale service kan betjene udvik­lingen. I nye byområder kan investeringer i ny kommunal service medføre omkostninger på knap 100.000 kr. pr. bolig.

 

Samlet set kan revisionen af rækkefølgeplanen - hvis scenarierne for udvikling af områderne med ca. 7.300 boliger frem mod 2018 holder stik - medføre kommunale investeringer for 945 mio. kr. i perioden 2009-2018. Investeringerne vil blive vurderet nærmere i den videre planlægning af de enkelte områder, herunder mulighederne for ud­bygning af eksisterende skoler.

 

En fuld udbygning af de nye områder som inddrages i første del af planperioden forventes at medføre yderligere behov for investeringer i skoler og institutioner, mens det ikke skønnes nødvendigt at foretage yderligere større investeringer i infrastruktur.

 

Herunder vises et resume af invest­e­ringsanalyserne fra bilag 3.

 

Skønnede ekstra anlægsinvesteringer 2009-2018 i de nye områder (kr.)

 < /p>

Boliger

Max.

antal

Boliger

2007 -

2017

Investering -

skoler og institutioner

Service-investering

pr. bolig

Investering -

infrastruktur

(vejanlæg)**

Samlet brutto-

investering

Investerings-

periode***

Carlsberg

1.400

1.400

22 mio.

16.000

20 mio.

42 mio.

2014-2015

Grønttorvet

600

600

22 mio.

37.000

 

22 mio.

2014-2015

Faste Batteri

600

600

50 mio.

83.000

 

50 mio.

2013-2017

Indre Nordøstamager*

2.400

2.400

325 mio.

105.000

255 mio.

580 mio.

2009-2017

Amager Fælled kvarter

2.000

900

82 mio.

91.000

 

82 mio.

2013-2015

Frederiksholmsløbet

2.000

1.400

114 mio.

81.000

55 mio.

169 mio.

2012-2015

I alt

9.000

7.300

615 mio.

89.000

330 mio.

945 mio.

2009-2017

*)                          Omfatter Kløvermarken samt dele af Kløverparken. I beregningen af serviceinvestering pr. bolig er endvidere medtaget 700 boliger på

Margretheholm, dvs. investeringen er fordelt på 3.100 boliger. (lokalplan under udarbejdelse). Der forventes et provenu på mindst 400 mio. kr.

ved salg af Kløvermarken.

**) Investeringer i infrastrukturer eksklusiv kollektiv trafik.

***) Erhvervelse af byggeret til skoler og institutioner vil skulle prioriteres i budgetter forud for de angivne investeringsperioder.

 

Påvirkning af grundpriserne

Den ændrede rækkefølgeplan øger rummeligheden med knap 1,3 mio. etagemeter byggeret, svarende til en vækst på omtrent en tredjedel i den samlede rummelighed i byudviklingsområderne. Dette forventes at bidrage til en normalisering af grund- og ejendomspriser og derved øge mulig­he­derne for diversitet i boligudbuddet.

 

Vurderinger

Forslaget er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over de sager, der skal miljøvurderes. Samtlige arealer, der er omfattet af forslaget vil senere blive omfattet af detaljeret ­planlægning. I den for­bin­delse vil spørgsmål om miljøvurderinger blive særskilt taget op.

Høring

Inden forslagets udarbejdelse er efter planlovens regler herom med annoncer i dagspres­sen og i lokalaviser samt på kommunens hjemme­side gennemført en forudgående høring med indkaldelse af ideer og synspunkter til planlægningen..

 

I høringsfasen er der indkommet 12 henvendelser, som er refereret og kommenteret i det vedlagte bilag 2 "Indkomne henvendelser til den forudgående høring vedrørende revision af tidsrækkefølgen i Kom­mu­neplan 2005". (2 breve har samme afsender og er behandlet under ét)

 

Der er ikke ved forslagets udformning foretaget en formel høring af andre forvaltninger, men relevante sektorforvaltninger har medvirket ved udarbejdelsen af forslaget, bl.a. i relation til det forventede behov for og analyse af trafik- og institutionsudbygningen, jf. bilag 3 og 4.

 

 

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har behandlet forslaget, foreslås det of­fent­liggjort med annoncering i samtlige lokalaviser og dagblade i Kø­benhavn. Materialet foreslås også fremlagt i Borgerservice Centre og på samtlige biblioteker. Endelig gives mulighed for at se og kommen­tere materialet på kommunens hjemmeside. Der foreslås ikke afholdt dialogmøde på grund af forslagets meget brede karakter, hvor det er vanskeligt at definere et præcist interesseområde.

 

 

BILAG

1.      Forslag til tillæg til Kommuneplan 2005 med retningslinier og redegørelse

2.      Vurdering af de indkomne henvendelser i forbindelse med den forudgående høring

3.      Økonomiberegninger for de kommunale investeringer ved en udvikling af områderne

4.      Beskrivelse af de trafikale konsekvenser af forslaget

 

Bilag fremlagt til eftersyn i Borgerrepræsentationens Sekretariat:

De indkomne henvendelser i forbindelse med den forudgående høring

 

        

         Claus Juhl

                                                         /Henrik Plougmann Olsen

 

 

Til top