Legat til studerende

Er du studerende, har boet i Københavns Kommune uafbrudt de seneste tre år og studeret mindst et år, kan du søge om et legat.

Som studerende har du mulighed for at søge et legat. Ansøgningsperioden er hvert år den 1. februar til 31. marts. Den digitale ansøgningsblanket er kun tilgængelig i ansøgningsperioden. Du kan under afsnittet ’betingelser for at søge’ læse om du opfylder betingelserne for at søge legatet.

Formål

Uddannelseslegatet finansieres af forskellige legater, der alle har til formål at yde støtte til studerende med bopæl i Københavns Kommune. Du kan læse mere om de enkelte legater under afsnittet Fundats.

Du kan søge om legatstøtte til etablering af selvstændig virksomhed, men kun hvis du søger om dette umiddelbart efter afslutning af din uddannelse.

Der ydes legatstøtte til alle videregående, kompetencegivende uddannelser (**) efter at folkeskoleuddannelse eller anden almindelig skoleuddannelse er afsluttet.

(**) Ungdomsuddannelser som EUX, HHX/HH, HTX, HF, STX, gymnasieuddannelser og lignende er ikke kompetencegivende uddannelser.

Der uddeles årligt op til 90 portioner á 5000 kr.

Betingelser for at søge

For at komme i betragtning til legatet, skal følgende to betingelser være opfyldt pr. 31. marts:

  • Du skal bo i kommunen og have boet i kommunen uafbrudt de seneste tre år
  • Du skal have studeret mindst et år, og uddannelsen skal være godkendt af Uddannelses- og forskningsministeriet og være SU-berettiget

Der gives afslag, hvis 

  • Din bruttoindtægt er over 332.525 kr.
  • Din og dine forældres bruttoindtægt er over 533.537 kr., hvis du er hjemmeboende
  • Din og din ægtefælle/samlevers samlede bruttoindtægt er over 533.537 kr.

Legaterne uddeles ikke som rejselegat. Studierelevant rejse i ind- og udland kan godkendes, men skal dokumenteres i form af udtalelse fra vejleder eller uddannelsesinstitution.

Ansøgningen skal indeholde

Du skal vedhæfte følgende bilag til din ansøgning:

  • Dokumentation for, at du er under uddannelse på ansøgningstidspunktet og har været studieaktiv i hele det forrige studieår. Dette kan dokumenteres ved dokumentation fra studiestedet, fx attestation fra studiestedet (blanket ligger nederst på hjemmesiden)
  • Støttemeddelelse fra SU-kontoret (alle sider skal vedlægges)
  • Seneste årsopgørelse fra Skattestyrelsen (alle sider skal vedlægges)
  • Hvis du er gift eller har en samlever, skal du indsende ægtefælles/samlevers seneste årsopgørelse fra Skattestyrelsen (alle sider skal vedlægges)
  • Hvis du bor hjemme hos dine forældre, skal du indsende dine forældres seneste årsopgørelse fra Skattestyrelsen (alle sider skal vedlægges)

Når du indsender ansøgningen, bekræfter du at være indforstået med, at Kultur- og Fritidsforvaltningen kontrollerer oplysninger om din bopæl, samt oplysninger du giver om, hvorvidt du er gift eller samlevende.

Sådan søger du

Du skal anvende den digitale ansøgningsblanket, når du søger. Du skal have dit MitID klar. Link til den digitale ansøgningsblanket finder du længere nede på siden. Linket er kun aktivt i ansøgningsperioden.

Sådan bevilges og udbetales legatet

Der er maks. 90 legatportioner på hver 5.000 kr. til uddeling (2023). I 2024 var der på grund af manglende midler kun 55 legatportioner til uddeling. 

Du kan kun tildeles ét legat pr. år. Hvis der er mange ansøgere, der opfylder betingelserne for at modtage et legat, kan du højst få tildelt ét legat hvert andet år.

Uddannelseslegaterne uddeles inden udgangen af maj måned, hvor alle ansøgere kan vente svar fra Kultur- og Fritidsforvaltningen via digital post.

Hvis du bliver tildelt en legatportion, vil beløbet blive indsat på din NemKonto.

Alle tildelinger af legatbeløb bliver indberettet til Skattestyrelsen.

Attestation for studieaktivitet

Digital ansøgningsblanket

Fundats

Uddannelseslegatet uddeles på vegne af flere legater, hvor fundatsen kan læses nedenfor.

Georg og Emilie Petersens legatfond: "Til trængende unge mennesker under uddannelse"

Københavns Kommunes legat for uddannelse, etablering mv.: "Støtte til uddannelse og etablering til personer med bopæl i Københavns Kommune"

Københavns Kommunes opfostringshus- og uddannelseslegat: "Opmuntre og støtte for eleverne ved Det Kgl. Opfostringshus. Såfremt de kgl. Opfostringshus som institution for børn og unge er ophørt med at bestå, kan støtte også ydes til elever på andre tilsvarende uddannelser. Støtte skal fortrinsvis anvendes til formål, hvortil der ikke ydes støtte af det offentlige."

Kontakt

Sekretariat for Kunst og Historie

Stormgade 20

1555 København V