Søg

Socialt frikort

Har du problemer med fx misbrug, hjemløshed eller psykiske vanskeligheder, kan du måske få et socialt frikort og tjene 20.000 om året.

Det sociale frikort er for dig, der har problemer med fx misbrug, hjemløshed eller psykiske vanskeligheder. Med et socialt frikort kan du tjene op til 20.000 kr. om året, uden at det bliver modregnet i din offentlige ydelse.

Et socialt frikort giver dig i 2021 og 2022 mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit om året oven i din offentlige ydelse, hvis du fx får kontanthjælp, uddannelseshjælp eller førtidspension.

Du kan søge om socialt frikort, hvis du opfylder følgende krav:

  • Du har særlige sociale problemer. Måske er du hjemløs, misbruger eller lider af en eller flere psykiske lidelser.
  • Du opfylder betingelserne for at modtage hjælp eller støtte efter afsnit V i lov om social service. Fx modtager personlig støtte efter servicelovens § 85 og § 86, stofmisbrugsbehandling efter § 101, og tilbud efter §§ 107 -110.
  • Du har ikke været i en SU-berettiget uddannelse inden for de seneste 12 måneder.
  • Du har ikke haft en arbejdsindkomst på over 10.000 kr. inden for de seneste 12 måneder. Løn fra et ordinært arbejde, et løntilskudsjob eller dusørjobs/interne tilpassede jobs tæller med i din indkomst.
  • Du opfylder opholdskravet for ret til at få kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Det vil sige, at du enten allerede får kontanthjælp, uddannelseshjælp eller førtidspension, eller at du har opholdt dig i riget (Danmark, Færøerne og Grønland) i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år.

Ansøg om socialt frikort

Du kan selv hente ansøgningen om et socialt frikort. Du skal sende ansøgningen med digital post.

Hvis den virksomhed, du skal arbejde i, hjælper dig med ansøgningen, skal virksomheden sende den digitalt

Ansøgningsskema - socialt frikort

Til virksomheder: Få løst små-opgaverne

Har I opgaver, der ikke bliver løst i det daglige – eller af faglærte medarbejdere, som bruger alt for meget tid på at løse ufaglærte opgaver?

Så kan I med fordel ansætte en medarbejder i et såkaldt småjob i få timer om ugen. I betaler kun løn for de timer, I ansætter, fx til: 

  • Lettere rengøring
  • Lagerarbejde
  • Arkivering 
  • Mødeforberedelse
  • Frokost-indkøb mv.

Spørgsmål og svar om det sociale frikort

Kan jeg få hjælp til at ansøge om et socialt frikort?

Har du problemer med selv at hente og sende ansøgningen, kan du få hjælp hos en af disse modtagelsesenheder: 

Jobcenter København, Lærkevej

Rusmiddelbehandling København

Enheden for Sociale Ydelser

Hjemløseenheden

Psykiatrienheden

Bolig- og beskæftigelsesenheden

 

Hvordan kan jeg bruge mit sociale frikort?

For at bruge dit sociale frikort skal arbejdet være ustøttet. Det betyder, at det skal være et almindeligt arbejde. Det må fx ikke være et løntilskudsjob, lønnet praktik eller et fleksjob.

Opgaverne kan fx være pakkeopgaver, pedelarbejde, tømning af containere til kantine, let rengøringsarbejde, kørselsopgaver, bortskaffelse af affald, arkivering, printopgaver, postafhentning, oprydning, vanding af blomster, mindre IT-opgaver, sæsonhjælp osv.

Der er ikke regler for lønniveauet. Det aftales mellem dig og din arbejdsgiver, med mindre der er en overenskomstbestemt mindsteløn på området. Der er heller ingen regler eller krav om, at du skal arbejde et bestemt antal timer.

Du er omfattet af de almindelige rettigheder som andre lønmodtagere, dvs. at din arbejdsgiver skal leve op til samme lovkrav ved ansættelse, som gælder for personer, som ikke er en del af det sociale frikort.

Du kan bruge dit sociale frikort hos både private og offentlige virksomheder og organisationer, så længe de har et CVR-nummer.
Arbejde udført for privatpersoner eller i egen selvstændige erhvervsvirksomhed tæller ikke med.

Bemærk at det er frivilligt for din arbejdsgiver, om han/hun ønsker at benytte ordningen med det sociale frikort. Det vil sige, at din skattefrihed og friholdelse fra fradrag i offentlige forsørgelsesydelser for dig med et socialt frikort er betinget af, at din arbejdsgiver er indstillet på at indberette din løn via it-systemet:

socialtfrikort.dk

Hvor lang tid gælder det sociale frikort?

Hvis du har fået bevilliget dit sociale frikort i enten 2019 eller 2020:

Kommunen vil automatisk forlænge dit frikort. Det betyder, at du også i årene 2021 og 2022 får mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit om året.

Du vil modtage et brev i din e-boks om forlængelsen hurtigst muligt. Du kan dog tage dit sociale frikort i brug med det samme, da dit frikortnummer ikke ændrer sig.

Dit sociale frikort gælder frem til 31. januar 2022 – også selv om du ikke bliver ved med at opfylde kriterierne.

Hvis du har fået bevilliget dit sociale frikort efter 1. januar 2021:

Dit sociale frikort gælder fra den dato, du har fået oplyst i bevillingsbrevet fra Socialforvaltningen. Du kan ikke få fradrag under det sociale frikort for arbejde, der ligger forud for bevillingsdatoen. Her gælder de almindelige modregningsregler.

Dit sociale frikort gælder frem til 31. december 2022 – også selv om du ikke bliver ved med at opfylde kriterierne.

Kan jeg få hjælp til at finde et job?

Ja. Du kan brug jobnet.dk og sørg for, at dit cv er opdateret med din erfaring og kompetencer

Søg f.eks. på ”Hotjob” på jobnet.dk og du får vist job, der ikke kræver specifikke kompetencer (såsom serveringspersonale, budtransport, forlystelsesmedarbejder, pakkerimedarbejder mv.)

Brug dit netværk (familie, venner og bekendte) i jagten på job

Søg uopfordret – også tidsbegrænsede stillinger. Mange job, herunder deltidsstillinger, bliver ikke annonceret. Vær opmærksom på, at der også er mange sæsonjob inden for f.eks. gartneri, frugtavl, skovbrug, restaurant mm. 

Deltag i jobcentrets jobarrangementer

Jobcenter København tilbyder forskellige arrangementer (fx jobspeed-arrangementer, jobcafé mv.), som kan hjælpe dig med at finde et eller flere job i Storkøbenhavn.

Kontakt dit jobcenter for at høre mere om, hvornår arrangementerne finder sted.

Tæller timerne med i forhold til 225-timersreglen?

Det er dit jobcenter, der vurderer, om du kan arbejde fuldt effektivt på det ordinære arbejdsmarked, og om du derfor skal arbejde 225 timer på et år.

Er du undtaget kravet om at arbejde 225 timer på et år, er det også dit jobcenter, der konkret vurderer, om du fortsat kan være undtaget fra kravet i forhold til det arbejde, du udfører på det sociale frikort. Hvis du er omfattet af 225-timersreglen, tæller dine timer i udgangspunktet med.

Hvad sker der, hvis jeg flytter?

Hvis du flytter kommune efter at have fået et socialt frikort, følger det sociale frikort dig. Det betyder, at du ikke skal visiteres på ny i forbindelse med flytning, men beholder dit sociale frikort.

Tilflytterkommunen vil i forbindelse med en flytning få overleveret oplysninger om, hvilke ydelser du modtager. Heri bør det fremgå, at du har et socialt frikort. Desuden vil tilflytterkommunen have mulighed for at fremsøge dig i IT-løsningen socialfrikort.dk ved hjælp af cpr-nummer. I IT-systemet fremgår det, om du har et socialt frikort.

Hvis du bor på et forsorgshjem uden for din egen kommune, er det din opholdskommune, der visiterer dig til et socialt frikort.

Hvad tæller med i arbejdsindkomsten på de 10.000 kr.?

Indtægt fra beboerjob, ansættelser med løntilskud samt ordinære, ustøttede ansættelser, tæller med i de 10.000 kr., som du maksimalt må have tjent i de 12 forudgående måneder.

Hvad hvis jeg allerede har et job?

Hvis du i dag har et ordinært ustøttet job, kan timerne ikke automatisk konverteres til et socialt frikort, da det kræver, at du først søger og får bevilget et socialt frikort.

Det er således ikke muligt at bruge fradraget under det sociale frikort bagudrettet. Du kan først benytte fradraget til arbejde, når du har modtaget en bevilling på et socialt frikort.
    

Hvad skal jeg gøre, hvis der ved en fejl er trukket skat af det beløb, som jeg har tjent på socialt frikort?

Det er vigtigt, at arbejdsgiveren, som du arbejder for, har registreret din løn på socialtfrikort.dk. Så har du nemlig dokumentation for, at pengene er tjent på det sociale frikort.

Både du og kommunen, som har bevilget dit sociale frikort, kan logge ind og se din løn med NemID.

Du kan kontakte Skattestyrelsen på tlf. 7222 2828, der svarer på spørgsmål om forskuds- og årsopgørelsen.

Kan man få kørselsfradrag, når man får et job med det sociale frikort?

Nej, man kan ikke få kørselsfradrag med et job på det sociale frikort.

Det skyldes, at man ikke skal betale skat af den løn, man får via det sociale frikort.

Skal der betales arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med det sociale frikort?

Nej.

Indtægten på det sociale frikort er ikke skattepligtig, og der skal derfor ikke betales arbejdsmarkedsbidrag.

Hvad skal der ske med forsøgsordningen efter 2022?

I en Folketingsbesvarelse kan man læse, at aftaleparterne bag ved aftalen om udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2021-2024 er enige om, at ordningens fremtid skal drøftes i foråret 2022.

Læs Folketingsbesvarelsen L 91 endeligt svar på spørgsmål 3 : SOU L 91 - svar på spm. 3.docx (ft.dk)

Hvor meget må jeg tjene?

Du kan tjene op til 20.000 kr. skattefrit i hvert af årene 2021 og 2022. Det sociale frikort nulstilles automatisk 1. januar 2021, så du – hvis du allerede har tjent 20.000 i 2020 – igen kan tjene 20.000 i hhv. 2021 og 2022.

Hvis du tjener mere end 20.000 kr. på et år, vil du blive omfattet af de almindelige modregnings-regler mv.

Virksomhederne kan udbetale din løn i kontanter, men skal under alle omstændigheder indberette beløbet i IT-løsningen.

Hvad skal din arbejdsgiver gøre og hvad med min løn?

Din arbejdsgiver skal oprette ansættelsen i IT-løsningen www.socialtfrikort.dk, inden arbejdet påbegyndes, dvs. enten forud for eller i forbindelse med, at du møder op for at arbejde.
Arbejdsgiveren kan redigere i ansættelsen i op til 30 dage efter ansættelsens slutdato.

Din arbejdsgiver kan udbetale lønnen i kontanter, via MobilePay eller via en kontooverførsel. 

Din arbejdsgiver skal ikke indbetale arbejdsmarkedsbidrag, da din indtægt på det sociale frikort ikke er skattepligtig.

Det er en forudsætning for din brug af det sociale frikort, at din arbejdsgiver er indforstået med, at din løn skal indtastes i IT-løsningen. Dvs. at du skal huske – inden du starter i jobbet - at få aftalt med din arbejdsgiver, at du ønsker at anvende det sociale frikort. Det er dog frivilligt om din arbejdsgiver ønsker at benytte ordningen med det sociale frikort. 
 

Kan jeg beholde mine andre ydelser?

Ja. Du beholder din ydelse fra det offentlige

Så længe du tjener under 20.000 i dit deltidsjob/småjob, får din løn ikke konsekvenser for din offentlige forsørgelsesydelse, fx kontanthjælp eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser fx Huslejetilskud. Derfor skal du IKKE sende dine lønsedler fra dit arbejde til Ydelsesservice København. 

Du skal dog give dit jobcenter besked, hvis du har fået et deltidsjob/småjob, så dine møder i jobcentret så vidt muligt kan tilrettelægges, så du kan passe dit småjob. 

Gå til it-løsningen til socialt frikort

Der er lavet en IT-løsning, der hedder Socialtfrikort.dk. Løsningen understøtter ordningen om Socialt Frikort. 

Her kan du både som borger, sagsbehamdler og som virksomhed finde vejledninger om brugen af it-løsningen.

Brugervejledningerne er lavet af KOMBIT i samarbejde med Knowledge Cube. 

socialtfrikort.dk

 

Optjener jeg feriepenge og pension?

Feriebetaling er en del af din indtægt på det sociale frikort og medregnes i din løn. Oftest vil feriepengene blive udbetalt samtidigt med din løn. Som alle andre, optjener du 2,08 dages betalt ferie for hver måned, du arbejder. Ved ansættelse i kortere tid end 1 måned får du 0,07 dages betalt ferie for hver dags ansættelse, dog højst 2,08 dage.

Du optjener også pension i forbindelse med dit arbejde udført med dit sociale frikort. Pensionen skal indgå i den løn, din arbejdsgiver indtaster i IT-løsningen.

It-løsningen til socialt frikort

Der er lavet en IT-løsning, der hedder Socialtfrikort.dk. Løsningen understøtter ordningen om Socialt Frikort. 

Her kan du både som borger, sagsbehandler og som virksomhed finde vejledninger om brugen af it-løsningen.

Brugervejledningerne er lavet af KOMBIT i samarbejde med Knowledge Cube. 

socialtfrikort.dk

Minivejledning til indberetning af løn i it-løsningen

Vil du vide mere om det sociale frikort?

Socialforvaltningen

Bernstorffsgade 17, 5.sal

1577 København V