Ren kollektiv trafik
Her kan du læse om nogle af de projekter vi arbejder med:
Projekter
Vis alle
Indfasning af elbusser frem til 2026
Fra 2008 til 2021 blev luftforureningen fra Københavns busser reduceret med over 85 %. Samtidig blev CO2-udledningen reduceret med 60 %.
Borgerrepræsentationen har besluttet, at alle buslinjer omlægges til elbusser, som hverken udleder CO2 eller sundhedsskadelige stoffer. Og vi er godt på vej.
Fra 2019 til 2023 er buslinjerne løbende overgået til elbusser, så vi nu har 60% af busdriften på el. Ved udgangen af 2025 når vi ca. 80%, og i marts 2026 omstilles de to sidste buslinjer, så vi når 100%. I sommeren 2020 blev alle havnebusserne udskiftet til nye elektriske både.
- 2019: Linje 2A og 18 får elbusser som de første linjer
- 2020: Havnebusserne får nye elbåde
- 2021: 23 % af busdriften (linje 10, 11, 142 og 164)
- 2022: 43 % af busdriften (linje 1A, 6A, 7A og 133)
- 2023: 60 % af busdriften (linje 12, 22, 26, 27, 31, 34, 35, 68, 77 og 132)
- 2024: 60 % af busdriften
- 2025: 80 % af busdriften (14, 21, 23, 33, 37, 78, 166, 184, 185 og 4A)
- Marts 2026: 100 % af busdriften (linje 5C og linje 19)
Kontakt
Via kontaktformular nederst på siden
Landstrøm til krydstogtskibe
Københavns Kommune har igennem flere år arbejdet med at reducere luftforurening og klimapåvirkning fra krydstogtskibe. Hvis krydstogtskibene kobles på landstrøm, vil de kunne slukke deres dieselgeneratorer og hermed ikke udlede luftforurening og CO2, mens de ligger i havn.
Krydstogtskibe er ansvarlige for en betydelig lokal luftforurening og bidrager til CO2-udledning. Københavns Kommune samarbejder med By og Havn og Copenhagen Malmø Port om at etablere landstrømanlæg ved Nordhavn og på Langelinie. Et landstrømanlæg vil forsyne skibene med strøm fra elnettet, så der ikke bliver udledt partikler og NOx.
I Københavns Kommunes budget for 2021 blev der afsat 2 mio. kr. til detailprojektering og udbud af landstrømanlæg ved Oceankaj og Langelinie og 77 mio. kr. til lånefinansiering til By og Havn til etablering. I april 2023 besluttede parterne, at landstrømsanlægget skal etableres med fem tilslutninger, tre på Oceankaj og to på Langelinie.
Etableringen sker i to faser, fordi der også skal etableres den nødvendige elkapacitet.
Frem til krydstogtsæsonen i 2025 etableres landstrøm, der kan betjene to tilslutninger ad gangen, f.eks. en på Oceankaj og en på Langelinie, eller to på en af kajerne. I 2028 er der etableret den nødvendige elkapacitet, så alle fem tilslutninger kan anvendes samtidig. Eltilslutningen sker først fra en midlertidig hovedstation og efterfølgende en permanent hovedstation i Nordhavn.
Første spadestik til landstrømsanlægget blev taget på Oceankaj d. 8. maj 2024: "I dag blev første spadestik til Københavns kommende landstrømsanlæg taget - By & Havn".
Kontakt
Via kontaktformular nederst på siden
Gennemførte projekter
Vis alle
Forsøg med elbusser i København
København har testet elbusser med hurtigopladning ved endestationerne. Elbusserne kørte blandt de almindelige busser på linje 3A mellem Nordhavn Station og Valbyparken i en forsøgsperiode fra 2016 til februar 2019.
De to elbusser var langt mere miljøvenlige end almindelige busser, da de kørte på 100 procent ren energi med strøm fra danske havvindmøller. Elbusserne udledte altså hverken CO2 eller sundhedsskadelige stoffer, da de kørte i den københavnske trafik. Derudover støjede de langt mindre end almindelige busser.
Forsøg baner vej for elbusser
Elbusserne var en del af et forsøg i samarbejde mellem Københavns Kommune, Movia, E.ON Danmark og Trafik- og Byggestyrelsen. Forsøget skulle gøre parterne klogere på, hvordan vi bedst muligt kan sikre bæredygtig kollektiv trafik til gavn for borgerne og miljøet.
Forsøget testede bl.a., om elbusserne kunne indpasses i de eksisterende køreplaner, og om elbusteknologien vil kunne udbredes til den øvrige bustrafik, så Københavns busser i fremtiden kan blive CO2-neutrale.
Ny standard for busdrift i København
Med elbusprojektet kom Københavns Kommune et vigtigt skridt nærmere et sundere, grønnere og CO2-neutralt København. Borgerrepræsentationen har i Budget 2017 besluttet, at alle nye busudbud med driftstart i 2019 og frem så vidt muligt skal betjenes med elbusser eller andre busser med samme miljø- og støjegenskaber.
Renluftsfiltre på ca. 300 busser
I 2016 satte Københavns Kommune i samarbejde med Movia, Miljøministeriet og Frederiksberg Kommune rensefiltre på ca. 300 busser. På den måde fanges NOx og skadelige partikler inden de forlader udstødningen.
CO2-neutrale busser på linje 5C
I 2017 overgik buslinje 5C til at køre på biogas, hvilket både er CO2-neutralt og forurener mindre end den traditionelle diesel.
Kontakt
Via kontaktformular nederst på siden
Grønne havnebusser
Busserne i København har ikke kun ruter på vejene – de sejler også i Københavns havn og er med tiden blevet en populær transportform for både københavnere og besøgende. Havnebusserne har, siden de først lagde fra kaj i år 2000, opnået en stor passagertilvækst, så der i 2019 var over 644.000 passagerer med havnebusserne. Dette tal forventes at stige markant i 2022 med åbningen af tre nye stoppesteder.
Havnebusserne sejlede fra januar 2018 til juni 2020 på syntetisk biodiesel, så luftforureningen fra dem blev minimeret.
I juni 2020 blev de tidligere havnebusser udskiftet med fem helt nye havnebusser, der sejler på el. De nye havnebusser støjer mindre og udleder hverken CO2, NOx, partikler eller anden luftforurening til fremdrift. Dog vil de på kolde dage anvende syntetisk biodiesel til opvarmning.
De nye eldrevne havnebusser vil ifølge Movia betyde en væsentlig reduktion i det samlede udslip fra havnebusserne. For alle busser på gummihjul eller i vand, reduceres CO2-udledningen med 2,5%, NOx-udledningen med 10% og partikeludledningen med hele 66%, med de nye elhavnebusser.
Havnebussernes rute udvides til Nordhavn
Havnebussernes rute er løbende blevet forlænget. Borgerrepræsentationen besluttede med Budget 2019, at havnebussernes rute skulle forlænges til Nordhavn. Ved at forlænge ruten til Orientkaj metrostation i Nordhavn, skabes bedre sammenhæng i byens kollektive trafik. Med udvidelsen af havnebussernes rute kommer der en genvej på tværs af havnen mellem fx Nordhavn og Refshaleøen. Forlængelsen af havnebusruten foretages med ekstra havnebusser på el.
De nye stoppesteder i Nordhavn og ved Islands Brygge Syd og Enghave Brygge åbnede i starten af 2022.
Find mere information om havnebussernes ruter via Din Offentlige Transport.
Kontakt
Via kontaktformular nederst på siden
Kontakt
Center for Byudvikling
Rådhuspladsen 1