Dagtilbudsledelses-uddannelsen - kvalitetsforbedring gennem faglig ledelse
Faglig ledelse i praksis
I uddannelsen får lederne redskaber til at undersøge deres egen praksis, analysere udviklingsmuligheder og omsætte viden til handling.
Uddannelsen blev gennemført i to områder i København fra 2021-2023 og er i gang i byens tre andre områder i 2024-2026. Når forløbet er gennemført i alle byens fem områder, vil det omfatte alle kommunale klynger og ét selvejende ledelsesteam pr. bydelsområde og bidrage til udviklingen af høj kvalitet for ca. 21.700 børn på 0-6 år i kommunen.
Uddannelsen understøtter samtidig implementeringen af den styrkede pædagogiske læreplan til konkret praksis, hvor forbedring og evaluering systematiseres.
En uddannelse tæt på hverdagen
Dagtilbudsledelsesuddannelsen er et praksisnært forløb, hvor lederne arbejder direkte med kvalitetsudvikling i deres egen institution.
De undersøger, hvad der fungerer godt, og hvor der er behov for forbedringer. I samarbejde med medarbejderne udvikler de nye tiltag, der løbende evalueres og justeres. På den måde bliver arbejdet med kvalitet en naturlig del af dagligdagen.
Fra viden til handling – et systematisk forløb
Forløbet bygger på tre centrale elementer: observation, analyse og handling.
Lederne træner systematisk deres evne til at observere læringsmiljøet, analysere deres indsigter og omsætte dem til konkrete forbedringer.
- Observation af kvalitet i læringsmiljøet
Lederne træner deres blik for kvalitet med KIDS (Kvalitet i Daginstitutioner). Gennem observationer sammen med forsker, klyngeleder eller pædagogiske konsulent får de indblik i, hvordan læringsmiljøet understøtter børnenes trivsel og udvikling.
- Pædagogisk analyse – fra data til indsigt
Med afsæt i observationerne analyserer lederne, hvad der fungerer godt, og hvor der er behov for forbedringer. Uddannelsen understøtter en kultur, hvor ledere og medarbejdere systematisk arbejder med kvalitetsudvikling og evaluering og trygt kan tale om det, der er svært og skal styrkes.
- Fra indsigt til handling
Lederne omsætter deres viden til konkrete forbedringstiltag og træner deres evne til at sætte en faglig retning for dagtilbuddet. De leder læringsforløb for medarbejderne, hvor alle får et fælles vidensgrundlag, og sikrer systematisk opfølgning.
Ledelse på alle niveauer – en fælles indsats
Dagtilbudsledelsesuddannelsen involverer alle ledelseslag i kommunen – fra pædagogiske ledere og klyngeledere til pædagogiske konsulenter, områdeledelser og direktion.
Det sikrer en fælles forståelse for kvalitetsudvikling i hele kommunen og understøtter samarbejdet om medarbejderinvolvering, systematisk forbedring og evaluering på tværs af hele organisationen.
Faglig ledelse i dagtilbud handler ikke kun om at sætte mål, men om at skabe rammer for læring og udvikling – for både børn og medarbejdere.
Mærkbare resultater for børn og medarbejdere
Dagtilbudsledelsesuddannelsen har vist, at systematisk arbejde med faglig ledelse skaber mærkbare forbedringer:
- Bedre læringsmiljøer: Observationer viser en stigning i kvaliteten i mange dagtilbud.
- Nye indsigter: Lederne får et skærpet blik for, hvad der skaber kvalitet i praksis.
- Styrket samarbejde: Medarbejderne oplever større involvering og tydelig faglig ledelse.
- Mere ro og fordybelse for børnene: Børnene oplever færre konflikter og mere kontinuitet i deres hverdag.
Resultater fra dagtilbudsledelses-uddannelsen (2021-2023)
Flere dagtilbud med høj kvalitet
- I 2022 blev 49% af institutionerne vurderet til at have fremragende eller god kvalitet.
- I 2023 var andelen steget til 76%.
Færre dagtilbud med utilstrækkelig kvalitet
- I 2022 blev 3 % af institutionerne vurderet som utilstrækkelige.
- I 2023 var dette tal reduceret til 0%.
Fakta om dagtilbudsledelses-uddannelsen i København
- Uddannelsen blev første gang gennemført i perioden 2021-2023 i to områder i København (Valby/Vesterbro/Kongens Enghave og Indre By/Østerbro)
- Der deltog i alt 105 pædagogiske ledere og 19 klyngeledere
- Forløbet havde betydning for ca. 9.000 børn i byens børnehaver og vuggestuer
- I 2024-2026 er næste forløb i gang i de sidste tre områder i København (Amager, Brønshøj/Vanløse og Nørrebro/Bispebjerg).
- I forløb nummer to deltager i alt 168 pædagogiske ledere og 25 klyngeledere
- Forløbet berører ca. 12.700 børn.
Kontakt
Børne- og Ungdomsforvaltningen
Rådhuspladsen 1
Åbningstider
09:00 - 15:00
09:00 - 15:00
09:00 - 15:00
09:00 - 15:00
09:00 - 15:00