Økonomisk ordbog

Kvartalsvis oversigt over samtlige anlægsprojekter, der er bevilget penge til i budgetåret og budgetoverslagsårene. Forvaltningerne melder tidsplan, status mv. ind til Økonomiforvaltningen. Anlægsoversigten forelægges efterfølgende for Økonomiudvalget.

Anlægsoversigten sikrer, at Økonomiudvalget har overblik over kommunens samlede anlægsprojekter og kan reagere relativt hurtigt, hvis økonomiske eller styringsmæssige forudsætninger ændres.

Løbende vurdering af hvornår anlægsprojekterne tidsmæssigt vil blive gennemført og de bevilgede anlægsmidler vil blive udbetalt. Anlægsperiodiseringen sker i forbindelse med udvalgenes udarbejdelse af anlægsoversigten. 

Udvalgenes anlægsrammer i budgetforslaget bliver løbende korrigeret på baggrund af ændringer i periodiseringen. Formålet med periodiseringen er dels at minimere størrelsen af overførte anlægspenge fra det ene budgetår til det andet, dels at sikre at meget store ubrugte anlægsmidler, som er øremærket til konkrete projekter, ikke blokerer for muligheden for at sætte andre initiativer i gang.

Udgifter til for eksempel byggeri af nye ejendomme, anlæg af veje og anden infrastruktur samt større renovering. Anlægsudgifter afsættes som rådighedsbeløb i budgetterne, men skal besluttes særskilt af Borgerrepræsentationen som en anlægsbevilling, inden de sættes i gang.

Balancetilskuddet er en del af bloktilskuddet (se ”Bloktilskud”). Balancetilskuddet sikrer, at der er balance mellem det udgiftsniveau, der aftales i økonomiaftalen for kommunerne under ét og de kommunale indtægter.

Siden 2009 har 1 mia. kr. af balancetilskuddet været betinget af, at kommunerne samlet set har overholdt det aftalte udgiftsniveau i budgetterne. Det ”betingede balancetilskud” får kommunerne således kun udbetalt, hvis Finansministeren kan konstatere, at kommunerne under ét har overholdt de aftalte serviceudgifter i de vedtagne budgetter. Hvis det ikke er tilfældet kan finansministeren undlade at udbetale op til 1 mia. af balancetilskuddet.

Fra 2010 har kommunerne overtaget ansvaret for de forsikrede ledige, herunder finansieringen. Staten giver enkeltvis kommunerne et beskæftigelsestilskud til finansieringen af kommunernes udgifter. 

Beskæftigelsestilskuddet midtvejsreguleres i budgetåret pba. den forventede ledighedsudvikling i kommunen ift. ledighedsudviklingen i landsdelen. I det efterfølgende år sker der en endelig regulering af beskæftigelsestilskuddet pba. den faktiske ledighedsudvikling.

Kommunerne finansieres delvist af egne skatteindtægter og delvist af statens bloktilskud. 

Bloktilskuddet er sammensat af følgende dele:

• Det videreførte bloktilskud fra året før
• Budgetgarantien på overførselsområdet
• Kompensation for mer- eller mindreudgifter som følge af nye eller ændrede opgaver (se "DUT")
• Balancetilskud (se "Balancetilskud / betinget balancetilskud")

Bloktilskuddet finansierer primært landsudligningen og tilskuddet til kommuner med højt strukturelt underskud, mens resten fordeles til kommunerne efter andelen af indbyggertal.

Størrelsen af næste års bloktilskud fastlægges i økonomiaftalen mellem KL og regeringen. I aftalen er der dog typisk også en række ændringer til indeværende års bloktilskud.

De senere år har vist en stigende tendens til, at der også i forbindelse med finansloven aftales aktiviteter eller finansiering, der har betydning for kommunernes bloktilskud. Eksempler på dette er: forskellige ældrepakker, loft over ældremad, afskaffelse af løsrevne lukkedage i daginstitutioner mv.

For visse kommunale udgifter er der indført budgetgaranti. Det drejer sig om de udgifter, der er særligt følsomme over for ændringer i konjunkturerne. Budgetgarantien sikrer yderligere finansiering til kommunerne under ét via bloktilskuddet, hvis udgifterne på de budgetgaranterede områder stiger. Omvendt reduceres bloktilskuddet, hvis udgifterne falder.

De budgetgaranterede områder omfatter kontanthjælp, aktivering, revalidering, ledighedsydelse og førtidspension. 

De ikke-budgetgaranterede områder er sygedagpenge, løntilskud til fleksjob, personlige tillæg, boligsikring, boligydelse og seniorjob.

DUT – som står for ”Det Udvidede Totalbalanceprincip” – indebærer, at kommunerne kompenseres/modregnes, når ny eller ændret lovgivning har betydning for kommunernes udgifter. En lovændring, der pålægger kommunerne at udføre nye opgaver, vil medføre, at kommunerne under ét får en økonomisk kompensation svarende til det skønnede udgiftsbehov i kommunerne. Størrelsen af kompensationen bliver forhandlet mellem det pågældende ministerium og KL. 

Reguleringen indgår efterfølgende i fastsættelsen af bloktilskuddet (se ”bloktilskud”) og fordeles til kommunerne ud fra kommunernes indbyggertal.

DUT-systemet er baseret på princippet om ”gynger og karruseller” forstået på den måde, at selvom alle enkeltsager ikke har samme økonomiske konsekvenser for alle kommuner, forventes det at være tilfældet for summen af alle sager.

En årlig proces, der skal sikre finansiering til nye initiativer i budgetforhandlingerne. Hvert år udarbejdes et katalog med forslag til nye og bedre måder at udføre forskellige opgaver på. Der udarbejdes dels effektiviseringsforslag, som går på tværs af flere eller alle kommunens forvaltninger - typisk på administrationsområdet. Det kan f.eks. være bedre indkøbsaftaler, samling af administrative funktioner og bedre udnyttelse af it. Dels udarbejdes der effektiviseringsforslag på de enkelte forvaltningers område.

Kommunens effektiviseringsstrategi hænger bl.a. sammen med, at regeringen og KL har aftalt, at kommunerne under ét hvert år i perioden 2009-13 skal effektivisere for 1 mia. kr. Regeringen skal ifølge aftalen skabe grundlaget for halvdelen af effektiviseringerne ved at gennemføre afbureaukratiseringstiltag som f.eks. at fjerne statslige regler og procedurer, som frigør ressourcer i kommunerne til borgernær service.

Finansposterne er finansieringssiden for kommunens udgifter. 

Finansposter omfatter områder som skatteindtægter, tilskud og udligning, men også renteindtægter, optagelse og afdrag på lån og generelt alle forskydninger i kommunens tilgodehavender og gæld.

Merforbrug i et budgetår, som en forvaltning skal overføre, men ikke mener at kunne finansiere inden for et enkelt år, kan gives som interne lån. Disse forrentes og afdrages gennem negative rammekorrektioner over en flerårig periode.

Desuden kan forvaltninger også få interne lån i løbet af året, hvis der er behov for at fremskynde udgifter. Disse tilbagebetales også med rente over en årrække.

En opgørelse over kommunens samlede likvide midler, dvs. indeståender i banker og forskellige typer af værdipapirer i depoter (og kontanter, hvor dette er nødvendigt.) 

I princippet lægges kommunens samlede indtægter i kassen og kommunens samlede udgifter betales af kassen.

Hver sommer forhandler KL og regeringen om rammerne for kommunernes økonomi det efterfølgende år. Forhandlingerne starter på embedsmandsniveau i foråret og ender med politiske forhandlinger medio juni. Resultatet af forhandlingerne er økonomiaftalen/kommuneaftalen.

Økonomiaftalen indeholder dels rammer for kommunernes service-, overførsels- og anlægsudgifter, dels eventuelle bestemmelser om skattestigninger, og dels en fastsættelse af bloktilskud og balancetilskud. Herudover indgår der typisk en række aftaler mellem KL og regeringen om kommunernes virksomhed det efterfølgende år, f.eks. aftaler om arbejdsgrupper, der skal se på særlige områder, aftaler om områder, der skal prioriteres det kommende år, eller - som tilfældet har været siden 2009 - aftaler om afbureaukratisering af statslige regler og effektiviseringer i kommunerne.

Udgifter til overførsler dækker over udgiften til sygedagpenge, førtidspension og kontanthjælp, herunder udgifter til aktivering, fleksjob mm. På de fleste af disse udgifter modtager kommunerne refusion, men enkelte af dem er 100 pct. kommunalt finansieret (se budgetgaranti). Efter 1. januar 2010 varetager kommunen også opgaven med forsikrede ledige, som også indgår i overførselsudgifterne.

Mindreforbrug i et budgetår kan under visse omstændigheder overføres til det efterfølgende års budget. Merforbrug skal som regel overføres til næste år. Udvalgene ansøger i forbindelse med regnskabsaflæggelsen om overførsel af ubrugte midler fra sidste år til indeværende år. Borgerrepræsentationen har vedtaget en række regler for overførsler mellem budgetårene.

Der kan overføres både driftsudgifter og anlægsudgifter.

I forbindelse med økonomiforhandlingerne (se ”Økonomiaftale”) indgår også en forhandling om skønnet for væksten i priser og lønninger fra år til år. I 2009 var skønnet for væksten i priser og lønninger for kommunerne (PL-vækst) fra 2009 til 2010 3,1 pct. 

PL-skønnet er et meget centralt element i økonomiaftalen, da skønnet bruges til at fremskrive kommunernes samlede udgifter fra året før og dermed til at fastsætte finansieringsbehovet i det pågældende år.

Den reelle kasse giver et billede af kommunens likviditet set over en længere periode, når der tages hensyn til allerede trufne beslutninger og forpligtelser, der først har likviditetseffekt fremadrettet. Den reelle kasse beregnes derfor som den faktiske likviditet fratrukket / tillagt fremtidige ind- og udbetalinger.

Den reelle kasse opgøres i forbindelse med kommunens årsregnskab og opdateres løbende over året i forbindelse med regnskabsprognoser.

Udvalgene udarbejder 3 kvartalsvise regnskabsprognoser. Regnskabsprognoserne indeholder udvalgets bedste bud på, hvad det forventede forbrug vil være ved årets udgang samt en status på årets foreløbige forbrug. Økonomiforvaltningen samler udvalgenes regnskabsprognoser og forelægger dem for Økonomiudvalget.

Regnskabsprognoserne forelægges Økonomiudvalget i maj, september og november.

Serviceudgifterne indbefatter driftsudgifterne til alle de væsentlige kommunale sektorområder, f.eks. dagpasningsområdet, skoleområdet, ældreområdet, det sociale område samt sundhedsområdet. Dog indgår overførselsudgifter (se overførselsudgifter) ikke i definitionen. 

Kommunernes samlede serviceudgifter i budgetåret aftales mellem regeringen og KL i de årlige økonomiforhandlinger (se økonomiaftale).

Internt og eksternt styringsredskab, der skal bidrage til at kommunerne under ét overholder økonomiaftalen med regeringen.

Borgerrepræsentationen beslutter hvert år en serviceudgiftsramme for det enkelte udvalg. Serviceudgiftsrammen må ikke overskrides og nye initiativer i budgetåret (tillægsbevillinger) kan kun sættes i gang, hvis der findes besparelser andre steder i budgettet.

KL udarbejder som led i den såkaldte faseopdelte budgetdialog med kommunerne i august/september en tabel, der viser den enkelte kommunes serviceudgiftsmåltal beregnet teknisk pba. indeværende års serviceudgifter korrigeret for den aftalte pris- og lønfremskrivning og nye opgaver i økonomiaftalen.

Siden 2001 har regeringen håndhævet et stop for væksten i bl.a. den kommunale indkomstskat. Det betyder, at den samlede skatteudskrivning i kommunerne ikke må overstige niveauet fra året før.

Siden 2009 har regeringen reguleret skatteudskrivningen i kommunerne ved hjælp af en skattesanktion. Sanktionen indeholder en bestemmelse om, at hvis kommunerne samlet set øger skatteudskrivningen ift. året før, vil der ske en modregning i bloktilskuddet svarende til størrelsen af skattestigningen. 

Sanktionen fungerer både kollektivt og individuelt og gælder kun for merprovenuet. I det første år gælder, at 25 pct. af det samlede merprovenu betales af alle kommuner gennem en nedsættelse af bloktilskuddet, mens den enkelte kommune, som sætter skatten op, mister de resterende 75 pct. af merprovenuet. I det andet år reduceres bloktilskuddet med 50 pct., og den enkelte kommune mister 50 pct. af merprovenuet, mens sanktionen i det tredje år alene vil bestå i en reduktion af bloktilskuddet svarende til merprovenuet.

I budgetlægningen kan kommunerne vælge mellem et statsgaranteret udskrivningsgrundlag eller et eget skøn over udskrivningsgrundlaget (selvbudgettering).

Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag er beregnet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet som det senest opgjorte udskrivningsgrundlag fremskrevet med den forventede økonomiske vækst. Vælger kommunen det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, vil kommunen få udbetalt det beregnede niveau af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vælger kommunen at basere budgetlægningen på sit eget skøn over udskrivningsgrundlaget, vil den få udbetalt den tilsvarende indkomstskat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i budgetåret. Tre år efter budgetåret vil der ske en efterregulering af kommunens indkomstskat baseret på det faktiske udskrivningsgrundlag i indkomståret. Valget af eget skøn for udskrivningsgrundlaget er derfor forbundet med en risiko for efterfølgende at få en negativ efterregulering.

Budgetrammerne er opdelt i 4 styringsområder:

1. Rammebelagt drift:
2. Almindelige driftsudgifter, der ikke justeres på baggrund af ændringer i indbyggertallet. Eksempelvis udgifter til kultur, idræt, miljø, veje mv.
3. Efterspørgselsstyrede serviceudgifter:
4. Driftsudgifter, som justeres på baggrund af ændringer i indbyggertallet. For at sikre et uændret serviceniveau tilføres budgettet på daginstitutionsområdet, folkeskolen, ældreområdet og dele af socialområdet flere penge, når indbyggertallet stiger i de relevante aldersgrupper.  
5. Overførselsudgifter:
6. Lovbestemte udgifter, der typisk er afhængige af de økonomiske konjunkturer. Overførselsudgifterne omtales derfor også ofte som vanskeligt-styrbare udgifter for kommunerne. Eksempelvis kontanthjælp, revalidering, aktivering, førtidspension, sygedagpenge mv.
7. Anlægsudgifter:
8. Udgifter til byggeri af nye ejendomme, renovering og køb af nye ejendomme samt større IT-investeringer.

Mer- eller mindrebevilling, der gives i budgetåret som en korrektion af det vedtagede budget. Der skal ved merudgifter anvises finansiering inden for udvalgets budgetramme, og ikke fra kommunens kasse.

På grund af de store forskelle mellem kommunerne, både i finansieringsmuligheder og i udgiftsbehov, eksisterer der et udligningssystem mellem kommunerne. Systemet har til formål at skabe nogenlunde ens vilkår for kommunerne, så det i højere grad er lokale prioriteringer, der er årsagen til forskelle i kommunernes serviceniveau.

Udligningssystemet bygger overordnet set på den enkelte kommunes strukturelle over- eller underskud. Det strukturelle over- eller underskud viser, om en kommune, hvis den opkrævede en gennemsnitlig skatteprocent, ville få overskud eller underskud ud fra et beregnet udgiftsbehov. Hvis kommunen har et strukturelt underskud vil den modtage et tilskud i udligningssystemet.

Tilskuds- og udligningssystemet består primært af en landsudligning og en hovedstadsudligning. Hertil kommer en række udligningsordninger rettet mod vanskeligt stillede kommuner, hvoraf den vigtigste er tilskuddet til kommuner med højt strukturelt underskud udenfor hovedstadsområdet, og udligningen af selskabsskat.

I landsudligningen udlignes 58 pct. af kommunens strukturelle under-/overskud og ordningen omfatter alle kommuner. Hovedstadsudligningen udligner herudover 32 pct. af forskellen og omfatter kun hovedstadskommuner. 

En del af bloktilskuddet til kommunerne går til at finansiere landsudligningen og tilskuddet til kommuner med højt strukturelt underskud, mens hovedstadsudligningen finansieres af de 32 kommuner, der er omfattet af ordningen.

Forskellen mellem indtægter og udgifter i budgetforslaget i august. Umiddelbart den økonomiske ramme, som finansierer nye initiativer i den årlige budgetaftale.