Projekt ”Styrket indlæring, bedre skolegang”

Projektets overordnede formål er at styrke trivsel og skolegang hos udsatte børn og unge. Projektet er afsluttet.

Projekt ”Styrket indlæring, bedre skolegang” er et udviklings- og forskningsprojekt i Københavns og Gladsaxe Kommune, som fandt sted i perioden 2017-2023. 

Projektets overordnede formål var at skabe målbare forbedringer i skolegang og trivsel hos udsatte børn og unge. Dette skulle ske gennem udvikling og implementering af en struktureret og helhedsorienteret indsatsmodel, som satte fokus på sammenhængen mellem belastende oplevelser og opvækstvilkår i børnenes og de unges liv og de reaktioner og adfærd, de udviser. Projektet omfattede cirka 1.000 børn og unge og deres familier.

Projektet var et samarbejde mellem Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune med henblik på at udvikle en indsatsmodel, der blev tilpasset de to forskellige kommunale kontekster. Da indsatsen foregik i to kommuner med forskellig størrelse, borgergrundlag og organisering, giver projektet mulighed for, at mange kommuner vil kunne hente læring og inspiration herfra.

Om projektet

Vis alle

Opkvalificering af medarbejdere

Projektet omfattede opkvalificering af cirka 1.400 kommunale medarbejdere i henholdsvis opsporing og identifikation af børn og unge med traumer, samt arbejdet med at hjælpe denne målgruppe. En bred gruppe af medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, herunder familiebehandlere, psykologer, sagsbehandlere, pædagoger, lærere med flere, deltog i projektet.

Formålet var, at frontmedarbejdere både i socialt og alment regi fik øget opmærksomhed på traumer og sammenhængen mellem belastninger og belastningsreaktioner hos børn og unge, så de og deres familier tidligere kan få den rette støtte, og vi dermed forebygger de langsigtede konsekvenser, som traumer kan have.

Medarbejdere blev tilbudt kurser, hvor de blev introduceret til traumer, og de fik redskaber til at tale med børn og unge om svære oplevelser.

Effekt og resultater

For at sikre den bedst mulige kvalitet og effekt har vi målt resultaterne af indsatsen.

Projektet ”Styrket indlæring, bedre skolegang” har haft et særligt fokus på effekt- og resultatdokumentation og et ønske om at bidrage med ny viden til området med fokus på sammenhænge mellem traumer og indlæring.

Derfor er der blevet udviklet et effektmålingsværktøj i form af et psykologisk testbatteri. Værktøjet måler på barnets/den unges indlæring og sociale kompetencer ved opstart og afslutning af indsatsen. Effektmålingsværktøjet består af spørgsmål og opgaver, som barnet/den unge skal løse. Formålet med effektmålingsværktøjet er at undersøge, om indsatsen har den ønskede positive indflydelse på barnets mulighed for at tilegne sig ny viden og på barnets sociale kompetencer og trivsel. Derudover inddrages relevante registerdata og data fra AoA i evalueringen af indsatsen.

Al dokumentation bruges til videreudvikling af indsatsen og bidrager til forskning på området. Dokumentation, der anvendes til forskning og evaluering, anonymiseres.

Dokumentation og forskning

Det har været vigtigt for os at sikre, at indsatsmodellen hjalp de børn og unge, der modtog forløb ifm. projektet. Derfor blev projektet løbende dokumenteret og evalueret. I dokumentationen lagde vi vægt på, hvordan indsatsmodellen bidrog til at forbedre børn og unges forudsætninger for læring som en beskyttende faktor for barnets/den unges trivsel og udvikling.

Dokumentationen er blevet brugt til forskning i sammenhænge mellem tidlige belastende oplevelser, belastningsreaktioner og den effekt, det har på barnet/den unges trivsel, udvikling og indlæring. Al dokumentation, der anvendes til forskningsbrug, anonymiseres.

Det er et konsortium af LG Insight og VIVE, der står for projektets forsknings- og evalueringsdel med særligt fokus på effekt- og resultatdokumentation. Forskning- og evalueringsdelen offentliggøres i september 2024.

Støtte

Projektet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og Egmonts Fondssekretariat. Derudover har Socialudvalget i Københavns Kommune godkendt tilskud til egenfinansiering, og Københavns Kommune har yderligere tilføjet et større beløb i ressourcetilførsel, vikardækning samt bidrag til projektets infrastruktur.

Den samlede økonomiske tilskudsfinansiering (intern og ekstern) udgør ca. 32,9 mio. kr., hvoraf 15,3 mio. kr. er bevilget af Den A.P. Møllerske Støttefond og 7,5 mio. kr. er bevilliget af Egmonts Fondssekretariat. Derudover er der en intern finansiering fra Københavns Kommune på i alt 10,2 mio. kr.

AoA-modellen og vejledning

Et refleksionsværktøj, der understøtter tryghed, trivsel og udvikling i arbejdet med udsatte børn og unge.

Kontakt

Zandra Olesen

Chefkonsulent/Teamleder

Socialforvaltningen