Styrket indsats til unge i hjemløshed

Styrket indsats til unge i hjemløshed er et samarbejde på tværs af kommunale indsatser og civilsamfund om at styrke indsatsen målrettet unge i hjemløshed i Københavns Kommune.

Projektet skal bidrage til at forbedre de unges sociale situation og koble dem til aktiviteter og fællesskaber i civilsamfundet.

Projektet er støttet af Den Europæiske Socialfond Plus under indsatsområdet ”Indsatser til borgere i hjemløshed”. Det er et samarbejde mellem Hjemløse-og udsatteenheden i Københavns Kommune, Jobcenter København og den private NGO WeShelter, som er en del af Fonden Missionen blandt Hjemløse. Projektperioden løber fra d. 1/3 2024 til d. 31/12 2027.

Målgruppen er unge i alderen 18-24 år, der kommer i kontakt med Unge-gadeplansindsatsen i Københavns Kommune, fordi de befinder sig i en ustabil boligsituation. De unge har typisk overnattet i en kortere eller længere periode hos familiemedlemmer eller netværk, og denne ordning er af forskellige årsager ikke længere holdbar.

For i højere grad at lykkes med at forbedre de unges sociale situation – også hurtigere end i dag - er der behov for en mere intensiv, fleksibel, vedholdende og koordineret indsats. Med udgangspunkt i Unge-gadeplansindsatsen i Københavns Kommune etableres der således et tæt samarbejde mellem gadeplansindsatsen og myndighedsindsatsen i Hjemløse- og udsatteenheden i Københavns Kommune, Jobcenter København og WeShelter. Projektet giver mulighed for at afprøve og udvikle en mere fleksibel og intensiv indsats, der tilpasses målgruppen, og styrker samtidig det tværgående samarbejde på tværs af Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. 

Herudover giver projektet mulighed for at udvikle metoder til at inkludere unge i hjemløshed i civilsamfundsaktiviteter. Det kræver en gennemgående forandring i måden, man i kommunalt regi arbejder med de unge på og ligeledes en udvikling i WeShelter i forhold til at udvikle nye aktiviteter, der er tilpasset målgruppen. Projektet vil derfor også bidrage til at opbygge viden og kompetencer i både Københavns Kommune og i WeShelter. 

Med et fokus på hurtig stabilisering af den unges sociale situation, herunder at sikre stabilt forsørgelsesgrundlag og bolig, samt et særligt fokus på meningsfulde og bæredygtige aktiviteter og fællesskaber i hverdagen, skal projektet på sigt bidrage til at få de unge på rette kurs og ud af deres marginaliserede position.

Billede
EU logo - Medfinansieret af den Europæiske Union

Kontakt

Marie Friis Kristiansen

Projektleder

Socialforvaltningen