Nu kan frivillige organisationer søge om midler til særpuljer
Med Budgetaftalen for 2025 er der afsat midler til tre særpuljer efter § 18 i serviceloven. Pengene fordeles til to nye særpuljer og en videreførelse af Transitprogrammet, som frivillige foreninger i København tidligere har kunne søge.
Særpuljerne gives som støtte til frivilligt socialt arbejde til gavn for borgere med særlige sociale behov. Indsatserne skal forløbe i perioden 2025-2028.
Skadereducerende tiltag for sexarbejdere
Der er afsat 0,5 mio. kr. årligt de næste fire år til et skadereducerende tiltag for gadebaserede sexarbejdere med lovligt ophold i Københavns Kommune. Puljens formål er at give målgruppen mulighed for at arbejde under mere værdige og sikre forhold, samt at reducere sundhedsrisici og risikoen for vold.
Mentorprojekt for udsatte og sårbare børn
Der er afsat 0,4 mio. kr. årligt de næste fire år til et mentorprojekt for udsatte og sårbare børn .
Formålet med puljen er at øge børns netværk og deltagelse i skole- og fritidsaktiviteter gennem en frivillig mentorstøtte, der skal ydes ugentligt af en mentor i minimum et år.
Støtten skal hjælpe udsatte børn fra familier med få ressourcer, som har svært ved at indgå i sociale netværk. Barnet kan have vanskeligt ved at få venner og have fritidsinteresser, kan være udsat for mobning og/eller har svært ved at klare sig i skolen fagligt og socialt.
Transitprogram for udsatte migranter
Transitprogrammet, som foreninger i København har kunne søge tidligere, er blevet tildelt 2,5 mio. kr. årligt i fire år.
Transitprogrammet skal hjælpe særligt udsatte migranter med lovligt ophold i Danmark. Midler fra puljen kan bl.a. søges til indsatser med fokus på stabilisering, sundhedstilbud og understøttelse af den enkelte migrants mulighed for en tilbagevenden til hjemlandet.
Find ansøgningsskemaer og læs mere om puljerne
Fristen for at søge er mandag den 21. oktober 2024 kl. 12