Gebyr for udeservering
Fra 2025 skal I betale gebyr for udeservering, som er opstillet på offentlige arealer. Der opkræves et andet gebyr for arealer, der er registeret som privat fællesvej.
Kommunen opkræver ikke gebyr for opstilling på private områder.
Se, hvilke veje og pladser der er registreret som offentlige eller private arealer i København
To forskellige gebyrzoner
Der er forskelligt gebyr afhængig af, om jeres virksomhed ligger i gebyrzone A eller B.
Gebyrzone A omfatter Middelalderbyen i Indre By afgrænset af gaderne Nørre Voldgade, Vester Voldgade, Stormgade, Nybrogade, Gammel Strand, Ved Stranden, Holmens Kanal, Kongens Nytorv og Gothersgade ind til Nørre Voldgade. For de nævnte gader gælder kun de husnumre, som vender ind mod Middelalderbyen med undtagelse af Gothersgade. Her gælder zonen også Gothersgade nr. 2-58 (herunder Boltens Gård).
Derudover omfatter Zone A også enkelte gadestrækninger på Indre Nørrebro:
- Blågårdsgade
- Fælledvej
- Ravnsborggade
- Nørrebrogade nr. 1-27 og 2-26
Gebyrzone B omfatter offentlige veje i den øvrige del af Københavns Kommune, som ikke er omfattet af zone A.
Takster for udeservering 2025
Taksterne gælder kun opstilling på offentligt areal.
Basistakst | 0,72 kr. pr. m² |
---|---|
Zone A | 31,22 kr. pr. dag |
Zone B | 8,91 kr. pr. dag |
Sådan udregner vi gebyret
Eksempel, hvor arealet til udeservering er 10 m² i gebyrzone A:
- Basistakst for 10 m²: 10 x 0,72 = 7,2 kr. pr. dag
- Zone A-takst: 31,22 kr. pr. dag
- I alt pr. dag: 7,2 kr. + 31,22 kr. = 38,42 kr.
- I alt pr. år: 38,42 kr. gange 365 dage = 14.023,30 kr.
Eksempler på priser for udeservering 2025
Gebyrzone A | Gebyrzone B | |
---|---|---|
Lille udeservering 10 m² |
14.023,30 kr. | 5.880,15 kr. |
Mellemstor udeservering 25 m² |
17.965,30 kr. | 9.822,15 kr. |
Stor udeservering 50 m² |
24.535,30 kr. | 16.392,15 kr. |
Spørgsmål og svar om gebyr for udeservering
Vis alle
Sådan beregner vi jeres gebyr
Gebyret afhænger af, om I opstiller på offentlig vejareal eller på privat fællesvej.
Gebyret for tilladelse til opstilling af kø-hegn er mindre, da vi ikke opmærker arealer til kø-hegn.
Taksterne bliver reguleret årligt pr. 1. januar af kommunen.
I forbindelse med ansøgningen om kø-hegn kan du se den gældende takst.
Opstilling på offentlig vejareal
Vi beregner gebyrets størrelse ud fra det areal, som I bruger til udeservering. Herefter kigger vi på, om området ligger i gebyrzone A eller gebyrzone B.
Gebyrzone A har en højere takst end gebyrzone B. Det skyldes, at tilsynsniveauet er højere i gebyrzone A.
Gebyret gælder for alle former for tilladelser til udeservering, uanset hvor ofte I bruger arealet til udeservering.
Opstilling på privat fællesvej
Hvis området til udeservering ligger på privat fællesvej, skal I kun betale et engangsbeløb for sagsbehandlingen, dvs. hvert 3. år, med mindre I ønsker at ændre på jeres ansøgning.
Engangsbeløbet er på 1.000 kr. i 2025.
Gebyret betales kvartalsvist
I vil blive opkrævet gebyr fra den første i måneden, efter I har fået tilladelse til at opstille jeres udeservering. Betaling sker bagudrettet og pr. kvartal.
Gebyret er omfattet af en opsigelsesperiode. Det betyder, at I skal betale gebyr for indeværende måned samt måneden efter, hvis I opsiger jeres tilladelse til udeservering, før tilladelsen udløber.
Hvis I vil ændre størrelsen på arealet til udeservering
Hvis I vil ændre på jeres opstilling og/eller arealet, skal I udfylde en ny ansøgning om tilladelse til udeservering. I den nye ansøgning skal I søge om alt det, I ønsker at opstille. Sagsbehandlingen vil herefter begynde forfra.
Hvis I får en ny tilladelse, vil denne erstatte den tidligere tilladelse, som vil blive annulleret.
Vær opmærksom på, at virksomheden skal betale det gebyr, der er knyttet til den gamle tilladelse, i den løbende måned plus en måned, fra den nye tilladelse er godkendt.
Det er ikke muligt at få en tilladelse, som gælder for større eller mindre arealer i bestemte perioder.
Hvis I vil opsige eller pause jeres tilladelse til udeservering
En tilladelse til udeservering gælder som udgangspunkt i tre år. Det er virksomhedens ansvar at opsige tilladelsen, hvis I – inden perioden er udløbet – ikke længere ønsker at bruge arealet til udeservering.
Opsigelsesperioden er løbende måned plus en måned. Det vil sige, at I skal betale for resten af den indeværende måned samt måneden efter.
Det er ikke muligt at sætte en tilladelse i bero inden for tilladelsesperioden.
Hvis I opsiger jeres tilladelse, og efterfølgende søger på ny, vil vi betragte perioden mellem den tidligere periode og den nye/kommende periode som “kontinuerlig brug”. Det vil sige, at virksomheden vil blive opkrævet gebyr for den mellemliggende periode.
Hvis I ikke betaler gebyret
Manglende betaling vil automatisk blive sendt til Gældsstyrelsen.
Hvis I ikke betaler gebyret, kan kommunen tilbagekalde jeres tilladelse til udeservering.
Hvis I fortsat stiller op til udeservering uden at have tilladelse og betale gebyr, kan kommunen fjerne jeres inventar for virksomhedens regning.
Gebyret dækker udgifter til sagsbehandling og opmærkning
Gebyret for tilladelse til udeservering dækker de faktiske omkostninger ved at behandle jeres sag og føre tilsyn. Gebyret dækker også udgifter til at opmærke arealet til jeres opstilling.
Beslutningen om gebyr blev vedtaget af Borgerrepræsentationen 1. februar 2024.
Baggrund for gebyr for udeservering
Beslutningen om gebyr for tilladelse til udeservering blev vedtaget af Borgerrepræsentationen 1. februar 2024.
Kontakt
Udeservering
Telefontider
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00