MitID
Hvorfor erstatter MitID NemID?
Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen. MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også kan være trygge på nettet i fremtiden.
Skal jeg have MitID?
Hvis du har NemID og fortsat vil kunne logge på digitale løsninger, skal du have MitID inden sommeren 2022.
Det er frivilligt, om du vil have MitID, præcis som med NemID.
Hvornår og hvordan får jeg MitID?
Du får brev eller Digital Post fra din bank, når du skal have MitID. Banken fortæller dig, hvad du skal gøre.
Du skal ikke gøre noget, før du får besked fra banken.
Du skal beholde dit NemID
Selvom du får MitID, skal du beholde dit NemID frem til sommeren 2022. Indtil da kan der være steder, hvor du stadig skal bruge NemID. Du kan også stadig bestille NemID, hvis du har brug for det.
Du får besked, når MitID helt afløser NemID, og du ikke længere har brug for NemID.
Du kan bruge MitID på tre måder
MitID app
Hent appen til din smartphone i App Store eller Google Play. Hvis din telefon er for gammel til appen, kan du få en kodeviser eller -oplæser.
MitID kodeviser
Kodeviseren er en lille, elektronisk enhed, der viser en engangskode. Indtast koden, når du logger ind og godkender med MitID.
Du kan bestille en kodeviser på mitid.dk eller hente en i Borgerservice, hvis du bestiller tid.
MitID kodeoplæser
Kodeoplæseren er beregnet til personer med nedsat syn. Den kan læse koder højt for dig og vise koder på en stor skærm.
Du kan sætte høretelefoner til kodeoplæseren, så andre ikke kan høre med.
Du behøver ikke bevise, at du er svagtseende eller har et synshandicap for at få en.
Du kan bestille en kodeoplæser på mitid.dk eller hente en i Borgerservice, hvis du bestiller tid.
Priser for MitID kodeviser og kodeoplæser
Du kan sammenlagt få op til tre kodevisere og kodeoplæsere gratis. Har du brug for flere, er prisen 41,75 kroner (2022) for en kodeviser og 294,08 kroner (2022) for en kodeoplæser.
Vi kan ikke tage imod betaling for kodevisere og -oplæsere i Borgerservice, så hvis du skal betale, skal du først bestille og betale på mitid.dk, hvorefter du kan afhente i Borgerservice. Når du bestiller, kan du også vælge at få tilsendt kodeviseren eller -oplæseren med posten.
Brug for hjælp?
Jeg har spørgsmål til oprettelse af MitID
Din bank eller MitID-supporten på 33 98 00 10, kan hjælpe dig.
Hvis du allerede har talt med dem og stadig har brug for hjælp, kan du bestille tid til Borgerservice.
Jeg skal opdatere mine ID-oplysninger
Nogle borgere får brev eller Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen om, at de skal opdatere deres ID-oplysninger i NemID, så de senere kan få MitID.
Hvis Digitaliseringsstyrelsen ikke har skrevet til dig, skal du ikke gøre noget.
Selvom du har fået brev fra Digitaliseringsstyrelsen og ikke opdaterer dine ID-oplysninger, virker NemID som det plejer.
I NemID-nøgleappen er der en besked om, at nogle brugere skal opdatere deres ID-oplysninger i NemID. Den kan du se bort fra, hvis Digitaliseringsstyrelsen ikke har skrevet til dig om, at du skal opdatere dine ID-oplysninger. Dit NemID fortsætter med at virke som normalt, også hvis du har opdateret oplysningerne via appen, selvom du ikke er blevet bedt om det.
Sådan opdaterer du dine ID-oplysninger
Hvis du har NemID nøgleapp, kan du selv opdatere dine ID-oplysninger. Se på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, hvordan du gør.
Hvis du ikke har NemID nøgleappen, kan du hente den til din smartphone i App Store eller Google Play.
Hvis du har spørgsmål eller oplever problemer med at opdatere ID-oplysningerne, kan du kontakte NemID's support på 33 98 00 12 eller idopdatering@digst.dk.
Du er også velkommen til at bestille tid til Borgerservice, så vi kan hjælpe dig med at opdatere dine ID-oplysninger.
Jeg kan ikke komme på netbank
Når du får besked fra banken om at oprette MitID, har du 30 dage til at gøre det. Hvis du ikke har nået det inden for de 30 dage, kan du gøre en af disse ting for igen at komme på netbank:
- Bed banken om udsættelse
- Opret MitID på mitid.dk med din smartphone
- Bestil en kodeviser eller kodeoplæser på mitid.dk
- Bestil tid til Borgerservice og hent en kodeviser eller kodeoplæser der.
Kontakt
Københavns Borgerservice
Telefontider
08:00 - 17:00
08:00 - 17:00
08:00 - 17:00
08:00 - 17:00
08:00 - 17:00