Udlejningspolitik i Københavns Kommune
Københavns Kommune ejer bygninger til kommunale formål, men i ejendomsporteføljen er der også særlige ejendomme, som tjener et andet og mere historisk formål. Det er fx Kødbyen, som anvendes til både liberalt erhverv og kommunale formål, eksempelvis har Kultur- og Fritidsforvaltningen lejet sig ind i lokaler i den Brune Kødby til Musikskolen og Billedskolen.
Udbudsprocedure
Vis alle
Udbud af ledige erhvervslejemål
Ledige lejemål tilbydes først til kommunens syv forvaltninger, så vi sikrer, at kommunale bygninger primært anvendes til kommunale formål. Viser det sig, at der ikke er interesse fra forvaltningerne, bliver der sat proces i gang, hvor det bliver vurderet, om lejemålet skal sælges fra eller skal beholdes i ejendomsporteføljen.
Bliver det vurderet, at lejemålet skal beholdes, bliver det udbudt til private erhvervsdrivende via Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk/erhverv/ejendomme/kommunens-lejemaal/erhvervslejemaal og på www.ejendomstorvet.dk.
Det vil fremgå af udbuddet, hvilken lovlig anvendelse lejemålet har. Det betyder, at hvis lejemålet fx er godkendt til restaurant, bliver det også udbudt til restaurant. Det er bestemmelserne i lokalplanen og den lovlige anvendelse af lejemålet, der er afgørende for, hvad lejemålet udbydes til. Det vil også fremgå af udbuddet, hvilke kriterier din virksomhed skal opfylde for at komme i betragtning til lejemålet.
Fastsættelse af erhvervslejen
Når lejen for et erhvervslejemål skal fastsættes, er det efter principperne om markedsleje. Ved fastsættelse af markedsleje tages der bl.a. højde for:
- Bygningens alder
- Lejemålets stand
- Beliggenhed
- Anvendelsesmuligheder
Lejemålet udbydes til en vejledende markedsleje, og udbudsperioden er ca. 4 uger. Når udbudsperioden er afsluttet, går processen med udvælgelse af ansøgerfeltet i gang.
Ansøgning om et erhvervslejemål
Når du ansøger om et lejemål, skal din ansøgning indeholde følgende oplysninger:
- Hvem er du, og hvad er din baggrund?
- Beskriv dig selv og din virksomhed.
- Fortæl os om din erfaring.
- Hvilken forretning vil du gerne drive fra lejemålet?
- Beskriv dit koncept, og hvilken forretning du drømmer om.
- Fortæl os, hvordan du gerne vil indrette dig i lejemålet.
- Hvordan er økonomien?
- For etablerede virksomheder:
- Vi vil gerne se tidligere årsregnskab.
- Hvis du gerne vil ændre indretningen i lejemålet, vil vi gerne se et budget for ombygningen.
- Ejeroplysninger og CVR nr.
- Hvilken leje du vil tilbyde ud fra den oplyste vejledende leje.
- For start-ups:
- Vi vil gerne se driftsbudget for de første år.
- Vi vil gerne bede om en kapitalforklaring – hvor kommer pengene til at starte fra?
- Hvis du gerne vil ændre indretningen i lejemålet, vil vi gerne se et budget for ombygningen.
- Ejeroplysninger og CVR nr.
- Hvilken leje du vil tilbyde ud fra den oplyste vejledende leje.
- For etablerede virksomheder:
Udvælgelse af erhvervslejere
For at sikre at alle har lige mulighed for at drive erhverv i en af kommunens lejemål, har vi en hel fast proces for, hvordan kommende lejere bliver udvalgt. Når udbudsperioden er udløbet, gennemgås alle ansøgninger. Den ansøger, der opfylder de oplyste kriterier, bliver kontaktet med henblik på at udarbejde en lejekontrakt og få detaljer på plads. Viser det sig, at der er flere ansøgere, der lever op til kriterierne, vil der blive lagt vægt på den tilbudte leje ansøgerne har tilbudt.
Tag endelig fat i os
Hvis du har spørgsmål til udlejningsprocessen, eller du ønsker at blive skrevet op til nye lejemål, er du velkommen til at sende en mail til kejd-udlejning-administration@kk.dk eller ringe til os på 33 66 33 66 og bede om Udlejningsteamet i Team Ind- og Udlejning i Københavns Ejendomme.