Søg om gravetilladelse
BEMÆRK! Den 1. januar 2025 træder nye bodsbestemmelser i kraft ved gravearbejder på udvalgte strækninger i Københavns Kommune.
Læs mere om de nye regler på denne side under overskriften "Regler om bodsbestemmelser".
Følg disse 6 trin, når I søger om gravetilladelse
1. Læs og overhold vores retningslinjer for vejarbejde
Hent Københavns Kommunes Betingelser for vejarbejder 2019, senest revideret den 17. december 2024
2. Sørg for, at gravearbejdet ikke falder sammen med andre aktiviteter
Se alle arbejder og aktiviteter på stedet ved at taste adressen i kommunens interaktive kort
3. Tjek, om gravearbejdet foregår på offentlig vej eller privat fællesvej
Kommunen skal give tilladelse, hvis gravearbejdet foregår på offentlig vej og privat fællesvej. Skal det foregå på privat grund, er det grundejeren, I skal kontakte for at få tilladelse.
Se stedets vejstatus ved at taste adressen i kommunens digitale kort
4. Lav en afspærringsplan for gravearbejdet
Lav en afspærringsplan, der er tilpasset det specifikke gravearbejde.
5. Sæt jer grundigt ind i vores krav til retablering
Tekniske standarder for veje, pladser og parker i Københavns Kommune
6. Udfyld og send ansøgningen med MitID
Husk at vedhæfte en afspærringsplan, når I søger (se punkt 5 ovenfor).
Brug MitID Erhverv, hvis I søger som firma. Privatpersoner bruger almindelig MitID.
Værd at vide om gravetilladelser
Vis alle
Ved gravetilladelser gør vi opmærksom på følgende
- At alt arbejde skal udføres efter bestemmelserne på denne side og efter gældende love og regler. Se links til gældende love og regler i bestemmelserne ovenfor.
- At bestemmelserne for gravetilladelse kan ændres, hvis det er nødvendigt af overordnede hensyn, uden at Københavns Kommune kan gøres erstatningspligtig.
- At tilladelsen til enhver tid skal kunne fremvises på arbejdsstedet ved forespørgsel fra politiet eller anden myndighed.
Regler om bodsbestemmelser
Vis alle
Hvornår træder de nye regler i kraft?
De nye bodsbestemmelser ved gravearbejder på udvalgte strækninger i Københavns Kommune træder i kraft den 1. januar 2025.
Læs orienteringsbrevet om de nye regler
Københavns Kommune har udsendt et orienteringsbrev, som blandt andet besvarer følgende spørgsmål:
- Hvornår vil Københavns Kommune opkræve bod?
- Hvordan fastsættes bodens størrelse?
Orienteringsbrevet indeholder også et kort, der viser, hvor reglerne gælder.
Orienteringen er sendt til entreprenører og bygherrer, der inden for de seneste 12 måneder har haft en gravetilladelse i Københavns Kommune.
Læs orienteringsbrevet om de nye regler (udsendt 5. november 2024)
Spørgsmål og svar om bod på gravearbejde
Vis alle
I hvilke tilfælde vil man blive opkrævet bod for et forsinket gravearbejde?
For at Københavns Kommune kan opkræve bod for en forsinket gravning, skal følgende være aktuelt:
- Gravningen skal foregå på det prioriterede vejnet eller strøggader (handelsgader). Se kortbilag for overblik over hvilke strækninger, der er kategoriseret som prioriteret vejnet eller strøggade (handelsgade).
- Gravningen skal påvirke den motoriserede trafik. En gravning, der foretages i et fortov, og som ikke påvirker kørebanen, kan som udgangspunkt ikke blive omfattet af bod.
- Gravningen skal overskride gravetilladelsens gyldighedsperiode. En gravning i kørebanen på det prioriterede vejnet, der afsluttes inden for den oprindelige gravetilladelses gyldighedsperiode, vil ikke udløse en bod.
Opkrævning af bod kan som udgangspunkt kun fraviges ved force majeure eller ved uforudsete arkæologiske undersøgelser.
Kan en gravetilladelse med vilkår om bod ved forsinkelse blive annulleret?
Der er mulighed for at annullere en gravetilladelse med vilkår om bod ved forsinkelse, hvis gravearbejdet ikke er gået i gang.
Er akutgravninger pålagt et vilkår om bod ved forsinkelser?
Akutgravninger vil blive pålagt et vilkår om bod ved forsinkelser på lige fod med planlagte gravninger, hvis gravningen foregår på det prioriterede vejnet eller strøggader (handelsgader), påvirker den motoriserede trafik og overskrider gravetilladelsens gyldighedsperiode.
Ansøgninger til gravetilladelser ved akutgravninger skal fremsendes senest 24 timer efter, at arbejdet er påbegyndt. Når gravetilladelsen er godkendt, bestemmer slutdatoen i tilladelsen gravetilladelsens gyldighedsperiode.
Er vejrligsdage force majeure?
Som udgangspunkt er vejrligsdage ikke force majeure, medmindre der er tale om ekstreme forhold som fx stormflod. Det er ansøgerens ansvar at tage hensyn til eventuelle vejrgener i den ansøgte graveperiode, fx ved gravninger udført i frostmånederne.
Hvordan bliver bodens størrelse fastsat?
Fastsættelse af bod sker på grundlag af årsdøgnsmotortrafik (ÅDT-motortrafik) på det prioriterede vejnet og strøggader (handelsgader). Bod fastsættes som udgangspunkt som ÅDT-motortrafik x 1 kr. pr. påbegyndt uge.
Bod ved forsinkelser bliver opkrævet pr. påbegyndt uge regnet fra dagen efter slutdatoen på den originale gravetilladelse. Med påbegyndt uge menes der pr. løbende syv dage.
Bodens størrelse kan i konkrete tilfælde fastsættes højere end ÅDT-motortrafik x 1 kr. Fx, hvis en strækning vurderes særligt kritisk for fremkommeligheden. Bodens størrelse skal stå i et sagligt og rimeligt forhold til den gene, som gravearbejdets forsinkelse påfører trafikken eller andet planlagt vejarbejde.
Beregningen af bod og beløbets størrelse vil fremgå af gravetilladelsen.
Hvordan færdigmeldes en gravning?
En gravning færdigmeldes i Erhvervsportalen. Kommunen vil føre tilsyn for at sikre, at arbejdet er afsluttet inden for tidsfristen.
Kan man søge om en ekstra lang graveperiode for at være sikker på at blive færdig inden for gyldighedsperioden?
Ansøgninger med en uforholdsmæssig lang graveperiode i forhold til det arbejde, der skal udføres, vil ikke blive godkendt.
Hvorfor har jeg som entreprenør modtaget en bodsopkrævning?
Det er ansøgeren af gravetilladelsen, der vil modtage bodsopkrævningen, hvis tidsfristen ikke bliver overholdt. Det skyldes, at boden fastsættes som et vilkår i gravetilladelsen.
Hvor finder jeg Årsdøgntrafik køretøjer (ÅDT)?
Kontakt
Container- og Gravetilladelser
Islands Brygge 37
Postboks 380
Telefontid
Mandag - fredag kl. 09.00 - 16.00