Stadeplads i København

Læs om vilkårene for stadepladser i København og søg tilladelse til stadeplads. Når der er ledige stadepladser, kan du se dem her på siden.

Sådan søger du en ledig stadeplads

Når der er ledige stadepladser, kan du se dem her på siden.

Læs i den enkelte annoncering, hvornår der er ansøgningsfrist, hvad vi lægger vægt på, og hvornår der er forventet opstart.

Om stadepladser

  • En tilladelse gælder som udgangspunkt i tre eller fem år.
  • Stadetilladelse på offentlig vej er gratis frem til og med 2028.
  • Du skal betale markedsleje for stadepladser på kommunalt ejet areal, fx i parker. Markedslejen for 2025 er 3.483 kr. eksklusiv moms. Vi skriver i annonceringen, hvis det er en stadeplads, hvor du skal betale markedsleje.
  • Din salgsvogn skal altid godkendes af os, så har du ikke en salgsvogn, så vent med at invester i en, før du har en tilladelse.
  • De fleste stadepladser er mellem 6 og 8 m². Se størrelsen på stadepladsen i annoncering af pladsen.
  • Der er ikke adgang til vand og strøm ved stadepladserne.
  • Du skal fjerne salgsvognen fra stadepladsen hver dag, og salgsvognen må ikke holde på pladsen udenfor åbningstid.

Vigtig viden om stadepladser

Vis alle

Det skal din ansøgning indeholde

Det er populært at have et stade i København. Det er derfor afgørende, at du sender en fyldestgørende ansøgning.

Det anbefales derfor, at du sammen med din ansøgning medsender:

  • Konceptbeskrivelse
  • Forretningsplan
  • Opstartsbudget
  • Billede af din kommende vogn 
  • Personlig motivation

Det er vigtigt i dit koncept

I dit koncept kan vi lægge vægt på:

  • Erfaring med stader, dit koncept eller gadesalg
  • Egen drift – herunder beskrivelse af erfaring med daglig drift
  • Sundhed og økologi
  • Bæredygtighed – både i service, energikilde og lokale samarbejder
  • Nytænkning
  • Noget unikt for byen – Hvordan dit koncept bidrager til området
  • Bredere mangfoldighed eller variation i madsortiment i forhold til eksisterende erhverv
  • En velholdt salgsvogn

Typiske årsager til afslag

Der gives mange afslag pga. konkurrence, da det er populært at have et stade i København, og konkurrencen for at få en attraktiv placering er hård.

Andre årsager kan fx være, hvis din ansøgning er mangelfuld, eller hvis udbuddet af dit koncept ikke lever op til vores krav.  

Københavns Kommune vurderer alle ansøgningerne individuelt, og du får altid en individuel besvarelse.

Praktisk info om stadepladser

Der er ikke adgang til strøm eller vand på stadepladserne.

Du skal fjerne dit stade eller din salgsvogn fra pladsen efter lukketid.

Hvis du sælger mad og drikke fra en stadeplads har du ansvaret for, at fødevaresikkerheden er i orden.

Læs mere om fødevaresikkerhed på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Særlige typer af stadepladser

Delestade

Et delestade er en stadeplads, som deles mellem to eller flere stadeholdere. Det er typisk delt op mellem dag og nat eller skifter mellem lige og ulige uger.

Eksempelvis Rådhuspladsen, som i dagtimerne er tildelt en traditionel pølsevogn og i nattetimerne er et madstade. 

Tidsrum for delestader vil fremgå af annonceringen og i din tilladelse.

Københavnerpølsevogn

Københavnerpølsevognen er kendetegnet ved at sælge klassiske pølser med tilbehør. Men også her lægges der vægt på sundhed og nytænkning.

Din forretning skal vise, at du har tænkt over kundernes sundhed og ønsker at give dem en oplevelse. Det kan eksempelvis være økologiske produkter, hjemmerørte dressinger og frisksnittet tilbehør.

Pølsevogne skal ligne en ”klassisk københavnsk pølsevogn” og fremtræde i et let design, være hvid og helst have vinduer på tre sider. Målene må maksimalt være 6 m2 eksklusiv skærme med et fremspring på maksimalt 60 cm. Hvis der er specielle forhold på stedet, kan der være krav om en mindre vogn.

Er der anhængertræk på din pølsevogn, skal det være klappet op, når vognen er på stadepladsen. 

Foreslå en stadeplads

Har du et forslag til et sted i København, hvor der burde være en fast stadeplads, er du velkommen til at foreslå det til os gennem ”Kontakt” nederst på siden. 

Når du vil foreslå en stadeplads, skal dit forslag indeholde et billede/kort af placeringen og en markedsanalyse for placeringen.

Behandling af dit forslag

Vi behandler dit forslag, og hvis det går igennem, slår vi stadepladsen op her på siden, så alle har mulighed for at søge det. 

Der er mange forskellige forhold, der skal tages forbehold for, når vi behandler et forslag. Vær derfor opmærksom på, at det kan tage flere måneder at få oprettet en ny stadeplads. 

Tilmeld dig nyhedsbrev om gadesalg

I nyhedsbrevet om gadesalg annoncerer vi, når der er ledige stadepladser i København.  

Kontakt

Gadesalg

Njalsgade 13

Postboks 457

2300 København S

Telefontider

Mandag

09:00 - 16:00

Tirsdag

09:00 - 16:00

Onsdag

09:00 - 16:00

Torsdag

09:00 - 16:00

Fredag

09:00 - 16:00