Annoncering af mobile gadesalgspladser i særlige områder

Der er nu muligt at søge om tilladelse til mobile gadesalgspladser i særlige områder for 2025.

Særlige områder 2025

Tilladelsesperiode: 16. april 2025 - 31. december 2025 

Ansøgningsfrist:  søndag den 2.  februar 2025

Forventet sagsbehandlingstid: 8 - 10 uger

Du skal betale markedsleje hvis du får en mobil gadesalgsplads i Amager Strandpark eller Havneparken Islands Brygge.

Særlige områder

Særlige områder for mobilt gadesalg består af: 

  • Indre By (ca. 14 pladser) 
  • Amaliehaven (ca. 2 pladser) 
  • Amager Strandpark (ca. 11 pladser)
  • Havneparken Islands Brygge (ca. 1 plads)

Grundet trafikale og fremkommelighedsmæssige hensyn, er der et loft over det samlede antal tilladelser, der kan tildeles til mobilt gadesalg i de særlige områder. Mobilt gadesalg i disse områder er derfor kun tilladt med en særlig tilladelse.

Du kan se de mobile gadesalgspladser i særlige områder på Københavnerkortet.

Betaling

Får du tilladelse til mobilt gadesalg i Amager Strandpark eller Havneparken Islands Brygge så skal du betale markedsleje. 

Markedsleje for mobilt gadesalg i parker er 4.645 kr. eksklusiv moms i 2025.

Rotationsordning

Dem, der får tildelt en tilladelse til at sælge fra de mobile gadesalgspladser i Indre By og Amaliehaven, indgår i en rotationsordning hvor de må stå én dag ad gangen på hver plads. 

Tildelingskriterier i særlige områder 

Der prioriteres mobilt gadesalg, der kan supplere de nuværende indkøbsmuligheder med et varieret udbud af spise og som bidrager positivt og æstetisk til bybilledet. 

Når vi vurderer din ansøgning, lægger vi bl.a. vægt på:

Vis alle

Udseende:

Din salgsvogn skal passe ind i området. Det forventes, at salgsvognen er velholdt, enkel og stilren i sit udtryk. Det foretrækkes, at der er sammenhæng mellem din salgsvogn og sortimentet.

Størrelse:

Salgsvognen kan være op til 3 m2. En eventuel parasol eller markise bør være dimensioneret til salgsvognen.    

Salgsvognen:

Salgsvognen skal være mobil og kunne flyttes hurtigt. Salgsvogne uden motor eller eldrevne kan prioriteres højere end salgsvogne med motor. 

Sortiment:

Det er en fordel at du fx sælger mad, frugt, grønt, dessert eller drikkevarer – og at dit sortiment er let at tage med og nyde på farten. Det er en fordel at dit sortiment er relevant hele året og ikke er sæsonspecifik og/eller du har flere sortimenter afhængig af årstiden. 

Erfaring:

Det kan være en fordel, hvis du har erfaring med gadesalg eller det koncept du ansøger med

Den daglige drift:

Du bedes beskrive, hvordan du har tænkt, at den daglige drift skal foregå, og hvordan det kommer områdernes brugere til gode. Beskriv også gerne, hvem der kommer til at stå for den daglige drift.

Ansvarlig drift:

Der lægges vægt på at bæredygtighed er indtænkt i driften fx i valget af varer og emballager, sortering og håndtering af affald eller at energiforsyningen er miljøvenlig. Der vil endvidere blive lagt vægt på, at ansøger respekterer den lovgivning der er forbundet med at drive mobilt gadesalg i Københavns Kommune. 

Samarbejde med andre:

Hvis du samarbejder med andre, er det en fordel at du beskriver, hvad dette samarbejde bidrager med ift. dit koncept, sortiment mv.

Hvordan søger jeg?

Du skal sende din ansøgning ind gennem ansøgningsskemaet til særlige områder på hjemmesiden.

Det er ikke nødvendigt at have købt salgsvognen på ansøgningstidspunktet, men det forventes, at din salgsvogn er klar til sæsonstart. Salgsvognen skal godkendes af os, inden du kan starte op og vi skal have tilsendt et billede af vognen, inden du kan få tilladelsen.

Inden du søger så læs guiden 'Sådan skriver du en god ansøgning'

Inden du udfylder ansøgningsskemaet kan du læse guiden til den gode ansøgning til mobilt gadesalg i særlige områder - du finder guiden under kortet på siden.

Søg mobil gadesalgsplads i særlige områder

Åbner en dialog.

Info

Du vil modtage en bekræftelse på mail, efter du har sendt ansøgningen. Får du ikke denne mail, har vi ikke modtaget din ansøgning.

Du skal udfylde en ansøgning for hver salgsvogn med tilhørende sortiment.

Lovgivning på offentlige veje 

Amaliehaven og Indre By, har status af offentlig vej og ansøgninger om mobilt gadesalg disse steder behandles ud fra lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024 om offentlige veje § 80, stk. 1.

Lovgivning i parker

Amager Strandpark og Havneparken Islands Brygge har status af parker og ansøgninger om mobilt gadeslag disse steder behandles ud fra kommunalfuldmagten. Der skal betales markedsleje for mobilt gadesalg i Amager Strandpark og Havneparken Islands Brygge.

Digital post

Partshøring, afslag og tilladelse (afgørelser) sendes med digital post. Er du fritaget for digital post, vil du modtage et fysisk brev til din, eller din virksomheds registrerede adresse.

Hvis vi har spørgsmål til din ansøgning, kontakter vi dig på mail eller telefon.

Kontakt

Gadesalg

Njalsgade 13

2300 København S

Telefontider

Mandag

09:00 - 16:00

Tirsdag

09:00 - 16:00

Onsdag

09:00 - 16:00

Torsdag

09:00 - 16:00

Fredag

09:00 - 16:00