Beslutning om eget projekt: Vesterbro indtager Musikhuset
Tidligere beslutninger
En kreds af personer samlede sig i denne periode omkring forslag til at gøre Skydebaneselskabets gamle palæ på Vesterbrogade 59 (hvor Københavns Museum holdt til i mange år) til et hjemsted for hele byens klassiske og akustiske musik. Kommunen havde overvejelser omkring salg af ejendommen. Initiativtagerne fortalte om deres planer på møde i KFBU den 14. januar 2020. KFBU havde på møde 10. marts 2020 besøg fra Vesterbro Sogn, som også havde forslag aktiviteter i ejendommen. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede senere i 2020 sig for at arbejde for forslaget om Musikhus, herunder iværksætte en renovering af huset, som forventes at starte i 2024.
KFBU tog på denne baggrund initiativ til at samle musikalske aktører på Vesterbro til en fælles orientering om planerne og drøftelse af, hvordan Musikhuset kunne bydes velkommen på Vesterbro og skabe en lokal forankring. Dette skete på møder 7. januar 2021 og 22. februar 2022. På det seneste møde enedes man om at foreslå, at Vesterbro Lokaludvalg tager initiativ til en kulturel aktivitetsdag for hele Vesterbro i Musikhuset. KFBU har herefter haft projektet på dagsordenen, og på lokaludvalgsmødet i september 2022 blev lokaludvalget orienteret om, at KFBU havde projektforslag om en sådan aktivitetsdag under udarbejdelse som et element i bydelsplanen under overskriften ”Fællesskaber”.
Indstilling
Næstforpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg afsætter 65.500 kr. til Projekt Vesterbro indtager Musikhuset
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg/KFBU arrangerer en kulturel aktivitetsdag i Musikhuset 13. maj 2023. Aktiviteterne er primært musik og dans og udføres af børn, unge og voksne fra Vesterbro. Bydelen inviteres bredt til at være med og være en mulighed for Vesterbro Lokaludvalg til at styrke fællesskabet i bydelen og skabe en begivenhed, hvor vi mødes på kryds og tværs om aktiviteter, som lever rundt om i bydelen. Begivenheden henvender sig i høj grad til familierne og giver børnene mulighed for at udfolde sig indenfor musik og dans.
Projektbeskrivelse er vedlagt som bilag
Løsning
Gennem bl.a. de afholdte netværksmøder og KFBUs opsøgende arbejde har lokaludvalget skabt god kontakt til en række stærke musikalske aktører på Vesterbro, herunder:
- Københavns musikskole/MGK i Kødbyen
- Rytmisk Center på Enghavevej
- Vesterbro Ungdomsgård i Absalonsgade
- -og Vesterbro Sogns mange kirker og deres korskole baseret i Enghave Kirke med 6 kor bestående af børn og unge fra 4 til 25 år
De skal være de fire fundamentsten i arrangementet – sammen med andre gode kulturelle kræfter i bydelen i alle aldre og genrer.
Arrangementet gennemføres som et samarbejdsprojekt med Musikhuset, som stiller hele huset gratis til rådighed med en afvikler på dagen – og vil gennem deres kanaler fortælle om projektet. Lokaludvalgets indsats og den nærmere programlægning tilrettelægges af en tilknyttet projektkoordinator i samarbejde med KFBU og sekretariatet.
Økonomi
Der afsættes 65.500 kr. til projektets gennemførelse i henhold til budget til koordination, program, forplejning, kommunikation m.v. i henhold til udarbejdet budget. Midlerne tages fra lokaludvalgets disposition til egne projekter.
Videre proces
KFBU og sekretariatet arbejder videre med projektet sammen med en projektkoordinator, Musikhuset og de lokale aktører.