Drøftelse af indmeldinger til Jørn Kofod ifm. pleje- og udviklingsplan for Grøndalsparken
Tidligere beslutninger
På lokaludvalgets møde i november 2018 blev følgende besluttet:
1. Vanløse Lokaludvalg valgte Jørn Kofod som repræsentant og Jens Askov som suppleant til Parkbrugerrådet for Grøndalsparken.
2. Vanløse Lokaludvalg drøftede eventuelle fokusområder og tidligere planer for Grøndalsparken.
Indstilling
Formanden indstiller;
- At Vanløse Lokaludvalg skal drøfte indmeldinger fra arbejdsgrupperne vedr. pleje- og udviklingsplan for Grøndalsparken til Jørn Kofod, lokaludvalgets repræsentant i parkbrugerrådet for Grøndalsparken.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen er gået i gang med at udarbejde en pleje- og udviklingsplan for Grøndalsparken, som er fredet. Denne plan skal udstikke rammerne for udviklingen af parken og fastlægge de overordnede retningslinjer for den fremtidige drift af området. Nye tiltag i parken, omlægninger og lignende skal således fremgå af pleje- og udviklingsplanen for at kunne realiseres.
Pleje- og udviklingsplanen er begrundet både i et krav i fredningsdeklarationen og i forvaltningens eget ønske om udvikling af parken. En pleje- og udviklingsplan er en "kan"- plan, som sætter rammerne for parkens udvikling. Planen anviser altså tiltag, som kan ske i parken. Den kan også opfattes som en ønskeliste for tiltag i parken, som kan realiseres, når der er skaffet økonomi til det.
Medlemmerne der sidder i parkbrugerrådet forventes at bidrage med lokal viden og input til planen.
Alle arbejdsgrupper har drøftet eventuelle ønsker og input til og for Grøndalsparken, ønsker og input, som Jørn Kofod kan bringe videre ved næstkommende parkbrugerrådsmøde på vegne af lokaludvalget. Som det fremgår ovenfor, er det vigtigt at få alle ønsker og input med i en sådan plan, for at kunne realiseres. Udviklingsplanen blev også drøftet på lokaludvalgets nytårstur den 5. januar 2019.
De forskellige input og ønsker bliver fremsat af de enkelte medlemmer på lokaludvalgsmødet.
Udviklingsplanen forventes færdig i december 2019.
Se i øvrigt vedhæftede referat fra 1. parkbrugerrådsmøde.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter indmeldinger fra arbejdsgrupperne vedr. udviklingsplan for Grøndalsparken.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.
Videre proces
Jørn Kofod bringer lokaludvalgets drøftelser og input videre til næstkommnede parkbrugerrådsmøde for Grøndalsparken.