Mødedato: 27.01.2022, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning om invitation af Kultur- og Fritidsudvalget til møde om Kulturstationen Vanløse

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg tager orientering om seneste møde i brugerrådet for Kulturstationen til efterretning samt træffer beslutning om at invitere medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget til et møde om Kulturstationen Vanløse. 

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg besluttede på det ordinære møde den 26. august 2021 at udpege tre lokaludvalgsmedlemmer som repræsentanter til brugerråd for Kulturstationen Vanløse: 

https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m…

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager orienteringen om seneste møde i Brugerrådet for Kulturstationen Vanløse til efterretning
  2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om invitation af Kultur- og Fritidsudvalget til et møde om Kulturstationen Vanløse samt afsætter 1.000 kr. i 2022-puljemidler til mødets gennemførsel.

Problemstilling

Niels Christian Juul, Peter Haahr og Bent Christensen deltog som repræsentanter for Vanløse Lokaludvalg i det første møde for brugerrådet på Kulturstationen den 1. december 2021. Vedlagt som bilag på den udsendte dagsorden er mødereferat, PowerPoint-oplæg, der blev præsenteret på mødet kan ses på internetdagsorden som bilag. 

Niels Christian Juul, Peter Haahr og Bent Christensen giver en orientering om mødet og brugerrådets diskussioner. 

På baggrund af mødet i brugerrådet samt en løbende dialog med Kultur V foreslår Niels Christian Juul, Peter Haahr og Bent Christensen herudover at invitere Kultur- og Fritidsudvalget til et møde omkring Kulturstationen Vanløse. Det ønskes med mødet at starte en dialog om, hvordan den nuværende økonomiske ramme og politiske prioritering af Kulturstationen Vanløse har medført et fysisk nedslidt, tomt og selvbetjent kulturhus, samt hvad der kan gøres for at genoplive kulturhuset, så det igen kan samle vanløseborgere omkring mangfoldige kulturtilbud. 

Et levende og attraktiv kulturhus med kulturtilbud for, med og af borgerne forudsætter ressourcer og medarbejdere med en særlig faglighed. Dette er ifølge lokaludvalgets tre repræsentanter ikke muligt med den nuværende økonomiske ramme, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har til rådighed. I dag er Kulturstationen Vanløse ubemandet i størstedelen af sin åbningstid, det er svært for foreninger/kulturaktører at komme i dialog med Kultur V omkring udvikling af kulturtilbud og herudover har Kultur V ganske få midler til selv at arrangere kulturelle tilbud.

At Kulturstationen Vanløse generelt er selvbetjent har desuden medført, at en gruppe unge opholder sig på Kulturstationen uden direkte ærinde og skaber utryghed med deres tilstedeværelse og opførsel. Lokaludvalget har i den forbindelse været i dialog med lokalpolitiet og SSP ad flere omgange. 

Formålet med mødet med Kultur- og Fritidsudvalget er derfor at starte en dialog om, hvordan man kan investere i Kulturstationen Vanløse, så kulturhuset igen kan blive et centralt samlingspunkt for vanløseborgerne med mangfoldige kulturtilbud for, med og af borgerne. Helt konkret ønskes det at drøfte følgende punkter med Kultur- og Fritidsudvalget: 

  • Behov for tydelig og lokal ledelse af Kulturstationen Vanløse med en klar vision for kulturhuset og biblioteket.

  • Behov for flere medarbejdere med relevant faglighed på Kulturstationen Vanløse

  • Øremærket budget til kulturelt indhold i Kulturstationen Vanløse.

  • Teknisk løft af Kulturstationen Vanløse

  • Behov for tryghedsskabende initiativer på Kulturstationen Vanløse

  • Større inddragelse af brugerrådet i drift og udvikling af Kulturstationen Vanløse

Mødet forventes at blive afholdt i løbet af marts. Faste brugere af Kulturstationen inviteres også til at deltage i mødet, og det afsættes midler til let forplejning på mødet. 

Løsning

1. Vanløse Lokaludvalg tager orienteringen om seneste møde i Brugerrådet for Kulturstationen Vanløse til efterretning

2. Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om invitation af Kultur- og Fritidsudvalget til et møde om Kulturstationen Vanløse samt afsætter 1.000 kr. i 2022-puljemidler til mødets gennemførsel.

Økonomi

Der afsættes 1.000 kr. til forplejning (kaffe, the og kage/frugt) til mødet. 

Videre proces

Sekretariatet udarbejder en invitation til mødet i samarbejde med Niels Christian Juul, Peter Haahr og Bent Christensen for dernæst at sende den til Kultur- og Fritidsudvalget. Mødet med Kultur- og Fritidsudvalget forventes at blive afholdt i marts 2022.

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg tog orientering om seneste møde i Brugerrådet for Kulturstationen Vanløse til efterretning.

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at invitere Kultur og Fritidsudvalget til møde om Kulturstationen og afsatte 1.000 kr. i 2022-puljemidler til mødets gennemførsel.

Til top