Meddelelser
Svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. parkering ved Bakkehusene
Lokaludvalget har fået svar på henvendelsen om parkering ved Bakkehusene. Forvaltningen vil være opmærksomme på området omkring Rødkilde Plads og Hvidkildevej, når parkeringszonerne senere på året er etableret færdige og skal evalueres, se TMF-svaret som bilag på internetdagsorden.
Svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. sikker skolevej Katrinedal skole
Lokaludvalget har fået svar på kommentarer til sikker skolevejsprojektet ved Katrinedal Skole, jf. TMF-svaret på internetdagsorden.
Sekretariatet har efterfølgende spurgt ind til muligheden for skolepatrulje, og har efterfølgende fået oplyst fra forvaltningen, at de har fået klarlagt at der er blevet administreret lidt forskelligt i forskellige politikredse – og at kravet om fodgængerfelt og ”toronto-blink” ikke er helt så skarpt, som de tidligere har administreret efter. Det afhænger dog af en stedspecifik vurdering fra sag til sag.
Høring om trafiksikkerhed på Frederikssundsvej
Ved overførelsessagen 2022-2023 blev der afsat midler til at øge trafiksikkerheden ni steder langs Frederikssundsvej. De ni projekter er nu i høring på: https://blivhoert.kk.dk/hoering/trafiksikkerhedstiltag-langs-frederikss…
I Vanløse har det betydning for krydset Bellahøjvej/Utterslevvej, der foreslås ændret, så fodgængerfeltet på tværs af Bellahøjvejs tilslutning bliver kortere, og afstanden mellem fodgængerfelt og blåt cykelfelt reduceres samt oversigten til fodgængerfeltet forbedres, se kortbilag på internetdagsorden.
Orientering om Budget 2025 fra Børne- og Ungdomsforvaltningen
Børne- og Ungdomsforvaltningen har sendt en præsentation af, hvad der er afsat af midler på Børne- og Ungdomsforvaltningens område i Budget 2025. Orienteringen er en del af samarbejdsaftalen mellem lokaludvalgene og Børne- og Ungdomsforvaltningen. Se præsentationen som bilag på internetdagsordenen)
Inspiration til Bil Fri søndags-arrangementer fra Teknik- og Miljøforvaltningen
Til inspiration har Teknik- og Miljøforvaltningen lavet en vejledning til afholdelse af bilfri søndags arrangementer og andre typer bydelsarrangementer. Vejledningen beskriver blandt andet, hvordan Nørrebro Lokaludvalg hvert år holder et ’bilfri søndags arrangement'. Vejledningen er lavet på baggrund af et medlemsforslag stillet i Borgerrepræsentationen om udbredelse af bilfrie søndage. Vejledningen er vedlagt internetdagsordenen.
Merforbrug til Lokaludvalgsbod til Kids Tour
Lokaludvalgets eget projekt "Lokaludvalgsbod til Kids Tour" havde et merforbrug på ca. 1.500 kr., da de indkøbte bolsjer blev dyrere end forventet.
Bylivsgadepuljen
Der er kommet én idé fra en Vanløseborger til Bylivsgadepuljen vedr. Grøndalsparken. Ideen lever dog ikke op til kvalifikationskravene fra forvaltningen og borgeren er blevet henvist til projektlederen for skybrudsprojektet i Grøndalsparken.
Deadline for indmeldelse af punkter/projekter til næste LU-møde
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 21. november 2024 er mandag den 11. november. Dagsorden sendes ud den 15. november 2024.
NYE MEDDELELSER i mødet:
TMF-svar vedr. erstatningsparkering i forbindelse med sorteringspunkter
Teknik og Miljøforvaltningen har svaret på Vanløse Lokaludvalgs henvendelse vedr. oprettelse af erstatningsparkeringspladser i forbindelse med anlæggelse af sorteringspunkter i Vanløse. Forvaltningens svarer bl.a. at der i Grøndalskvarteret nedlægges 12 parkeringspladser men oprettet 28 erstatningspladser, så der bliver flere p-pladser end tidligere. Se det fulde svar vedhæftet internetreferat.
Støtteerklæring for Bellahøj Friluftsscene sendt til Brønshøj-Husum Lokaudvalg
Vanløse Lokaludvalgs forperson, Jan Lindboe, har udarbejdet støtteerklæring vedr. Bellahøj Friluftsscene, som blev besluttet i sidste møde og den er afsendt til Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Se støtteerklæringen vedhæftet internetreferat.
Status på Bymidteprojektet
Den endelige foranalyse afleveres med forslag til ét samlet scenarie for Vanløse Bymidte fredag den 15.november 2024. Vanløse Lokaludvalg vil få præsenteret ”Foranalyse, Vanløse Bymidte” til Lokaludvalgsmødet den 21.november 2024. Fra den 21. november til den 12. december 2024 er foranalysen i høring i Vanløse Lokaludvalg. Se statusnotat vedhæftet internetreferat.
Film om Vanløse Lokaludvalg
Vanløse Lokaludvalgs to film er endelig færdige og vil blive lagt på lokaludvalgets hjemmeside og Facebook indenfor den nærmeste tid. I må meget gerne huske at dele filmene i jeres netværk, så de kommer så bredt ud som muligt.
Lokaludvalgets seminar den 10. nov. 2024
Der er stor tilslutning til Vanløse Lokaludvalgs heldagsseminar i det nye kulturhus BRØK i Brønshøj-Husum søndag den 10. november 2024 med tilmeldte medlemmer, suppleanter og temagruppemedlemmer. Program forventes sendt ud i næste uge, med bl.a. besøg af BR-medlemmer Katrine Hassenkam fra Enhedslisten og Morten Melchiors fra Det Konservative Folkeparti.
Fejring af Helga Larsens Plads 18. november 2024
Det første spadestik til det nye byrum og nærgenbrugsstation sættes mandag den 18. november kl. 13 på Helga Larsens Plads. Lokaludvalget planlægger en festlig fejring af dagen som meldes ud på hjemmeside og Facebook. Se evt. mere på dagsordenspunkt 13.