Mødedato: 23.05.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om høringssvar vedr. foranalyse Vanløse Bymidte

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg godkender høringssvar vedr. Foranalyse af Vanløse Bymidte. Hovedtræk fra foranalysen er blevet præsenteret og drøftet i det ordinære møde den 18. april 2024, og høringssvaret er udarbejdet på baggrund af denne drøftelse samt input fra en borgerpanelundersøgelse og et borgermøde om Vanløse Bymidte.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og beslutter anbefaling til nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé og i første omgang en forsøgsperiode, hvor Jernbane Allé omdannes til busgade.

2. at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. foranalyse for Vanløse Bymidte.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har fået foranalyse af Vanløse Bymidte i høring. Foranalysen skal danne grundlag for den politiske beslutning om at afsætte midler til et fremtidigt anlægsprojekt på Vanløse Torv og et trafikalt anlægsprojekt på Jernbane Allé og Vanløse Allé.

Indholdet består dels af beskrivelser af baggrunden for de foreslåede løsninger, dels af to scenarier, der viser mulighederne for en mere sammenhængende bymidte i Vanløse. Scenarierne er understøttet af tre mulige trafikale greb.

Foranalysen giver på baggrund af en egenartsanalyse, en trafikal analyse og en cykelparkeringsanalyse samt den omfattende interessent- og borgerinddragelse forslag til:

  • Hvad Bymidten har brug for
  • Hvad der er teknisk muligt
  • Hvad der er muligt inden for de kommunale rammer

I et fremtidigt anlægsprojekt vil der kunne:

  • Tegnes på en konkret indretning af Vanløse Torv
  • Laves fysiske trafikforsøg, der muliggør omlæggelse af signal- og vejanlæg
  • Omstrukturere og forskønne Vanløse Torv i et konkret anlægsprojekt

Hovedtræk fra foranalysen er blevet præsenteret og drøftet i det ordinære møde den 18. april 2024. Foranalysen er desuden blevet præsenteret på et borgermøde om Vanløse Bymidte den 14. maj 2024. Lokaludvalget har desuden udsendt en undersøgelse om Vanløse Bymidte i Vanløses digitale borgerpanel fra den 6.-16. maj 2024.

Trafikløsninger for Jernbane Allé
Den trafikale analyse undersøger tre greb, der til dels kan kombineres:
1. Jernbane Allé som busgade og nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé
2. Helt ned i fart på Jernbane Allé og nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé
3. Helt ned i fart på Jernbane Allé og omdisponering af venstresvingsbane på Vanløse Allé.

Teknik og Miljøforvaltningen gør opmærksom på, at trafikale ændringer har konsekvenser for afvikling af biltrafikken på de omkringliggende veje.

Arbejdsgruppen for udarbejdelse af høringssvar var enige om en indsnævring af vejareal og ny hævet vejbane på Jernbane Allé. Arbejdesgruppen var ikke enig i, om hvorvidt man ønsker en lukning for biltrafik (dvs. en busgade) eller en Helt ned i fart løsning samt nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé, så pladsareal fra den indskrænkede vejbane kan bruges til noget andet.

Forpersonen indstiller på den baggrund, at lokaludvalget anbefaler nedlæggelse af venstresvingsbanen på Vanløse Allé og i første omgang en forsøgsperiode med Jernbane Allé som busgade, dvs. lukket for biltrafik.

Høringssvaret er udarbejdet på baggrund af præsentation af foranalysen, input fra borgermødet og borgerpanelundersøgelsen om Vanløse Bymidte og indeholder pt. ikke en klar anbefaling af trafikløsning på Jernbane Allé.

Input fra borgermøde 14. maj 2024
I Vanløse Lokaludvalgs borgermøde den 14. maj var der god stemning og debat blandt de omkring 60 fremmødte borgere.

Oplæg og debat var delt i tre emner om hhv. cykler, mobilitet og ønsker for hvad Vanløse Torv skal bruges til. Indlæg spændte således bredt. Der var bl.a. ønske om at få formidlet en god fælles fortælling om bymidten, og hvad der skal til for at flere af de 12.000 daglige fodgængere har lyst til at blive og opholde sig i bymidten/på pladserne.

Flere fremmødte havde meget at sige om både cykling og cykelparkering, herunder flere konkrete forslag til hvordan man kan gøre cykelparkeringshuset mere attraktivt at parkere i. Der var også mange holdninger til mobilitet, men enighed om, at en trafikal fredeliggørelse i en eller anden form vil være positivt, og at man skal huske at have fokus på både de blinde og fodgængere generelt i tilrettelæggelse af byrum.

På Vanløse Torv var der bl.a. ønske om at udnytte stations (metro) tårnet, åbning af stationsbygningen for at skabe mere gennemsigtighed, en samlet arkitektonisk løsning, og at arealet bibeholdes som en plads/ torv samt meget mere.

Input fra borgerpanelundersøgelse
Vanløse Lokaludvalg sendte en borgerpanelundersøgelse ud til sit digitale borgerpanel om Vanløse Bymidte den 6. maj 2024. Det var muligt at besvare undersøgelsen frem til 16. maj 2024. Ca. 1.100 vanløseborgere har pt. besvaret undersøgelsen. Dog skal det bemærkes, at ganske få vanløseborgere i alderen 15-39 år har besværet undersøgelsen, hvorfor undersøgelsen ikke er repræsentativ i forhold til befolkningssammensætningen i Vanløse.

Udpluk af hovedpointer fra standardrapporten:
Lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse viser, at 80% af respondenterne ønskede en sammenhængende bymidte, hvor de tre pladser/torve omkring Jernbane Allé hænger fysisk bedre sammen frem for at understøtte forskellige bymæssige identiteter på hver af pladserne.

Mere end 50% mener ikke at bymidten indbyder til ophold, og at vanløseborgernes primære formål i bymidten er tilgang til/fra offentlig transport eller indkøb (handle dagligvarer og/eller gå i butikker).

De mest valgte temaer, som bør prioriteres i udvikling af Vanløse Torv, er "Bynatur og grønne tiltag", "Mere plads til udeservering" og "Fokus på, at der ikke må parkeres cykler på torvet". 

Bilag
Foranalysen med tilhørende 3 bilag er vedlagt som bilag på internetdagsordenen, og det samme er bemærkninger fra Vanløse Erhvervsforening, særligt vedrørende ønske om bibeholdelse af biltrafik på Jernbane Allé.

Borgerpanelundersøgelsen slutter den 16. maj og er derfor ikke udsendt, men lægges på internetdagsorden som standardrapport fredag den 17.maj 2024. Sekretariatet vil udarbejde en mere omfattende rapport med kryds af spørgsmål og forklaringer, som vil blive sendt til lokaludvalget via mail i løbet af uge 21.

Udkast til høringssvar er vedhæftet som bilag. Der er høringsfrist den 27. maj 2024.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og beslutter anbefaling til nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé og i første omgang en forsøgsperiode hvor Jernbane Allé omdannes til busgade.

Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. foranalyse for Vanløse Bymidte.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen inden høringsfristen den 27. maj 2024 og lægger det på lokaludvalgets hjemmeside. 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg stemte om at anbefale et forsøg med lukning af Jernbane Allé for biltrafik og omdannelse til busgade

For: 8 stemmer

Vanløse Lokaludvalg stemte om fastholdelse af biltrafik på Jernbane Allé med nedsat hastighed

For: 7 stemmer

Vanløse Lokaludvalg stemte om nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé

For:  7 stemmer
Imod: 6 stemmer
Undlod: 3 stemmer

Vanløse Lokaludvalg besluttede at anbefale nedlæggelse af venstresvingsbanen på Vanløse Allé mod Jernbane Allé og en forsøgsperiode, hvor Jernbane Allé omdannes til busgade på stykket mellem Jydeholmen/Lindehøjen og Vanløse Allé.

2. Vanløse Lokaludvalg godkendte udkast til høringssvar med tilføjelse af lokaludvalgets anbefaling jf. beslutning i 1. at-punkt. 

Protokolbemærkning:
Bent Christensen, Michael Jacobsen og Per Stengade bad om at få ført til protokols at de er imod forsøg med Jernbane Allé som busgade og nedlæggelse af venstresvingsbane på Vanløse Allé og ønsker mindretalsudtalelse medsendt til høringssvar.

Bent Christensen ønskede yderligere ført til protokols, at han ønskede at videreformidle Vanløse Erhvervsforenings bemærkninger vedr. foranalysen og ønsker mindretalsudtalelse medsendt til høringssvar.

Til top