Mødedato: 19.04.2018, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om Vanløse Lokaludvalg repræsentation i eksterne bestyrelser mv.

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til beslutning om repræsentation og indstilling af medlemmer til diverse hverv i eksterne bestyrelser mv.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg besluttede i møde den 8. august 2017 at anbefale lokaludvalgets fortsatte repræsentation i 3 bestyrelser til Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets repræsentation i de 3 bestyrelser: Lillehjemmets Sommerhusfond, Kulturstationen Vanløse og Fonden for Vanløse Miljøcenter.

2. at Vanløse Lokaludvalg tager stilling til udpegning af medlemmer og suppleanter til Lillehjemmets Sommerhusfond.

3. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at udpege et medlem og en suppleant til brugerbestyrelsen i Kulturstationen Vanløse.

4. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at udpege et medlem til Vanløse Miljøcenter (tidligere Vanløse Miljøpunkt).

Problemstilling

Det gælder for alle de tre hverv Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til, at de ikke er lovpligtige, de er ulønnede, og man skal være medlem af Vanløse Lokaludvalg for at blive udpeget.

Når lokaludvalget udpeger medlemmer til eksterne bestyrelser, brugerråd mv. sker det således, at lokaludvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, som herefter godkender udpegningen, inden medlemmet kan indtræde som repræsentant. Lokaludvalget skal være opmærksomt på, at ligestillingsloven gælder for alle udpegninger i det offentlige, og det henstilles til, at der under udpegningen tages hensyn til en ligelig fordeling af mænd og kvinder.

Lillehjemmets Sommerhusfond:

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har haft en driftsaftale med et selvejende plejehjem i Vanløse/Brønshøj/Husum. Plejehjemmet er nedlagt for mange år siden, men i vedtægterne var det anført, at i tilfælde af lukning skulle likvidationsformuen tilfalde Københavns Kommune øremærket sommerhusophold for plejehjemsbeboere, primært i Vanløse. På grund af deponeringsregler har Sundhed- og Omsorgsforvaltningen i samråd med Økonomiforvaltningen etableret en fond til at forestå opgaven med leje og formidling af sommerhuse til plejehjemmene.

Fondens vedtægter er vedhæftet som bilag, og heraf fremgår bl.a. af §4, at bestyrelsen består af 3 medlemmer, der udpeges af og blandt medlemmerne af Vanløse Lokaludvalg for en 4 årig periode ad gangen. Genudpegning kan finde sted. Samtidig med udpegningen af bestyrelsesmedlemmer udpeges suppleanter for disse. Suppleanternes valgperiode følger valgperioderne for de bestyrelsesmedlemmer, som de er suppleanter for. Det fremgår yderligere, at et bestyrelsesmedlem er pligtigt til at udtræde af bestyrelsen, såfremt man af helbredsmæssige årsager bliver uegnet til at varetage hvervet, og ligeledes hvis ens hverv som medlem af Vanløse Lokaludvalg ophører.

Vanløse Lokaludvalg har i møde den 20. april 2017 udpeget Hans Thomsen, Iris L. Nielsen og Knud Schou som medlemmer og Steen Hansen, Sven Grønsund og Kaj Lorenzen som suppleanter til Lillehjemmets Sommerhusfond. Udpegningerne er ikke blevet godkendt af Borgerrepræsentationen, da kun Hans Thomsen og Sven Grønsund var valgbare jf. fondens vedtægter. På nuværende tidspunkt er Kaj Lorenzen eneste valgbare til bestyrelsen af de tidligere indmeldte. Formanden har bedt Økonomiforvaltningen og Sundhed- og Omsorgsforvaltningen om at se på fondens vedtægter, da vurderingen er, at det vil være meget vanskeligt for lokaludvalget at udpege så mange medlemmer med faglig baggrund til hvervet, inden for den relativt snævre kreds af medlemmer, som alle er aktive i andre foreninger også.

Hans Thomsen, suppleant i Vanløse Lokaludvalg, er pt. formand for bestyrelsen.

Der forventes at blive to til tre møder om året, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen varetager sekretariatsfunktionen. Forvaltningen oplyser, at såfremt det kan lette arbejdet, vil det formentlig være muligt at lægge bestyrelsesmøderne i forbindelse med andre møder i lokaludvalget.

Evt. anbefaling vedr. udpegningen, f.eks. særlige/faglige kvalifikationer, interesser eller lign. Vanløse Lokaludvalg har på baggrund af tidligere drøftelser foreslået, at der skulle være en bygningskyndig - en fra evt. hjemmeplejens område og en fra forretningsområdet med et skyldigt hensyn til det faglige og med interesse for plejeområdet generelt.

 

Kulturstationen Vanløse:

Kulturstationen Vanløse er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningens kommunale opgavevaretagelse, lokalt forankret i bydelen. Det afgående Lokaludvalg vurderede, at det på baggrund af det tætte samarbejde, de mange fælles flader i forskellige borgerrettede aktiviteter og lokaludvalgets sekretariats lejemål i Kulturstationen fortsat er relevant med deltagelse i bestyrelsen.

Vedtægterne for Kulturstationen Vanløses brugerbestyrelse er vedhæftet som bilag. Heraf fremgår af §2 om bestyrelsens sammensætning at, 1 medlem med særlig interesse for kultur og fritid vælges blandt medlemmerne af Vanløse Lokaludvalg og yderligere af §3 om valgperiode og procedure, at valg af lokaludvalgets repræsentant samt suppleant sker på møde i Vanløse Lokaludvalg.

Der afholdes 4-6 møder årligt, se i øvrigt vedtægterne for bestyrelsens nærmere definerede opgaver.

Vedtægter og referater fra tidligere møder kan findes på Kulturstationens hjemmeside: https://kulturstationen.kk.dk/artikel/om-os

 

Vanløse Miljøcenter:

Vanløse Miljøcenter er den tilbageværende del af det tidligere Miljøpunkt Vanløse, som i forbindelse med Budgetaftale for 2011, virksomhedsoverdragede en medarbejder og den lokale miljøopgave til lokaludvalget. I den forbindelse havde fonden for miljøpunktet uforbrugte midler, som jf. Civilstyrelsen og fondens vedtægter ikke kunne tilbageføres til stifterne, og derfor blev bibeholdt i fonden for at sikre uddeling til fondens oprindelige formål, lokalt natur- og miljøarbejde.

Bent Christensten har siddet som Vanløse Lokaludvalgs repræsentant siden 2008, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen var medvirkende til oprettelsen af Agenda21 centrene som erhvervsdrivende fonde i kommunen, herunder Miljøpunkt Vanløse. Formålet med fonden i dag er at anvende midlerne til lokalt miljøarbejde, for herefter at kunne nedlægge den. Fonden har i dag en formue på ca. 80.000 kr.

I følge vedtægterne § 5.2.1 består bestyrelsen af 11 personer, hvor af 1 person, der er medlem af Vanløse Lokaludvalg, udpeget af Vanløse Lokaludvalg og der udpeges ikke suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne, jf. §5.2.5. Bestyrelsens arbejde er beskrevet i § 5.4

Der er ikke i vedtægterne fastsat antal af møder pr. år ud over, at der holdes møder, når det findes nødvendigt.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets repræsentation i de 3 bestyrelser: Lillehjemmets Sommerhusfond, Kulturstationen Vanløse og Fonden for Vanløse Miljøcenter.

Vanløse Lokaludvalg tager stilling til udpegning af medlemmer og suppleanter til Lillehjemmets Sommerhusfond, beslutter at udpege et medlem og en suppleant til brugerbestyrelsen i Kulturstationen Vanløse og tager stilling til udpegning af et medlem til Vanløse Miljøcenter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.

Videre proces

Indstillingen vil efterfølgende blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse.

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at indstille Kaj Lehmann Lorenzen, Henrik Magnussen, Hans Thomsen og Steen Hansen som repræsentanter til Lillehjemmets Sommerhusfond til godkendelse i Borgerrepræsentationen, og samtidig anmode Økonomiforvaltningen og Sundhed- og Omsorgsforvaltningen om at finde en mere fleksibel løsning i forhold til de gældende vedtægter.

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at udskyde beslutningen til næste møde, om at udpege medlem og suppleant til brugerbestyrelsen i Kulturstationen Vanløse.

3. Vanløse Lokaludvalg besluttede at indstille Bent Christensen til Vanløse Miljøcenter til godkendelse i Borgerrepræsentationen.

Til top