Mødedato: 13.06.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Høring om handlingsplan for vejstøj

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal godkende udkast til høringssvar vedr. handlingsplan for vejstøj, jf. drøftelser på Temagruppen for Trafik i Vanløse.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. handlingsplan for vejstøj, jf. vedhæftede udkast. 

Problemstilling

Københavns Kommune skal hvert femte år udarbejde en handlingsplan for vejstøj, der sætter rammen for, hvordan der i den kommende planperiode vil blive arbejdet med at reducere støj fra vejtrafikken. Planen bidrager til visionen i Kommuneplanstrategi 2023 om at nedbringe andelen af støjbelastede områder og forbedre borgernes sundhed med støjreducerende tiltag der, hvor behovet er størst.

Støj fra vejtrafik er et væsentligt miljøproblem, der kan have helbredsmæssige konsekvenser for de mennesker, som udsættes for den, og støjhandlingsplan skal derfor skabe et grundlag for at undgå, forebygge eller begrænse de skadelige virkninger, herunder gener, der skyldes eksponering for vejstøj.

Handlingsplan for vejstøj 2024-2029 fokuser på en række indsatsområder, herunder støjdæmpende vejbelægning, byudvikling i støjbelastede områder, lydmiljøer i den eksisterende by m.fl.

Hele høringsmaterialet kan læses på Bliv Hørt, hvor der kan afgives svar frem til 21. juni 2024: https://blivhoert.kk.dk/hoering/handlingsplan-vejstoj-2024-2029.

Temagruppen for Trafik har drøftet sagen i møde den 29. maj 2024. Udkast til høringssvar er vedhæftet som bilag.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. handlingsplan for vejstøj, jf. vedhæftede udkast. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar inden høringsfristen den 21. juni og lægger det på hjemmesiden.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede udkast til høringssvar, herunder ændringsforslag fremlagt i mødet, og besluttede at bemyndige forpersonen til sproglig redigering af høringssvaret med udgangspunkt i det oprindelige udkast.

Til top