Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Godkendelse af kommunikationsstrategi 2025 og nye kommunikationstiltag

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal drøfte og beslutte kommunikationsstrategi for 2025, der har fokus på, hvor lokaludvalget gerne vil hen med fortællingen om det lokale arbejde i det kommende år. Lokaludvalget besluttede i 2024 en kommunikationsstrategi, der resulterede i en række konkrete kommunikationsindsatser for 2024. I det ordinære møde i november nedsatte lokaludvalget en arbejdsgruppe, der har opdateret strategien og de konkrete indsatser for 2025.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender kommunikationsstrategi for Vanløse Lokaludvalg 2025, jf. bilag.

Problemstilling

På det ordinære møde 21. november 2024 blev der nedsat en arbejdsgruppe til at revidere lokaludvalgets kommunikationsstrategi fra 2024. Kommunikationsstrategien beskriver kanalstrategi, udfordringer, målsætning og konkrete indsatser og har fokus på, hvor lokaludvalget gerne vil hen med fortællingen om det lokale arbejde i 2025.

Der blev desuden afsat midler til en synligheds- og informationspulje med foreløbige budgetposter med mulighed for at justere budgettet efter evt. nye indsatser i den nye strategi.

På baggrund af strategien fra 2024 og tilgængelige data, har arbejdsgruppen revideret strategien med særligt fokus på udfordringer, målsætninger og de konkrete indsatser i 2025.

En stor udfordring for lokaludvalgets kommunikation er, at der reelt ikke længere er en lokalavis. Derfor har lokaludvalget i 2024 valgt at satse på annoncering på sociale medier, og på årets første 11 måneder har det resulteret i en stigning i antallet af følgere på 13% på Facebook og 14% på Instagram, så vi nu har 1.949 følgere på Facebook og 802 følgere på Instagram. 

En annonce til 500 kr. på lokaludvalgets sociale medier har en rækkevidde på ca. 30.000 vanløseborgere. Samtidig ses der en tydelig stigning i visninger, når der er aktivitet på lokaludvalgets opslag, som fx ved delinger, likes og kommentarer.

I kommunikationsstrategi for 2025 er målsætningen at opnå en stigning på 20% flere følgere på sociale medier i 2025. Derfor satses der endnu mere på digital annoncering, samtidig med at der er fokus på fortællingen om lokaludvalgsarbejdets relevans og de opnåede resultater.

Der er desuden et fokus på at styrke medlemmernes rolle som ambassadører, så lokaludvalgets nyheder når endnu bredere ud, og på at kommunikationen når ud til flere målgrupper og alle områder af bydelen.

Udkast til kommunikationsstrategi 2025 er vedlagt som bilag. 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender kommunikationsstrategi for Vanløse Lokaludvalg 2025, jf. bilag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalgets puljemidler, da midlerne til en informationspulje blev afsat i det ordinære møde i november i et foreløbigt budget.

Herunder et opdateret budget.

 Annoncering på sociale medier    55.000 kr.
 Annoncering i lokalavis el. lignende    25.000 kr.
 Borgerdialog (borgermøder, byvandringer, kaffevogne mv.)    20.000 kr.
 I alt  100.000 kr.

Videre proces

Lokaludvalget og sekretariatet fokuserer på de konkrete indsatser i kommunikationsstrategien og samarbejder om at kommunikere om de gode historier og resultater af lokaludvalgets arbejde.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede og godkendte kommunikationsstrategi for 2025, jf. bilag.
Til top